Noora sidder i bilen sammen med William. De er lige begyndt at se hinanden, og de går i gymnasiet. Bilen er et intimt rum, og de famler lidt med ordene, men får alligevel sagt nogle følsomme, nænsomme ting til hinanden, mens de sidder der i forårslyset. Noora har aldrig følt sig elsket af sine psykologforældre, der synes at gå mere op i sig selv end deres datter, fortæller hun.
William siger, at han har svært ved at tro, at hendes forældre ikke elsker hende. Faktisk er han sikker på, at det er helt umuligt. Noora må vende sig væk for tårerne, men kigger igen på William, og han aer hende på kinden.
Scenen er en af Lars J. Sørensens favoritter fra den norske ungdomsserie ”Skam”. Chefpsykologen har arbejdet med skam i mange år og skrevet bogen ”Skam – medført og tillært”, og han hylder især serien for, at den til trods for sit navn sjældent nævner eller direkte handler om skam i sin klassiske form. I stedet for eksempelvis at vise gymnasieeleverne blive holdt uden for fællesskabet på grund af deres påklædning, sociale status eller lignende sætter den i stedet skammen i en dybere kontekst.
”Serien viser, i hvor høj grad de unge tør tage ind, at den anden siger noget vigtigt. At skam handler om andet og mere end at overtræde nogle samfundsnormer, det handler om det at stå ved sig selv som menneske. At overgå skammen. Noora viser noget vigtigt af sig selv, som hun ikke bare uden videre ellers ville offentliggøre. Det er noget, som kan blive skamfuldt, men som bliver en fantastisk berigelse for hende, fordi hun bliver set i noget, der er vigtigt for hende,” siger han.
I en tid, hvor skam forsøges nedbrudt – skammen over kroppen, over seksualiteten, over ikke at passe ind i fællesskabet – er det netop vigtigt at huske på, hvad skam faktisk er, forklarer han. For det er en af vores vigtigste følelser, mener han.
”Skam binder os mennesker sammen. Det er limen imellem os. Når vi skammer os, er det jo, fordi vi mærker, at noget ikke er i orden, at her er en grænse, noget, der måske endda gør ondt på andre. Det er en så tæt forbundethed, at man næsten ikke kan beskrive den. Skammen er den sensor, vi bruger til at mærke hinanden med,” forklarer han.
Måske forbinder man skam med noget pinligt eller måske med noget så smertefuldt, at man næsten ikke kan være til i verden. Men skam er en kompleks størrelse, der er svær at beskrive eller snævre ind, påpeger Dan Zahavi, der er professor i filosofi ved Københavns Universitet. Han har forsket i skam i mange år og forklarer, at man kan tale om et spektrum.
LÆS OGSÅ: Professor: Alle taler om empati - få ved, hvad det er
”Skam er en familie af følelser. Vi har skam, skyld, ydmygelse, pinlighed, flovhed… At blive flov er lettere eller mere overfladisk end skammen. Hvis vi eksempelvis skal møde nogen på en banegård, ser ham, går hen og omfavner ham, og han så vender sig om og er en helt fremmed, vil man føle sig flov, for det er en lidt akavet situation,” siger han og fortsætter:
”Men hvor det måske er ubehageligt, pinligt, flovt i øjeblikket, vil følelsen formentlig aftage, så snart man går væk derfra. Så kan man måske senere grine ad det og delagtiggøre sine venner i det. Sådan er det ikke med skam. Hvis man føler skam over en situation, fortager følelsen sig ikke, selv når man går væk fra den. Man har ikke lyst til at dele episoden med sine venner, for skammen er mere isolerende, også socialt, og den er mere pinefuld end flovheden,” forklarer han.
”Skammen er en følelse, der vedrører os selv. Ens identitet står på spil. Skammen kommer, hvis vi har gjort eller undladt at gøre noget, der sætter spørgsmålstegn ved noget af det, vi betragter som helt fundamentale identitetsdefinerende træk. Den kan komme indefra, men det kan også være andre folks reaktion, der trigger,” siger han og eksemplificerer:
”Du er på besøg hos en ven, og vedkommende skal et ærinde. Mens han eller hun er væk, opdager du, at deres dagbog ligger fremme. Man falder for fristelsen, kommer til at kigge i den, og mens man står og læser, kommer vennen tilbage og tager en i at læse i dagbogen. Det giver formentlig anledning til skam. Hvorfor? Fordi vi har en idé om, at vores venskaber, ærlighed og pålidelighed er nogle af vores definerende træk. At vi bliver fanget i noget, der kompromitterer de træk, at blive konfronteret med vennens bestyrtelse, sætter spørgsmålstegn ved, om vi er den, vi troede, vi var. Og så kommer skammen,” siger han.
Men selvom skamfølelsen er ubehagelig og får os til at vende os indad, giver os lyst til at krybe ned i et hul og forsvinde fra jordens overflade, kan man også tale om skammen som konstruktiv, mener Dan Zahavi.
”Nogle har måske travlt med at sige, at skam bare er en negativ følelse, og at vi bør skaffe os af med den. Men tænk på sproget. At være skamløs er ikke en dyd, vi bør efterstræbe. Det er derimod en defekt ikke at have skam i livet,” siger han og giver et eksempel:
”Forestil dig, at du er på et tog og skal på toilettet, og når du åbner døren, sidder der en ældre dame, som har glemt at låse døren indefra. Man bliver jo ikke stående og siger, at hun skal skynde sig. I stedet træder man tilbage og lukker døren og forsøger formentlig at finde et andet toilet for at spare damen ydmygelsen ved at se en igen, når hun kommer ud. Hele denne hensyntagen, denne fornemmelse for takt og for, hvad der passer sig og ikke passer sig, kan også knyttes til skam. Man ønsker ikke at skamme og ydmyge andre, og hvis man er skamløs, er det netop noget, man ikke har fornemmelse for,” siger han.
At holde fast i skammen er netop vigtigt, mener Eva Selsing, der er filosof og debattør. Hun efterlyser den skam, hun mener er forsvundet ud af samtiden.
”Det ses meget tydeligt i populærkulturen, at det rum, hvor man kan agere skamløst, er blevet udvidet. Ikke kun i musikvideoer eller moderne kunst, ikke kun i ungdoms-tv. Helt generelt er der et forsøg i gang på at nedbryde den sidste rest af den borgerlige orden, som har ligget i syrebad siden 1968. Det her med skammen er den sidste bastion. Den sidste hæmning for at kunne indfri løftet fra 68-generationen om, at der ingen hæmninger, intet ansvar, ingen krav skal være, kun rettigheder og berettigelse,” siger hun.
Ligesom Dan Zahavi peger på, at skammen får os til at tage hensyn til hinanden, forklarer Eva Selsing, at hun ser skammen som en vigtig forudsætning for at kunne holde styr på samfundet.
”Skammen holder os i skak. Ikke fuldstændigt, ikke på en stivnet måde, men i forhold til at have lidt blufærdighed, til at tænke os om og opføre os hensynsfuldt. Skam handler i høj grad om den sociale trafik, hvor vi opfører os på en måde, der giver plads til andre. Derfor er det en god ting at skamme sig, for så mærker vi, at vi har overtrådt vores egne og andres grænser. Det er dét, vi skal bevare,” siger hun.
”Manglen på skam, som jeg særligt ser den hos de yngre generationer i dag, skyldes primært, at skam er en begrænsning. Det er derfor, de unge ikke kan lide den. Den er et stort nej. Skammen er en påmindelse om ’hertil og ikke længere’. Der er nogle normer, som vi må holde i hævd. Og det kan man ikke lide. Vi må heller ikke skælde vores børn ud eller sætte grænser for dem, de er kompetente, så snart de fødes, og skal have fri udfoldelse. Men nej, uden grænserne, uden reglerne, uden normerne er vi i frit fald, og vi har brug for rammerne for at kunne fungere,” siger hun.
Hun bruger selv skammen til at navigere efter i relationen med omverden.
”Jeg mærker skammen i maven, hvis jeg træder ved siden af. Hvis jeg har sagt noget på en lidt for frembrusende, lidt for sur eller måske mere åbenhjertig måde, end situationen lagde op til. Det er den lille hverdagsskam, der netop holder mig på sporet. Der er sikkert nogle, der vil mene, at det er en frygtelig psykosocial magt, og at de er glade for at være fri for den, men jeg tror, at det fordrer en god omgang med andre, at vi tænker over det, vi gør og siger, og at vi mærker det, hvis vi går over stregen. Og derfor er skammen så vigtig,” siger hun.