Prøv avisen
Etik

Skal arbejdsgiveren blande sig i ansattes rygevaner?

Tegning: Rasmus Juul.

Kommunernes Landsforening (KL) opfordrer kommunerne til at tage stilling til et totalt rygeforbud i arbejdstiden for deres ansatte. Men skal arbejdspladsen bestemme, om man må ryge i sine pauser, hvis ikke man generer nogen?

Når en hjemmehjælper i dag hopper på cyklen efter et besøg hos fru Jensen, kan den lille cykeltur være en kærkommen lejlighed til at ryge en enkelt smøg inden det næste borgerbesøg i dagens program. Men det kan snart være slut med at pulse i arbejdstiden, også selvom man gør det udenfor, væk fra arbejdspladsen, i sin pause og uden at genere andre. Flere kommuner har allerede skærpet reglerne for rygning i arbejdstiden for deres medarbejdere, og i denne uge opfordrede Kommunernes Landsforening (KL) i forbindelse med et forebyggelsesudspil om røgfri fremtid i 2030 til, at landets kommuner skulle tage stilling til et totalt rygeforbud i arbejdstiden for deres ansatte. Et sådant forbud betyder, at smøgen slet ikke tændes i løbet en arbejdsdag – heller ikke, hvis man har en hjemmearbejdsdag.

Her 10 et halvt år efter, at rygeloven blev indført, er grænserne for, hvad vi accepterer eller ikke accepterer i forbindelse med rygning, i den grad blevet rykket, og de fleste finder det helt naturligt, at man ikke længere tænder en cigaret på kontoret, i toget eller på en restaurant. Alligevel mener en del, at grænsen for regler på området er nået, og KL’s opfordring falder derfor mange for brystet.

Tobaksrygning er stadig populært blandt danskerne. 22 procent ryger, og en ny undersøgelse viser, at andelen af rygere ikke er faldet de seneste fem år, og KL’s argument for sin opfordring er, at rygning uden sammenligning er den enkeltfaktor, der har størst negativ betydning for danskernes sundhed. Derfor opfordrer KL til, at kommunerne gør en særlig indsats for at få flere til at stoppe med at ryge og hindre, at børn og unge kommer i kontakt med rygning i deres dagligdag, forklarer Thomas Adelskov (S), formand for social- og sundhedsudvalget i KL og borgmester i Odsherred Kommune.

”Man skal som kommune være et godt forbillede. Og hvis vi skal nå målsætningen for 2030, er vi nødt til at tage fat i nogle andre redskaber end dem, som hidtil er brugt,” siger han.

At tobaksrygning er den livsstilsfaktor, der har størst negativ betydning for vores sundhed i dag, er der ingen tvivl om, fortæller Morten Grønbæk, direktør i statens institut for folkesundhed på Syddansk Universitet. Derfor mener han også, at totalt forbud i arbejdstiden er en god idé.

”Der dør 13-14.000 mennesker af rygning om året, og der dør måske 150 mennesker i trafikken. På den måde kan man sige, at det faktisk er uetisk ikke at gøre mere ved problemet, fordi det slår så mange mennesker ihjel,” siger han.

Og netop det faktum, at så mange mennesker dør af rygning om året, er et rimeligt argument for at tage flere og flere instrumenter i brug, mener også Thomas Søbirk Petersen, som er professor (MSO) i etik ved Roskilde Universitet og medlem af Det Etiske Råd. Derfor mener han, at et forbud i arbejdstiden kan være nødvendigt for at hjælpe nogle af dem, som ønsker at holde op.

Men han stiller samtidig spørgsmål ved, om et forbud mod rygning i arbejdstiden er den mest effektive strategi, hvis hensigten er at få flest mulige til at stoppe. I stedet mener han, at man kunne vælge at hæve priserne, som han påpeger, der er gode erfaringer med fra eksempelvis Norge. Men man kunne også gøre tobaksprodukter mindre synlige i butikker og i supermarkederne, ligesom cigaretindpakningen kunne gøres mindre attraktiv.

”Vi skal også passe på med et forbud, for det kan virke kontraproduktivt. Lovgivningen kan få folk til at blive vrede og trodsige og sige, at de skal nok selv bestemme, om de skal ryge eller ej – arbejdspladsen skal ikke blande sig i mit privatliv,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Martin Ågerup, direktør i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, mener dog slet ikke, at kommunerne bør blande sig på den måde i medarbejdernes adfærd. Ifølge ham kan man kun argumentere for et forbud i det omfang, at der er problemer med passiv rygning, eller hvis der er tale om eksempelvis en lærer, der ved at ryge foran eleverne på matriklen, kan fremstå som et dårligt eksempel.

”Men det er jo slet ikke det, der er tale om – og slet ikke, når folk arbejder hjemme for eksempel. Så derfor har jeg meget svært ved at se, hvad rimeligheden skulle være i sådan et forbud,” siger han.

For ham at se er det helt tydeligt, at det ikke handler om at gøre den enkelte skolelærer til en bedre lærer eller rollemodel, men at gøre det så svært som muligt for den enkelte at træffe det valg, som vedkommende gerne vil træffe.

”Og det er jo en formynderisk tanke, at man vil fremme folkesundheden ved at gøre det besværligt for folk at træffe egne selvstændige valg, der kan være sundhedsskadelige” siger han.

Pernille Naundrup Thøfner er 53 år og fra Hillerød i Nordsjælland. Hun er lærer, men er for tiden ledig. Hun har fuld forståelse for, at man ikke ryger på skolens matrikel, som det er tilfældet med den gældende lovgivning nu, og understreger, at det altid har været vigtigt for hende, at hun aldrig røg foran børnene – heller ikke i sin tid som frivillig i spejderbevægelsen.

Alligevel mener hun, at det er blevet en ubalanceret debat om sundhed, hvor det alene er rygerne, som står for skud. For alle har vaner, som kan have sundhedsmæssige konsekvenser. Nogle drikker for meget, og andre spiser for meget fedt eller sukker. Selv spiser hun varieret, dyrker motion og lever på alle andre parametre en sund livsstil.

”Så derfor irriterer det mig, at man kun har det ene fokus. Det virker ikke konsekvent, der er masser af steder, man kan sætte ind på sundhedsområdet,” siger hun.

Desuden har hun især svært ved at forstå, at kommunen skal bestemme, om hun må ryge i sit eget hjem, hvis hun eksempelvis laver hjemmearbejde.

”Det mener jeg ikke, at kommunen skal bestemme. Det er mit eget valg,” siger Pernille Naundrup Thøfner.

Det er Signild Vallgårda, professor i sundhedspolitiske analyser på Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd, enig i. Hun mener også, at der er kommet en disproportional fokus på rygning, og så længe man ikke generer andre med sin rygning, vil et totalt forbud i arbejdstiden være for vidtgående. Ifølge hende er KL’s opfordring et udtryk for, at der er kommet mere fokus på arbejdsgiverens rolle i forbindelse med sundhed. Og det kan være problematisk, mener hun. For der er tale om et ulige magtforhold, hvor det kan få uheldige konsekvenser for den enkelte medarbejder, hvis ikke vedkommende føjer sin arbejdsgiver.

”Bemærkelsesværdigt handler det rigtig meget om, at arbejdsgiverne skal tage ansvar for folks adfærd. Der er mange ting, som påvirker vores sundhed, også på arbejdspladsen, som arbejdsgiverne selvfølgelig skal tage ansvar for. Men jeg har lidt svært ved at se, hvorfor arbejdsgiverne har en særlig rolle i forhold til den adfærd, som ikke har direkte med arbejdspladsen at gøre,” siger hun.

Selvom Thomas Søbirk Petersen grundlæggende mener, at et forbud kan være fint, har han også svært ved at se, hvad problemet skulle være, når der er tale om en person, som arbejder for sig selv udenfor og langt væk fra andre. Og et forbud bliver især etisk problematisk, når der er tale om mennesker, som arbejder hjemme. For hvordan skal man håndhæve et sådant forbud, spørger han.

”Skulle man så køre forbi med en kikkert? Og hvordan vil man sanktionere det, hvis man siger, det er forbudt i hjemmet?”.

Men han mener dog ikke, at det giver mening at tale om rygning alene som den enkeltes anliggende og dermed som noget, der ikke vedkommer arbejdspladsen. Derfor kan man også argumentere for, at staten og kommunen har ret til at blande sig.

”Rygning går ikke bare ud over én selv. Det går ud over dine børn, dine forældre, dine venner og din arbejdsplads. Det er virkelig en alvorlig dræber. Og i sidste ende er det staten, der skal betale for alle indlæggelserne. Så jeg køber ikke det argument om, at du er en øde ø, og så er det bare dig, det går ud over,” understreger Thomas Søbirk Petersen.

Men hvis argumentet er, at det koster velfærdssamfundet penge, når der er borgere, der træffer visse beslutninger, så vil den logiske konsekvens være, at vi slet ikke har frie borgere i samfundet, mener Martin Ågerup fra Cepos. Og så er der ikke nogen grænse for, hvad man kan påpege af økonomisk tabte gevinster for samfundet.

”Hvis staten vil forbyde os at ryge ud fra det argument, kan den ligeså godt blande sig i vores valg af uddannelse, arbejde, motion, om vi vælger at arbejde deltid eller fuldtid. Det er dybest set en autoritær tænkning, som ikke hører hjemme i et liberalt demokrati,” siger han.