Skal jeg udholde smerten efter min vens svigt?

Cecilie oplevede, at en ven svigtede. Skal hun bide smerten i sig og give venskabet en ny chance, eller er det bedre at drosle ned på relationen for at passe på sig selv?

Det kan være svært, hvis man ser sine venner få eller opnå det, man selv så inderligt kunne tænke sig, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i dagens svar. – Model
Det kan være svært, hvis man ser sine venner få eller opnå det, man selv så inderligt kunne tænke sig, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i dagens svar. – Model. Foto: Colourbox.

Kære brevkasse

Jeg har nogle spørgsmål, som handler om forhold til venner, hvor der er ting, der er kommet til at gøre rigtig ondt. Det sværeste har været, da en ven på en speciel måde var medvirkende til, at et ønskejob ikke blev en mulighed for mig.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg tænker, at mange må opleve noget tilsvarende. En ven får den kæreste, man selv ønskede at dele livet med. Eller blot det, at en ven får en livssituation, man selv savner, hvad enten det er godt helbred, god bolig, godt ægteskab, børn – i kontrast til egen situation. Og så melder smerten sig, hver gang man er sammen.

Så spørgsmålet er, hvor store krav skal man stille til sig selv om at udholde smerten for at bevare venskabet? Og hvis et venskab er forlist. Er der så brug for en åben konfrontation og forsoning, hvis det senere i livet skal have en ny chance, eller kan man springe vanskelighederne over og blot begynde på en frisk i glæde over alt det gode, man engang havde sammen?

Jeg håber, I vil sætte lidt ord på disse spørgsmål – og også gerne henvise til god litteratur om venskab.

Venlig hilsen

Cecilie
 

Kære Cecilie

Dem, vi er venner med, har vi knyttet nogle særlige bånd til. Derfor bliver smerten også desto større, hvis der opstår svære ting mellem venner. For at sige det lidt forenklet: Man kan godt blive trist, hvis en person, som man ikke har noget specielt forhold til, siger noget uretfærdigt eller ydmygende til en. Men kommer de samme ord fra en ven, slår det meget hårdere.

Af naturlige grunde har det været sværere for dig at opleve, at en ven på en eller anden vis har været medvirkende til, at du ikke fik den stilling, som du af hjertet kunne ønske dig, end hvis det var en tilfældig og ukendt person. Du beskriver ikke de nærmere omstændigheder, og resultatet havde måske været det samme, men på en måde får du en dobbelt smerte. Både tabet af en drøm og tabet af en god ven.

At tage svære ting op med sine venner er godt, hvis man har en rimelig tro på, at det fører noget frugtbart med sig. Og vi kan kun opfordre til at træne i de vigtige dialoger, som kan bidrage til forståelse og forsoning og måske resultere i fornyet og dybere venskab og respekt. Det kan også være gavnligt i visse forhold at fortælle ærligt, hvad man er blevet såret over og ad den vej måske opnå gensidig forståelse ved gentagen dialog. Men hvis man er alvorligt såret over noget, der har haft store konsekvenser, og man ikke har nogen fornemmelse af, at det vil blive forstået og mødt på en måde, som gør godt, udsætter man sig jo også selv for ganske store udfordringer. Og det er vigtigt at passe på sine grænser og selvrespekt.

I det, du beskriver, virker det, som om det handler ganske meget om det. Der er sket et indhug i tilliden på en dybere måde. Der er fællesskaber, som man må drosle ned på eller ophæve for at bevare sig selv og passe på sit sind og bevare livsmodet. Der skal derfor være rigtig meget på spil, hvis man skal udholde smerten, som du skriver. På spørgsmålet om, hvorvidt man kan ”starte på en frisk igen” og lægge ting bag sig, er der ikke et entydigt svar. Det kommer an på, hvor meget af det, der er sket, er af betydning og stadig fylder, og hvordan man har det ærligt inde i sig selv. Og det handler om, hvilke forventninger man har til, hvad et fortsat samvær skal indebære.

Der er mennesker, der ser for let på trofasthed og udholdenhed. Men måske er du at finde på den anden ende af skalaen, hvor du kræver meget af dig selv, også i de situationer, hvor du oplever dig meget ramt. Det virker, som om du forlanger, at du skal blive ved med at betragte den anden som en nær ven, selvom du har oplevet noget, som du synes ikke er i orden. Det er ikke engang sikkert, at det bare handler om det at få jobbet eller ikke, for det kan der være mange årsager til, om man får eller ikke får, men det virker, som om der er sket noget i processen, som påvirker dig i betydelig grad.

Der er forhold, der kan være af en sådan art, at afstand til nogle mennesker er det bedste for at komme videre i sit liv på denne ufuldkommenhedens jord. Og nogle gange skal man spare sig selv for opgør, som man ikke har tro på vil blive forstået, eller som ikke fører noget godt med sig.

Venner er en god ressource – og nogen, man kan dele liv og erfaringer med, og som kan hjælpe i livets forskellige faser. Ofte er venner nogle på ens egen alder eller nogle, som man har mødt, fordi man havde de samme interessefelter eller havde fælles livserfaring på nogle vigtige områder. Venner er gode og vigtige, og vi spejler os i hinanden og lærer af hinanden.

De fleste af os ønsker, at det skal gå godt for vore venner, men det er også helt menneskeligt at kunne have dobbeltfølelser, hvor glæden over andres glæde er der, samtidig med at ens eget liv kan sættes i perspektiv i mødet med andres liv. Nogle gange kan man fyldes af taknemmelighed over, at man har det så godt, når man ser, hvordan livets modgang kan ramme nogle, man har kær. Og modsat så kan det også være svært, hvis man ser sine venner få eller opnå det, man selv så inderligt kunne tænke sig. Det kan handle både om familie, job, økonomi, ressourcer eller helbred af både fysisk og psykisk karakter og mange andre forhold.

Livet er en dynamisk størrelse, og mennesker, der har mødt hinanden i en bestemt livsfase, kan også udvikle sig i vidt forskellig retning, hvor man ikke opnår eller gennemgår de samme ting. Ens ligheder kan derfor blive mindre og mindre med tiden. Ens veninde, som man studerede sammen med, bliver måske gift og får børn eller nyt arbejde i en anden landsdel, og ens eget liv har formet sig på helt anden vis. Forskellige livserfaringer og livsindsigt kan blive til en gensidig rigdom, men det er jo også i disse situationer, at naturlig længsel efter noget, man ikke selv har, eller følelser af jalousi kan opstå. Selvom ingen af os har let ved at vedkende os jalousien – det er på en måde et forbudt ord – så kender mange til følelsen i mindre eller større grad. Og den har noget naturligt over sig. Men bliver den stor og langvarig og overskyggende, er det godt at få hjælp til at se på den, for ens egen skyld, for det er svært at føle, at andre har fået det, man selv gerne ville have i mange situationer over lange perioder i livet.

Sorger over det, man ikke fik, eller det, man fik, som var svært, kan ikke bare fjernes. Men man kan ved god støtte og gode, vise mennesker måske hjælpes til at forsone sig med, at ens liv formede sig, som det gjorde – eller man kan måske få støtte til at gøre ting, som kan hjælpe til større tilfredshed med eget liv og egne valg. Ubevidst jalousi er måske det vanskeligste, for der opstår tingene, uden at man kan gøre noget ved det, og hvor det også er svært for andre at berøre, fordi det ikke er italesat eller erkendt. Så måske er det nogle gange o.k. at vedkende sig sin længsel eller sin misundelse, så den kan komme op i lyset, blive luftet og måske i bedste fald omformet til noget frugtbart for ens liv på en eller anden vis.

Tak for du har taget venskabstemaets gode og smertefulde sider op. Der er langt mere at sige om disse vigtige og komplekse forhold, og andre læsere er meget velkomne til at bidrage. Bogen: ”Venskab. Det gode mellem mennesker” af Jonas Holst, Aarhus Universitetsforlag, fik gode anmeldelser i denne avis for to år siden. Og man kan altid få inspiration til venskabstemaet ved at læse om Peter Plys og hans venner.

Mange hilsener