Prøv avisen

Skal der ananas på alt?

– Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Der er noget umoderne over højmessen. Den er topstyret, salmerne er gamle, der er ingen overraskelser, formen er stort set den samme som for 500 år siden. Og er det ikke præcis sådan det skal være?

En Margherita er klassikeren i ethvert ordentligt pizzaria. Kerneværdien, kan man sige – et enkelt og ærligt produkt på et ofte alt for fantasifuldt menukort. En ur-pizza, som ikke giver sig ud for andet end det, den er: Sprød bund, tomatsauce, ost og oregano. Og hvis den laves rigtigt, er den er helt og aldeles fantastisk.

Uden sammenligning i øvrigt forholder det sig lidt på samme måde med søndagens gudstjeneste, højmessen: En fast bund af liturgi, salmer, prædiken, nadver og velsignelse. Ikke andet. Og det er helt og aldeles fantastisk.

For ligesom en pizza ikke bliver bedre af ananas, kebab og spejlæg, vinder en søndagsgudstjeneste sjældent ved trommeslagning, børnekor og pølser på bål.

Tillad mig et eksempel: Hver søndag går min mand i kirke. Han holder af ritualerne, kan salmerne og trosbekendelsen, lytter til prædikenen og finder styrke i nadveren og velsignelsen. Det er smukt, rent og enkelt.

Men ofte er han hjemme, 20 minutter efter at han er cyklet afsted. For endnu engang var der halløj i kirkerummet.

En familiegudstjeneste, måske (det er her pølserne på bålet kommer ind), høstgudstjeneste, fastelavnsgudstjeneste, sommergudstjeneste, børnekorgudstjeneste, spillemandsgudstjeneste og så videre.

Alt muligt andet end den klassiske, han holder af: Den med den sprøde bund af liturgi, salmerne, tekstens udlægning, nadveren og velsignelsen.

Som regel når han fortrøstningsfuldt at sætte sig på kirkebænken, før han får øje på trommesættet foran alteret eller ser, at kirken fyldes af festklædte forældre, som er kommet for at filme deres børn synge i kor.

Venlige, glade helligdoms-turister, der bare ikke ved noget om at gå i kirke, og som næppe heller har tænkt sig at lære det. For salmerne virker gammeldags, man kan ikke trosbekendelsen, og det er et mysterium, hvornår man skal rejse sig og sætte sig igen.

Nadveren skal man heller ikke nyde noget af – bortset fra dem, der kejtede følger deres børn op, så de kan hakke endnu en oplevelse af på tjeklisten – på linje med at have fodret en ko eller være sprunget ud fra tre-metervippen. Det er lige før, de highfiver, når det er overstået.

Hvis der er dåb – det er der ofte, og det er jo glædeligt – står kirken desværre også på den anden ende. For den ret beset enkle, højtidelige handling er mange steder endt som en privat fest.

Gæsterne er stadset ud, deres børn galopperer frem og tilbage, mens gudmoder og -faddere (nogle gange klædt i ens tøj som til et amerikansk bryllup) selviscenesætter catwalk op ad kirkegulvet.

Og midt i dette Cirkus Kulturkristen sidder så kirkens lille faste skare, som kommer her hver søndag formiddag. De gamle, de syge og de troende. Menigheden, med andre ord. Som på disse mange ekstraordinære festdage ufrivilligt agerer eksotisk indslag. Der stirres nysgerrigt og lidt medlidende, indtil opmærksomheden bliver budt på andet at lege med.

Nogle af de faste står tabernaklet igennem, andre, som min mand, er smuttet forlængst. Hjem til det sidste af gudstjenesten på P1.

Men det ér ikke det samme – for det er en enestående, stærk og dyb oplevelse at sidde i et kirkerum og være en del af bønnen, høre præstens ord, gå til alters og til sidst modtage velsignelsen. Dét er kerneproduktet, det er folkekirkens Pizza Margherita.

Men nogle kirker vil bare så gerne dynge ananas på – af hensyn til et publikum, som, hånden på hjertet, ikke virker interesserede. Måske man alligevel skulle satse på det gode produkt, man har? På traditionen, fordybelsen og troen. Kerneværdier, som egentlig er helt og aldeles fantastiske.