Forestil dig, at du en dag kan tage på rejse til en kæmpestor græssteppe i Sibirien og få øje på et dyr, du ellers kun har set i bøger om istiden. En uldhåret mammut med op til fire meter lange stødtænder lunter rundt med sin flok, lyslevende og genopstået fra de døde. Det lyder næsten for utroligt. Men i naturreservatet Pleistocene Park i det nordøstlige Sibirien venter et hold russiske forskere bare på at tilføje mammutten til det økosystem fra istiden, som de prøver at genskabe. Og de kigger med stor spænding på forskergrupper i primært USA og Asien, der lige nu er i gang med forsøg på at bringe mammutten og andre udryddede dyr til live igen.
Håbet knytter sig til den nye genteknologi, crispr, der også kaldes genteknologiens schweizerkniv. Populært sagt gør teknikken forskerne i stand til med stor præcision at klippe og klistre i dna-materiale. På kryds og tværs. Så når man finder skeletter, pels eller andet materiale fra uddøde dyr som for eksempel mammutten, går opgaven ud på at kortlægge dens arvemasse og finde de gener, der adskiller mamutten fra dens nulevende slægtning, den indiske elefant, og så tilføre disse til elefantens dna. På den måde opstår i første omgang en hybrid, der måske på sigt kan blive en tro kopi af det ellers uddøde kæmpepattedyr.
Men mammutten er ikke det eneste dyr, forskerne ønsker at genskabe. På listen over kandidater til genskabelse, i videnskabelige sammenhænge kaldet ”de extinction”, har internationale forskere også opført blandt andre sabelkatten, der uddøde cirka 11.000 år før vor tidsregning, dronten, der forsvandt i 1662, og den amerikanske vandredue, hvoraf den sidste blev skudt i begyndelsen af 1900-tallet.
Billederne fra film som ”Jurassic Park” melder sig. Med genskabte fortidsdyr, der pludselig løber lyslevende rundt. Og dermed også spørgsmål som hvorfor?, hvad er de eventuelle farer ved at gøre det? og med hvilken ret?
Den slags etiske spørgsmål er forskerne dog ikke selv så optagede af, lyder det fra Mikkel Holger Strander Sinding, der er postdoc ved Trinity College i Dublin i Irland, hvor han som del af et forskerteam arbejder med dna fra den uddøde urokse. Her er målet ikke at genskabe uroksen, men at undersøge, hvordan den udviklede sig til tamkvæg. Men han kender udmærket til forskere, der håber at genskabe uddøde dyr, herunder uroksen.
”Der er en enorm interesse for det her område, men hvis man for eksempel læser de videnskabelige artikler om ’de extinction’, så fylder de etiske aspekter meget lidt. Der bliver primært skrevet om de videnskabelige værktøjer, som gør genskabelsen mulig. Som jeg oplever det, er det især fascinationen af, at det overhovedet kan lade sig gøre, der driver forskerne,” siger Mikkel Holger Strander Sinding og tilføjer udsigten til økonomisk vinding.
”Prøv at tænke på, hvor mange mennesker, der ville besøge en park med mammutter. Der er virkelig store penge i det her, men det lyder selvfølgelig ikke så godt som argument for forskningen. I stedet lyder forklaringerne, at vi for eksempel har en forpligtelse til at genskabe arter, vi som mennesker har været med til at udrydde. Det gælder for eksempel den amerikanske vandredue. Eller at vi nærmest kan redde verden ved at genskabe nogle af de uddøde kæmpepattedyr som mammutten. At dens tilbagevenden til Sibirien vil begrænse klimaforandringerne, fordi den kan genskabe et økosystem, der forhindrer nedsmeltningen af permafrosten og dermed udledningen af massive drivhusgasser,” siger Mikkel Holger Strander Sinding.
Den danske forsker kalder hele mammutprojektet for kransekagefiguren i ”de extinction”-projektet, men han er bekymret for de ukendte følgevirkninger, som genudsættelse af ellers uddøde dyr eventuelt vil have.
”Det er næsten det væsentligste aspekt. Vi mennesker har en enorm indflydelse på verdens økosystemer, men hvis vi nu så på det hele lidt udefra, er vi jo bare en slags superabe, der drøner rundt som en del af naturen her på planeten Jorden. Men hvis vi begynder at genskabe noget, der var engang, så snyder vi måske noget andet for at komme til live. Naturhistorien viser os, at hvis en art uddør, så opstår der over lang tid noget andet, nogle nye arter. Så ved at genskabe tidligere arter forhindrer vi måske groft sagt grævlingen i at blive den næste bjørn eller kaninen i at blive den næste mammut. Har vi ret til det? Og ved vi, hvad vi gør?”, spørger Mikkel Holger Strander Sinding, der dog ikke er i tvivl om, at vi vil komme til at se genskabt fauna i løbet af nogle år:
”Der kommer helt sikkert en udgave af en mammut på et tidspunkt, og den amerikanske vandredue bliver nok den første genskabte art. Den var den mest talrige af alle fuglearter og har en helt ikonisk status. For vi mennesker udryddede den på meget brutal vis. Blandt andet ved at fylde kanoner med småsten, som vi rettede mod duerne for siden at servere dem for Amerikas mange jernbane- arbejdere.”
I et interview med DR fortalte den amerikanske chefforsker Ben Novak for nylig, at netop vandreduen er den art, der via crispr er tættest på at blive genskabt. Novak arbejder i organisationen Revive & Restore, der ud over vandreduen har planer om at genskabe andre arter, herunder mammutten. På spørgsmålet om hvorfor, lyder Ben Novaks svar til DR, ”at forskernes motivation er de samme som de sidste 200 års miljøforkæmpere. Vi vil bevare og genskabe økosystemer”.
Novaks svar er dog ikke helt udtømmende, lyder det fra den danske forsker, palæontolog Jesper Milan, der er museumsinspektør på Geomuseum Faxe. Han er som forsker især optaget af fortidens dyreliv og har selv deltaget i en række dinosaur-udgravninger rundt omkring i verden.
”For man kommer lynhurtigt ud i en etisk gråzone i forhold til ’de extinction’. Og her er man splittet som videnskabsmand, for der er da ikke noget, man hellere vil end at se en levende dinosaur, mammut eller sabelkat. Men bør man gøre det, bare fordi man kan? For det første vil de her projekter koste svimlende summer, og man ved heller ikke, hvordan det vil påvirke det nuværende dyreliv, hvis der pludselig bliver genindsat ellers uddøde arter. Faktisk var den bekymring jo hele baggrunden for Michael Crichtons bøger om Jurassic Park, hvor han beskrev de katastrofale følger af at lade kommercielle interesser overtrumfede de etiske,” siger Jesper Milan.
Tidligere i år lykkedes det japanske forskere at skabe aktivitet i 28.000 år gamle cellekerner fra en mammut, som blev fundet i den sibiriske permafrost i 2010, og forskerne har derfor kunnet tage knoglemarv og muskelvæv fra den nedfrosne mammut. Cellekerner herfra er siden blevet implanteret i ægceller fra mus, og her kunne forskerne se, hvordan de gamle mammut-cellekerner viste tegn på aktivitet.
Opdagelsen blev i det videnskabelige tidsskrift Science Alert betegnet som ”et betydeligt skridt mod at genoplive mammutter”.
”Men er det overhovedet nødvendigt? Hvis argumentet er at genskabe økosystemer til gavn for klimaet og vores overlevelse, så findes der jo allerede nulevende dyr, som kan gøre det lige så godt. Det er præcis, hvad ’rewilding’ går ud på, nemlig at genudsætte store dyr som for eksempel bisoner i landskaber, hvor de kan være med til at genoprette en bæredygtig natur,” siger Jesper Milan.
At gøre naturen vild igen, ”rewilding”, er præcis hvad centerleder, professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet arbejder med. Og han er enig med Jesper Milan i, at man ad den vej kan komme meget langt i forhold til at genskabe tidligere økosystemer til gavn for klimaet med allerede eksisterende dyre- arter.
”Faktisk er vellykket rewilding også en forudsætning for, at det vil give mening at genskabe uddøde dyrearter som mammutten. For det kræver, at de store naturområder allerede findes, og at folk er positivt indstillede overfor hele idéen med at lade store dyr gå frit rundt,” siger Jens-Christian Svenning, der blandt andet har forsket i projekter, hvor man har genudsat pattedyr som vildheste, bævere og bisoner i naturen.
Den danske professor mener dog, at der er et par gode argumenter for at beskæftige sig med muligheden for ”de extinction”, især i forhold til de store dyr, ”for de har uforholdsmæssig stor økologisk betydning, og da mange af dem er væk, mangler vi nogle supervigtige elementer i økosystemerne”, siger Jens-Christian Svenning.
Helt nye analyser, der endnu ikke er offentliggjort, viser dog ifølge Jens-Christian Svenning, at hvis man på globalt plan arbejder med rewilding i forhold til allerede eksisterende arter, vil man næsten kunne genskabe en fauna, der er sammensat meget lig de tidligere faunaer.
”Men ikke 100 procent. For de arter, der minder om tidligere dyrearter, er jo ikke identiske. De indiske elefanter har for eksempel en begrænsning i forhold til, hvor meget kulde de tåler, og derfor vil de ikke bare kunne flyttes til Sibirien, hvor de eventuelt kunne gøre gavn. Et andet argument for at genskabe uddøde dyrearter kunne være, at vi inden for de seneste 50.000 år har mistet mere end 150 megafaunaarter. Et stort tab af biodiversitet,” siger Jens-Christian Svenning.
Helt overordnet mener professoren dog, at vi har en større og langt vigtigere opgave nu og her end at genskabe uddøde arter, ”nemlig at bruge penge og forskning på at bevare de eksisterende, truede dyrearter i stedet”, siger han.
Noget tyder dog på, at gensynet med mammutten kun er nogle år ude i fremtiden. Til DR sagde den amerikanske chefforsker Ben Novak, at den første genskabte uldmammut måske kommer til verden inden for de næste 20 år.
Og hvem ved? Når man nu har mulighed for at genskabe fortidsdyr, hvad så med fortidsmennesker? Den nye genteknologi åbner for en svimlende række af etiske spørgsmål og diskussioner.
”Prøv at tænke på hvor mange mennesker, der ville besøge en park med mammutter. Der er virkelig store penge i det her, men det lyder selvfølgelig ikke så godt som argument for forskningen.