Foreninger, skoler og organisationer er atter i gang efter corona-pandemien. Dermed er jagten på frivillige kræfter også sat ind igen. På hjemmesiden frivilligjob.dk er der hundredevis af jobopslag, hvor der søges efter alt fra frivillige lektiehjælpere til frivillige gymnastikinstruktører. Alene inden for børn og unge-kategorien er 850 frivilligjobs slået op, mens det gælder, at der er 317 for kategorien træning og idræt.
Tallene taler deres tydelige sprog, men spørgsmålet er, om vi alle har en pligt til at donere nogle af vores ledige timer til frivilligt arbejde, hvad enten det drejer sig om at melde sig til forældrerådet i sit barns klasse, sidde i bestyrelsen i den lokale idrætsforening eller arrangere kirkekaffe for sognets ældre en gang om måneden?
Filosof og konsulent i landets største frivillige organisation Danmarks Idrætsforbund (DIF), Preben Astrup, der også har udgivet tænkepausebogen ”Frivillighed”, mener, at det overordnet skal være lysten, der driver værket, når man melder sig til frivilligt arbejde. Men det er forkert at sige, at pligten ingen rolle spiller.
”Det lyder smukt, når vi siger, at frivillige lever af lyst og dør af pligt. Men det er først i det øjeblik, frivilligheden kommer andre end os selv til gode, at den giver værdi. Det er, når du står nede i spejderhytten hver onsdag aften, altså tager pligten på dig, at det gør en forskel for børnene, deres forældre, foreningen og samfundet som sådan,” siger han.
Preben Astrup er selv frivillig fodboldtræner gennem mange år. Og han er bevidst om, at han gør det, fordi han synes, det er sjovt, men han er ikke blind for, at der også er pligter, som ikke nødvendigvis er sjove, men som skal udføres.
”Jeg kan jo ikke være frivillig træner og så sige, at jeg kun kommer og træner drengene, når jeg er i humør til det. Der er ikke kridtet baner op og varmt vand i bruserne, for at jeg skal have det sjovt. Jeg må tage pligten på mig og leve op til de aftaler og forventninger, der er til mig som frivillig. Også de dage, hvor det kan opleves som en sur tjans,” siger han.
Når det er en tilbagevendende udfordring at rekruttere frivillige særligt i forældregenerationen, skyldes det blandt andet, mener Preben Astrup, at der ikke længere er noget, der hedder fyraften.
”I gamle dage fik alle fri klokken 16.00, og så tog man af sted til foreningerne. Der var otte timer til søvn, otte timer til arbejde og otte timer til fritid. Sådan er det ikke længere. Tingene flyder sammen, og vi har et arbejdsmarked, hvor vi arbejder på forskellige tidspunkter. Der er masser af voksne, der har tid til at dyrke fitness i dagtimerne, men ikke tid til at træne unger klokken 17 og på den måde bidrage til det frivillige fællesskab,” siger han.
Sådan appellerer man til frivillige
Ifølge sognepræst i Kollerup og Vindelev Sogne nær Vejle, Birgitte Rosager Møldrup, skal man være varsom med at kalde det for en pligt at være frivillig. For i en kirkelig sammenhæng vil det let føre til den misforståelse, at man så er en mere rigtig kristen end andre, hvis man laver frivilligt arbejde.
”Der vækkes en modstand i mig, når det at være frivillig i kirkeligt regi antyder, at kirkelige mennesker er dem med overskud, mens de ikke-kirkelige har det svært. Når det at være frivillig bliver en identitet. For 100 år siden var der mennesker, der fandt deres identitet i at være de gode frivillige, der arbejdede i menighedsbørnehaven eller strikkede til de fattige livet igennem. Og det var al ære værd. Men det er blevet anderledes i dag. I dag er det frivillige ad hoc-opgaver, vi tager. Det kan vi overskue, og vores identitet henter vi et andet sted,” siger hun.
Med det sagt synes hun, det frivillige arbejde er vigtigt:
”Vi deles om livet, og det er alt frivilligt arbejde en manifestation af. Når de, der har overskuddet, gør noget, fordi de har overskud, og ikke fordi de ønsker påskønnelse og en medalje, synes jeg, at frivilligt arbejde er fantastisk. Frivilligt arbejde handler om, hvor vi bliver båret henad – at noget kalder på os, og at vi så ikke lader vores eget stå i vejen. Og så skal vi også have blik for, at mennesker befinder sig i forskellige livssituationer. Vi kan ikke forvente, at vi kan se på folk, om de er i en situation, hvor de har overskud til at lave frivilligt arbejde eller ej,” siger hun.
Professor og centerleder på center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund, Bjarne Ibsen, fortæller, at det alle dage inden for idrættens verden har været foreningernes største udfordring at rekruttere både medlemmer og frivillige. Men intet tyder på, at der skulle være større problemer med at få frivillige engageret nu end tidligere. Ifølge den nyeste undersøgelse er det stadig 10-12 procent i den voksne befolkning, der er frivillige i idrætsforeningerne, sådan som det har været i en lang årrække.
”Det er svært at rekruttere frivillige, men alligevel er foreningerne generelt optimistiske. Det vi kan se er, at det er nemmest at rekruttere i de relativt små foreninger, som der også er flest af. Her binder man sig, fordi man enten selv er aktiv, eller fordi ens barn er det. Hvis noget fylder meget i dit barns liv, er du mere tilbøjelig til at melde dig som frivillig,” siger han.
Bjarne Ibsen peger på, at det i de større byer er blevet mere normalt, at det bliver krævet, at forældrene gør noget aktivt, hvis deres barn er medlem af en klub.
”Mange steder i København får forældrene at vide, at hvis det skal fungere, så er de nødt til at stå for meget af det. Det er også en måde at få forældrenes forståelse for, at tingene ikke sker af sig selv. Og de vænner sig relativt hurtigt til det, kan vi se,” siger han.
Vil man lykkes med at få flere forældre og andre frivillige til at engagere sig i foreningslivet, tyder forskning på, at en bestemt rekrutteringsform virker bedre end andre.
”Det er ikke den menneskelige godhed, man skal appellere til. Det handler mere om, hvordan man møder forældrene og får skabt en fælles kultur og forpligtelse for projektet. Og så peger alle studier på, at det er den personlige henvendelse, der får folk til at sige ja. På den måde får den adspurgte en forståelse for, at her kan netop jeg bidrage med noget,” siger Bjarne Ibsen.
Fast ugedag eller ad hoc-opgaver
Torsten Højmark Hansen, rådgiver hos center for frivilligt socialt arbejde, fortæller, at frivillige primært nævner tre årsager, når de skal forklare deres bevæggrunde for at lave frivilligt arbejde. De gør det, fordi de oplever, at de gør en forskel, fordi de er en del af et fællesskab, og fordi det er sjovt. Men det betyder ikke, at der ikke også er et element af pligt med inde over.
”Min refleksion er, at frivillighed bygger på noget, som man gør af egen fri vilje og finder meningsfuldt. Men der, hvor følelsen af pligt kan komme ind, er typisk i de fællesskaber, man træder ind i. Man kan jo ikke kun være sig selv – man gør nogle gange noget, der er nødt til at blive gjort, for at fællesskabet kan fungere,” siger han.
Torsten Højmark Hansen understreger, at det i dag er langt lettere at rekruttere til det, der kaldes episodisk frivilligt arbejde end til fast frivilligt arbejde. Det er nemmere at se sig ud af og ikke så forpligtende.
”Nogle foreninger er begyndt at arbejde med at lave flere ad hoc-opgaver, som det er lettere at få flere til at melde sig til. Og så håber man selvfølgelig på, at de, der er begyndt med de mindre opgaver, kan finde motivationen til noget mere bindende,” siger han.
Der findes studier, der viser, hvad folk angiver som årsag til, at de ikke laver frivilligt arbejde. Et af de hyppige svar er, at de ikke er blevet spurgt. Står det til troende, ligger der et uforløst potentiale derude. Det kalder på en strategi, der handler om at spørge mere bredt, end man er tilbøjelig til, påpeger Torsten Højmark Hansen.
”Vi ved, at hvis man søger frivillige i sit primære netværk, så vil de personer ikke føle det som en speciel anerkendelse af deres kompetencer. De vil føle, de spørges, fordi der mangler hænder. Spørger man derimod folk længere ude, vil de føle, at de bliver spurgt, fordi de har nogle gode egenskaber. Man er nødt til at give folk følelsen af, at de er dygtige,” siger han.