Prøv avisen
Arbejdsløshed

58-årige Tommy: Arbejdsløshed er tabu og fuld af skam

Foto: tegning:

Fordi arbejdsløshed i dag anses som et individuelt anliggende, kan det føles skamfuldt at være uden job – også selvom det er uforskyldt, siger eksperter. Det kan Tommy Bredal Storgaard, der har gået ledig i et halvt år, nikke genkendende til

Tommy Bredal Storgaard har altid elsket sit arbejde. Han er uddannet pædagog og har taget flere forskellige efteruddannelser, blandt andet en diplomuddannelse i psykologi. Han har været uddannet siden 1980, og med sine mange års erfaring føler han sig kompetent inden for sit fag, men et par gange har han nu oplevet at miste sit job – senest i sommer, hvor han ikke som forventet blev fastansat efter at have været i et vikariat. Det har været hårdt for selvværdet, at det endnu ikke er lykkedes ham at finde et nyt job.

”Den der følelse af mindreværd, den kommer nemt frem i sociale sammenhænge, hvor man taler om job. Også i forhold til ens børn, der kommer og spørger, om man har fået et arbejde, og man igen må sige nej. Og så er der den klassiske, når folk siger ’god weekend’ – for mig er der jo ikke den store forskel på weekend og hverdag,” siger han.

58-årige Tommy Bredal Storgaard mener selv, at hans alder spiller ind, og at den er en del af årsagen til, at han har svært ved at finde et job, men det er der ingen, der siger direkte. Det må de ikke, hvis det skulle være tilfældet. Men på en måde kunne det være rart, for det er let at komme til at føle sig fravalgt af de forkerte grunde.

”Ofte får man en tilbagemelding a la: ’Der var 157 ansøgere til stillingen. Vi er endt med at vælge en, der passer ind i den profil, vi ønskede’, men hvad kan man bruge den besked til? Ikke særlig meget. Når så man sidder til samtaler på jobcenteret eller i a-kassen og bliver spurgt, hvordan det går med ens jobplan, så må man sige, at det jo ikke rigtigt er lykkedes. Jeg finder måske på at sige, at det kan være, at det skyldes min alder, at jeg er politisk aktiv, eller en af de højst lønnede inden for mit område – bare for at finde en forklaring. Men man er da trist og kan godt føle skyld over, at det ikke vil lykkes,” siger han.

Flere gange har Tommy Bredal Storgaard været til kurser og møder med andre ledige. Her oplever han, at skamfølelsen over at have svært ved at finde job er gennemgående hos mange.

”Der kan godt blive stille i lokalet, når emnet er den skyld og skam, man kan føle over at gå ledig. Jeg kan mærke det hos mine medkursister, den her med, at ’jeg har ikke noget job, så jeg har ikke rigtigt noget at bidrage med’, men når vi samles, bør det egentlig være rart, for vi er i samme båd, og ingen behøver føler sig skamfuld,” siger Tommy Bredal Storgaard.

Han ved dog godt, at det er svært at holde modet oppe, og med sin terapeutuddannelse i bagagen har han af og til forsøgt at indgyde noget håb og mod i sine medkursister, men det ville han ønske, andre tog sig af.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man gjorde mere for, at de arbejdsløse ikke skulle føle den skam og skyld, for man er faktisk sjældent skyld i, at man har mistet sit arbejde. Men det er et tabu – ingen jubler højt over at miste deres job. Derimod er der folk, der får depressioner af at rende rundt i den her osteklokke,” siger han.

Konsulenthuset Lundmann har i samarbejde med pædagogernes og lærernes arbejdsløshedskasse lavet en stor undersøgelse blandt 400 arbejdsløse mennesker i alderen over 50. Her kom det blandt andet frem, at skam kan fylde uhensigtsmæssigt meget, når man står uden arbejde. En af årsagerne hertil er, at mange i dag anser arbejdsløshed som noget individuelt, hvorimod det tidligere i højere grad blev set som et samfundsproblem.

”Skam handler om, at man kommer i en situation, som man mener, at andre vil personliggøre og se negativt på,” siger Lars Lundmann, cand.psych. og rekrutteringsleder i Lundmann og fortsætter:

”Når arbejdsløshed i dag primært ses som noget individuelt, skaber det et udgangspunkt for skammen. De, der har skammen, opfatter ikke nødvendigvis arbejdsløshed som noget individuelt, men det mener de, at andre kan gøre, og når et problem anses som et individuelt anliggende, så kobler det sig op på ens personlighed. Man er bange for at blive set på som for eksempel doven, dum eller inkompetent. Hvis du ikke engang kan finde et arbejde, hvad kan du så overhovedet? Det vedrører noget i eksistensen.”

Om det særligt er 50-plusserne, der føler skam i forbindelse med arbejdsløshed, har Lars Lundmann ikke belæg for at sige, men han peger på, at håbløsheden godt kan stige med alderen, hvorved det depressive lettere kobler sig på og dermed også skamfølelsen. Og så er der desuden, påpeger han, specifikke tidspunkter, hvor skammen især kan fylde meget. Det gælder, når der er højkonjunktur.

”Når virksomheder skriger efter arbejdskraft, så ligger det lige for at tænke: ’Så må det være mig, der er noget galt med. Hvis alle mangler kandidater, og jeg ikke engang bliver indkaldt til en jobsamtale, så er der noget i vejen med mig,’” siger Lars Lundmann.

Han påpeger, at i de fleste tilfælde handler en fortsat arbejdsløshed, i tider hvor der generelt er mangel på arbejdskraft, om noget andet. Det vedrører langt oftere virksomhedernes ledelses- og rekrutteringspraksisser end, at kandidaterne for eksempel skulle være inkompetente.

Pernille Steen Pedersen forsker i blandt andet psykiske problemer på arbejdspladsen ved institut for ledelse, politik og filosofi på Handelshøjskolen i København (CBS). Hun pointerer, at årsagen til, at det kan føles skamfuldt at miste sit job og blive arbejdsløs, er, at skammen har to spor.

”På den ene side kan man godt høre, hvad andre siger, når de hævder, at fyringen ikke er selvforskyldt, men på den anden side er man ude af stand til at handle på det. Når man udskilles fra flokken, prøver man at finde en forklaring på sin fyring. Ofte vil man være tilbøjelig til at gøre sig selv til årsagen, uanset hvad omgivelserne siger. For nogle kan der ligefrem ligge en lettelse i at pege på dem selv som årsagen til fyring og arbejdsløshed, for på den måde har man taget en slags kontrol over situationen,” siger hun.

Der ligger også noget tidstypisk i, at det i dag i forhold til tidligere er forbundet med større skam at miste sit job og være arbejdsløs. Vi går således på arbejde på en anden måde end tidligere. Den anerkendelse, som vi før hentede i hjemmet, får vi i højere og højere grad på jobbet, og det er ikke dem, der primært går på arbejde for pengenes skyld, der ifølge Pernille Steen Pedersen rammes hårdest af ledigheden. Det gør derimod dem, der lægger liv og sjæl i deres arbejde og i højere grad er afhængige af arbejdets anerkendelse for at få balance på selvværds- kontoen.

Endelig spiller det også en rolle, hvordan ledelsen agerer på arbejdspladserne.

”Mange arbejdspladser har stopfodret deres medarbejdere med anerkendelsesledelse, men samtidig med at man fortæller folk, hvor dygtige og gode de er, kan de fra den ene dag til den anden blive fyret, og så bliver det rigtigt ansigtstabende at miste sit job,” siger Pernille Steen Pedersen.

Tommy Bredal Storgaard håber og kæmper videre for at få et job, men indimellem er det svært at bevare modet.

”Jeg synes stadig, jeg har meget at byde på. Jeg kan jo noget andet end nyuddannede, og jeg synes, at arbejdspladser skal have både nyuddannede og ældre ansat, så der er en mangfoldighed, men jeg er også der, hvor jeg tænker, at jeg skal være heldig, hvis jeg når at få et job mere inden pension eller efterløn. Ledighed vil være en ærgerlig afslutning på et arbejdsliv,” siger han.

”Den der følelse af mindreværd, den kommer nemt frem i sociale sammenhænge, hvor man taler om job. Også i forhold til ens børn, der kommer og spørger, om man har fået et arbejde, og man igen må sige nej. Og så er der den klassiske, når folk siger ’god weekend’ – for mig er der jo ikke den store forskel på weekend og hverdag,” siger Tommy Bredal Storgaard. Foto: Privatfoto