Prøv avisen

Skal staten bestemme, hvordan vi håndterer en skilsmisse?

Staten har i stigende grad påtaget sig en opdragende rolle i forhold til privatlivet, og det har medført en vis grad af umyndiggørelse, mener Per Schultz Jørgensen, der har været børne- og familieforsker i mere end 40 år. Illustration: Morten Voigt

Flere partier vil gøre det obligatorisk at modtage rådgivning om barnets tarv efter en skilsmisse. Staten har aldrig været dybere inde i privatlivet, påpeger fagfolk, men der er uenighed om, hvornår det er rettidig omhu, og hvornår det er utidig indblanding

Hvem har ret til at bestemme hvad i vores liv?

Det spørgsmål er igen blevet aktuelt med et nyt forslag fra Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. De vil gøre det obligatorisk at modtage rådgivning i, hvordan man bedst ser ud over egne følelser og sætter børnenes tarv først i forbindelse med en skilsmisse. Det er der nemlig alt for mange eksempler på, at forældrene har svært ved.

Men her tager man et markant skridt i den historiske udvikling af, hvad staten egentlig skal blande sig i, mener adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet. Der er allerede mange andre eksempler på, at staten pålægger borgerne moralsk rådgivning, understreger han, men det sker normalt ud fra en noget for noget-tankegang. Hvis du vil have dagpenge, skal du indgå i et forløb, hvor staten forsøger at påvirke dine livsforhold. Hvis du vil have en bestemt behandling eller medicinering, skal du indgå i et forløb, hvor staten rådgiver om kostvaner, alkoholvaner og sundhed generelt. Kan borgerne se logikken i det, kan de indgå i den dialog.

”I det nye forslag går staten skridtet videre. Det er ikke noget for noget, det er et forsøg på et lægge bestemte værdier ned over noget af det allermest private. Det skal ses i sammenhæng med, at staten generelt krabber sig dybere og dybere ind i alt, vi gør og tænker, og på den måde har overtaget styringen af den offentlige moral fra kirken. Og de gør det påfaldende nok med stadig mindre modstand og opmærksomhed fra borgerne,” siger han.

Per Schultz Jørgensen har været børne- og familieforsker i mere end 40 år og nikker genkendende til den udvikling. Staten har i stigende grad påtaget sig en opdragende rolle i forhold til privatlivet, og det har medført en vis grad af umyndiggørelse. Det er det nye forslag fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti et udmærket eksempel på, for hvad skal de mange, der er fint i stand til at håndtere en skilsmisse på egen hånd, med rådgivning fra staten?

Men, påpeger han, den ulempe mere end opvejes af fordelene ved at komme de skilte par til hjælp, som kæmper med at sætte deres børns behov først. For det er velkendt, hvor store og langvarige negative aftryk en skilsmisse kan sætte på børn. Og at give børn og andre udsatte grupper i samfundet det bedst mulige udgangspunkt for et godt liv er enhver stats mest fornemme opgave. Derfor er han tilhænger af det nye forslag ud fra hensynet til barnets tarv.

Han erkender dog i samme åndedrag, at det er svært at finde den rette balance i, hvor meget og hvordan staten skal blande sig. Og at han selv har rykket sig i det spørgsmål. Det er sket i takt med, at den enkelte i stigende grad har fået ansvaret for at forvalte sit liv – og at det er blevet tydeligt, at der kan være stor forskel på, hvor godt vi evner at forvalte det ansvar, forklarer han.

”Indtil for cirka 50 år siden var vores liv stadig i vid udstrækning styret af stabile strukturer,” siger han. ”Især af klasseinddelingen, landbrugskulturen, religiøsitet og fælles moral. Det gav os hver især nogle ledetråde, der kunne hjælpe os med at holde styr på os selv og fællesskabet. I dag er alle disse ledetråde kastet op i luften, og derfor forfalder mange til mismod og misbrug og har brug for hjælp for at finde retning. Her skal vores universelle velfærdsstat give dem en håndsrækning.”

Lad os lige bakke lidt i historien for at få sat perspektiv på statens indblanding i borgernes private liv. Den har nemlig været til stede lige så længe, der har været en stat, men den er blevet stadig mere personlig, ikke mindst på sundhedsområdet. Allerede i 1799 stod der således i ”Plan for Fattigvæsenet for København”, at fattigvæsenets funktionærer skulle gøre de fattige ”opmærksomme paa hvor meget Sundhed og Styrke beroer paa veltillavet Føde, samt Orden og Renlighed, Tarvelighed og Arbejdsomhed, og hvor meget derimod Svaghed og Sygdom foranlediges af slet Føde, Uorden, Skidenhed, Dovenskab samt stærk Brændevins- og Kaffedrik.”

Siden er der sket en generelt øget bureaukratisering af samfundet for at afhjælpe sociale problemer og skabe det bedst mulige samfund, forklarer Pelle Guldborg Hansen. Man skabte arbejdsløshedsforsikringer og sygekasser og begyndte med tiden også at tænke mere forebyggende gennem eksempelvis statslige sundhedskampagner og tilbud om vaccination, man ikke kunne sige nej til.

Langsomt bevægede staten sig ind i selv de mest private dele af hverdagslivet, men det skete ikke uden sværdslag. På den ene side af fronten stod socialisterne, der argumenterede for, at staten var til for at tjene folket, den var folket og havde derfor pligt til at blande sig i hverdagslivet. På den anden side mente liberalisterne, at staten kun havde ret til at blande sig i de tilfælde, hvor borgeren fik noget igen, eller hvor borgeren var til fare for andre.

Denne debat har vi taget igen og igen gennem årtierne, siger Pelle Guldborg Hansen, men den måde, staten kan gribe ind i folks liv på, er blevet mere usynlig, for den handler stadig mere om brugen af vores data. Når politiet skal fange mulige terrorister, når borgere skal have hjælp til deres medicin, når kommuner indsamler private oplysninger for at finde nomadefamilier eller hjælpe udsatte børn – det sker hele tiden, og vi er villige til at afgive de oplysninger. Men de færreste kender prisen, påpeger han:

”Hvor meget data har staten om os? Hvad bruger de den til? Beskytter de den godt nok? Vi er næsten holdt op med at stille den slags spørgsmål, fordi vi har vænnet os til, at staten fylder så meget i vores liv. Det er problematisk, for det er et udtryk for, at vi læner os for meget tilbage. Vi er blevet for ukritiske, og så får vi ikke de overordnede diskussioner såsom: Hvorfor er der overhovedet så mange, der bliver skilt og har brug for rådgivning?”.

Per Schultz Jørgensen er enig i, at vi er holdt op med diskutere statens magt over os. Da han selv var en del af Børnekommissionen i 1970’erne, var der hidsig diskussion om, hvorfor staten overhovedet skulle blande sig i forældres børneopdragelse. Da revselsesretten blev ophævet i 1997, skete det med blot en enkelt stemmes flertal i Folketinget og under ivrig debat. I dag har en konservativ børneminister med held sat offentlig børneopdragelse på dagsordenen. Både i forhold til at tvinge især indvandrerbørn i børnehave og til at gøre opdragelse til en mere markant del af skolernes opgave.

”Det er dog ikke blot udtryk for, at borgerne er lullet i søvn af staten, det er mere resultatet af den erkendelse, at langtfra alle selv magter at skabe en ordentlig opdragelse. Så når vi diskuterer børneopdragelse i dag – og det gør vi jo i høj grad – så står kampen mindre om statens indblanding og mere mellem en øget præstationskultur og en dannelseskultur med vægt på værdier, vi er fælles om,” siger han.

Så hvad skal man læne sig op ad, når man skal danne sig en holdning til, hvornår statslig indblanding i privatlivet er rettidig eller ej? Man kan for eksempel se på de værdier, der ligger bag indblandingen, mener professor i anvendt etik på Aalborg Universitet Thomas Ploug. Det kan være solidaritet – som når staten eksempelvis tager halvdelen af vores løn. Det kan være hensyn til at bruge samfundets ressourcer mest effektivt – som når staten sætter ulækre billeder på cigaretpakkerne og laver sundhedsforebyggende tiltag, fordi det er billigere at holde borgerne raske end at behandle deres sygdomme. Eller det kan være at nedsætte risikoen for krænkelse – ved eksempelvis at forbyde borgerne at købe nøgne ind i Netto.

I forhold til det aktuelle forslag om obligatorisk rådgivning kan det legitimeres ved, at det som tidligere nævnt er en helt basal opgave for enhver stat at sikre, at dens borgere ikke gør skade på hinanden, mener Thomas Ploug. Man kan også pege på, at man med ægteskabet har indgået en kontrakt med staten, som har medført en række rettigheder, og derfor kan staten også stille krav, når den kontrakt bliver brudt.

Men man er altid nødt til også at stille spørgsmålet: Hvor effektivt er det instrument så, som staten bruger i sin indgriben? Og er der bedre alternativer?

”Etisk set er tvang altid et dårligt instrument,” siger han. ”Det kan nemt virke kontraproduktivt, og det er også tilfældet her, for hvis man lige er skilt og har masser af følelser i klemme, hvor effektivt er det så at blive tvunget sammen for at løse et særdeles følelsesladet problem? Der vil motivation virke bedre. Man kunne jo genindføre karantæneperioden efter en separation og så gøre længden af den karantæne afhængig af, om man tog imod et frivilligt tilbud om rådgivning.”