Kære brevkasse
Det er blevet så populært at sige undskyld for noget, vi sammen eller hver for sig har gjort eller sagt for længe siden. Mit spørgsmål til jer går på, om man skal sige undskyld, selvom man faktisk stadig synes, at ens handling i situationen var rigtig?
Jeg gav for mange år siden min søn på tre år en lussing juleaftensdag, da han var mildest talt hysterisk og ikke ville tage nogle strikkede sokker på. Han hylede og skreg og var helt uden for rækkevidde, og jeg havde rigtig travlt.
Jeg havde været på kursus i at tackle nødsituationer, og jeg havde erfaring fra min barndom, hvor min lillebror opførte sig på samme måde, smed sig ned og hylede, mens vi var i en bank. Derfor tog jeg en bevidst beslutning, inden jeg stak ham en. Han holdt mund, og vi fik sokkerne på og havde en god jul. Mange år senere fortalte jeg om episoden.
Min søn er nu en voksen mand med lederjob, kone og børn i førskolealderen. Vi havde indtil for 10 år siden en god relation og kunne tale om næsten alt. Han var meget hjælpsom i forbindelse med, at min mand havde et selvmordsforsøg og med en række andre ting.
Dengang havde han en kæreste fra gymnasiet, men hun ville pludselig ikke mere, og han blev meget ked af det. Jeg kan i dag se, at jeg skulle have hjulpet ham mere i det, men han fandt med lynets hast en ny kæreste, sød og klart smukkere end den første. Og de flyttede straks sammen, blev hurtigt gift og har fået børnene, som vi er meget glade for.
Min svigerdatter har i perioder gået til psykolog, men hun er nu efter meget lange barselsforløb omsider blevet færdig med sin uddannelse og er i job. Jeg opfatter det som om, hun og hendes familie har komplekser over for os. Vi er pensionister, men begge har vi haft chefjobs og har tjent gode penge, som vi også har givet en hel del af til vores børn.
I forbindelse med børnebørnene er der selvfølgelig kommet nye relationer, oplevelser og problemer, som andre også har. Nu er det så, at relationen er blevet dårligere til min søn, og sidste år oplevede vi, at de nærmest anklagede min mand for pædofili og mig for at lyve om mad og andre ting, og nu er den gamle sag om lussingen kommet på bane.
Min søn hævder nu, at alle hans barndoms juleaftener har været traumatiske, fordi ”jeg har slået ham”, og at han ikke stoler på mig.
Han og hans psykolog vil have, at jeg skal undskylde, hvilket jeg straks gjorde for hans skyld, men det er ikke nok, jeg skal ”virkelig mene det”. Og det må jeg så tilstå, at jeg ikke gør.
Jeg er derfor nu i tvivl om, hvorvidt jeg skal foregive at være ”en angrende synder”, altså lægge mig fladt ned, for det vil ikke være ærligt, og jeg har en stor tiltro til, at ærlighed skal være fundamentet for vores relationer, og at uenighed er godt til at udvikle os mennesker.
Jeg hører med andre ord, hvad han siger nu, men jeg tror ikke på det. Jeg tror i stedet, at han fik et knæk, da hans gamle kæreste gik, og lige siden har han kæmpet for at vise, hvor dygtig han er, hvor smuk en kone han kan skaffe, hvor flot et hus og hvor dejlige børn han har, og det er lykkedes at vise det alt sammen.
Men han er stadig ikke lykkelig, og nu skal der så findes andre årsager, og her er barndommen jo altid en mulighed, og så kommer kravet om undskyldning. Det er ikke svært for mig at undskylde, men hvad bliver så det næste, han finder på? Jeg finder hans beskyldninger helt ude i hampen. Skal jeg foregive at være ked af lussingen? Min hjerne siger ja, men mit hjerte siger nej.
Håber, at denne lange svada måske også er relevant for andre, og ser frem til jeres ærlige svar.
Venlig hilsen
Marianne
Kære Marianne
Tak for dit brev. Vi har nogle gode venner, som har fortalt en sød historie. Da deres datter var lille, skulle hun sige undskyld til sin lillebror, fordi hun havde været helt urimelig. Et stykke tid efter finder forældrene hende siddende under nogle frakker ude i entréen. De spørger, hvad hun dog laver der, og så kommer det ærlige svar: ”Jeg sidder og spekulerer over, om jeg nu overhovedet mente det, da jeg sagde undskyld”. Det var et klogt svar, og det er altid værd at overveje. For bedst er det, når mund og sind er samstemt, og vi ikke bare siger noget, fordi vi føler os pressede til det.
Når det gælder din voksne søn, så er det tydeligt, at han igennem de seneste år, hvor han er blevet rigtig voksen og selv har fået børn, erindrer noget fra sin fortid, som nager ham. Vi tror, du gør klogt i at blive lyttende og nysgerrig i forhold til det, han gerne vil fortælle af smertefulde ting i stedet for at sige eller tænke: ”hvad bliver det næste”, eller ”det er jo helt ud i hampen”.
Ingen oplevelser er objektive, så du har din fortælling om hans opvækst, og han forsøger at fortælle dig en anden. Vi kan ikke ud fra den sparsomme viden i brevet afgøre, hvad det handler om. Og vi ved, at det kan være svært at lytte, når man føler sig anklaget.
Men skal I videre med en god relation, så må du forsøge at gæste hans perspektiv med et åbent sind. Det er jo det, han på en måde efterlyser. Sig til ham, at du gerne vil høre ham fortælle, hvad det er, der har gjort ondt, og hvad det er, han godt kunne tænke sig. Og sig til ham, at du ønsker inderligt, at I kan genskabe en god relation. Hvis du ikke møder ham, kan I komme endnu længere væk fra hinanden, og det vil være ekstra trist, når vi tænker på de små børnebørn, som I holder af. Inde i dig selv behøver du ikke være enig med ham om alt, hvad han fortæller, men du kan træne i at lytte på en respektfuld og ydmyg måde.
Han kommer jo til dig, fordi du er vigtig for ham.
Du beder om vores helt ærlige svar omkring lussingen juleaftensdag. Det kan godt være, at du fik strømperne på ham, og at han rettede ind, og der blev ro på resten af juleaften, men du ved ikke, hvad der skete inde i den lille dreng på kun tre år.
Vi mener, at det ikke det er rigtigt eller gavnligt at slå børn. Lovgivningsmæssigt er det også i dag forbudt og har været det længe. Mennesker skal ikke slå hinanden. Vi ønsker jo heller ikke, at vore børn skal slå, og vi voksne skal heller ikke slå på hinanden. Vi har mødt en hel del, der som voksne kan fortælle, hvor ydmygende de oplevede det som børn at blive slået af dem, der var deres nærmeste tryghedspersoner, også selvom forældrene måske ikke syntes, at det var noget særligt.
Man er ikke stor, når man kun er tre år, og man har ikke overblik. Man kan godt blive ret meget på tværs, når man har svært ved at rumme sig selv i den alder, ikke mindst hvis man også er træt eller fuld af spænding.
Vi ved også, at man som voksen kan blive stresset eller presset, ikke mindst når det er jul. Derfor er det vigtigt, at man på forhånd har en holdning til det med ikke at slå. For ofte er det udtryk for forældres egen affekt og afmagt i en given situation. Ærligt talt synes vi, det er meget overvældende bevidst at beslutte sig for at slå sit barn for et par strømpers skyld og så på en dag som selveste juleaften, hvor der er knyttet så mange følelser til.
Der er knyttet store glædesforventninger til denne dag for mange børn, og når det kombineres med en voldsom erfaring af at blive slået af sine forældre, netop mens man venter på, at det hele skal gå i gang, kan det godt skure dybt i sjælen, også når man hører om det som voksen. Det gør det i os, når vi læser det, og det gør det hos din søn.
Så vi vil stærkt anbefale dig at genoverveje, om du ikke alligevel havde lyst til at give ham en undskyldning også fra hjertet.
Det er ikke så let at skulle gå ”i sig selv”, som man kalder det. Men måske kunne du blive inspireret til det ved at tænke på det lille treårige barns perspektiv, for derfra ser det helt anderledes ud end fra den voksnes synsvinkel. Det er det lille barn, der bliver slået af et voksent menneske, det menneske som man samtidig gerne skal opbygge sin tillid og tryghed til.
Mange hilsener