Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Spørg om livet

Brevkassen: Skilsmisse er nogle gange nødvendig

Modelfoto. Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix

Trods forsøg på at få et ægteskab til at fungere må man nogle gange erkende, at afstanden i forholdet er blevet så stor og ensomheden så øredøvende, at et brud kan være eneste udvej

Kære brevkasse

Tak for jeres gode og reelle svar i brevkassen om skilsmisse de seneste uger. Jeg vil gerne kommentere og spørge, om I ikke glemmer, at to mennesker kan ”vokse fra hinanden”?

Som 65-årig forlod jeg min ægtefælle med tungt hjerte og ekstremt dårlig samvittighed. For ham var det helt uforståeligt efter mere end 30 års ægteskab. Vi havde jo et dejligt hjem, voksne børn og børnebørn. I vores ægteskab måtte vi efter de første syv år konsultere en psykolog, da vi som børnefamilie med små børn, der kom hurtigt efter hinanden, var udfordret. Samtalerne hjalp os nogenlunde igennem de næste otte år, men så blev det for svært igen. For mig var redningen at arbejde i udlandet i længere perioder.

Min beslutning var 10 år undervejs – blandt andet grundet et ønske om ikke at ”løbe fra pladsen”. Ingen tredjeperson var i spil. Der er nu gået en del år. Vi blev separeret efter nogen tid, og endnu et år gik, inden skilsmissen blev en kendsgerning på grund af min mands modvilje mod projektet. Det var hårdt for ham, den forladte part, og også for de voksne børn. For hvem skulle de holde med?

Hos mig fyldte ensomhed så meget i mit ægteskab, at jeg trods højt uddannelsesniveau og gode jobs var blevet bundulykkelig uden i samlivet at finde den for mig nødvendige ømhed og nærhed med en meget lidt talende mand. Jeg indser i dag, at praktiske gøremål fik de første 20 år af ægteskabet til at mindske betydningen af fælles samtaler, intimitet med mere.

Trods forsøg på at bo hver for sig et års tid og forsøg på at snakke med ægtefællen og senere igen forslag om behovet for at gå i parterapi kom vi ingen vegne.

Efter moden overvejelse blev jeg klar. Med åbne øjne og dårlig samvittighed forlod jeg det fælles hjem. I dag mener jeg stadig, at beslutningen var rigtig. Jeg kunne simpelthen ikke blive. Jeg ville være blevet syg og måske dø før tiden. Sygdom ramte mig også senere, men det er en anden historie. Mit forhold til min tidligere ægtefælle er i dag blevet godt. Helt dejligt nogle gange, når vi ses.

Spørgsmålet om, hvorfor ældre går deres vej, og som nogle mænd gør: flytter sammen med en ny kvinde, er helt individuelt. Mit bud baserer sig på egne erfaringer og andres dagligdag, især efter pensionering. Der bliver for meget kritik og skældud, forskel på deltagelse i praktiske gøremål, forskel i ønsker om eller ulyst til et liv med aktiviteter uden for hjemmet.

Alt kan komme i spil. Den negative holdning indfandt sig også hos mig, og snart blev ægtefællens indtag af vin og øl, forbrug af tv og sportsudsendelser og kun få fælles interesser ekstra vigtige for mig.

Min erfaring er, at ægtefæller sjældent forstår eller ser hinandens gradvise udvikling. Det skaber ubalancer. Så jeg tænker, at vi må erkende, at en flytning og senere skilsmisse er utroligt trist, men det kan medføre et bedre omend ikke altid et lettere liv.

Vi bliver nødt til at reflektere over, hvordan vi lever og taler sammen. Trods tab, forladthed og stor sorg fortsætter hverdagen med de livsændringer, vi er tvunget til at acceptere. Selvom vi er ældre, bør vi alle forsøge at gøre en ekstra indsats, så både mand og kvinde synes, at det er attraktivt at være gift. Hygiejne, påklædning og særlig en positiv livsindstilling gør underværker.

Venlig hilsen

Tinne

Kære Tinne

Tak for dit brev og dine gode pointer og refleksioner. At vokse sammen eller fra hinanden er aldrig en passiv uafvendelig ting uafhængig af, hvordan vi agerer, og hvilken energi vi lægger i vores ægteskab. Du skriver, at et parhold er noget, vi må reflektere over igennem alle livets forskellige kapitler. Hermed understreger du, at det er en dynamisk størrelse, som behøver opmærksomhed. Det er et stykke kultur, som må plejes og passes i modsætning til den fritvoksende natur, hvor ukrudt let overtager, hvis det får lov til at passe sig selv i måneder og år.

Som vi skrev om i sidste uge, er det ofte ganske klogt at gå i ”meta” og reflektere over sig selv og forholdet udefra, lægge mærke til, hvad man tænker og gør, og reflektere over, om det bidrager til noget godt for en selv og forholdet. Når man deler sådanne refleksioner, øger man kendskabet til hinanden, og dette måske sårbare kendskab kan øge forståelsen og bidrage til, at kærligheden forbliver levende.

Når det gælder dit og din mands ægteskab, så kan vi se af det, du skriver, at I gjorde flere forsøg på at bedre jeres forhold blandt andet ved at søge hjælp, da børnene var små, og desuden har I prøvet med forskellige bosteder, udlandsophold med videre, måske i håb om at afstand fra hinanden kunne bevidstgøre et savn hos begge for at være nær.

Vi kan læse, at du på ingen måde har taget let på jeres forhold, og at du har forsøgt på flere måder gennem mange år at bedre jeres relation og skabe grobund for forandring. Du har kæmpet for at få den nærhed og den dialog til din ægtefælle, som var så livsvigtig for dig.

Men du beskriver også, at man kan nå en grænse, hvor håbet om forandring svinder, og hvor man mærker, at ensomheden i forholdet og manglen på den gode samtale og den vigtige gensidighed bliver nedbrydende. Nogle gange må man bryde en relation, også selvom det kan være særdeles svært, for at bevare sig selv og sit eget helbred og måske også sin egen selvrespekt.

Der er således nogle gange forhold i livet, hvor man må bryde en relation for det gode livs skyld. Det kan være både i sit arbejde, i forhold til venner og også på det ægteskabelige område, hvor man kan blive nødt til at tage sig selv og sin egen overlevelse og trivsel så alvorligt, at man er nødt til at bryde op og lægge afstand til det, som ikke kan ændres, og som ikke giver grobund for noget godt.

Nogle må endda gøre det, selvom omgivelserne ikke kan forstå det og se nødvendigheden af beslutningen. Man kan dermed risikere at få yderligere sorg og ensomhed på grund af andres manglende anerkendelse af beslutningen.

Du bruger udtrykket, at ”I er vokset fra hinanden”. Og ja, man kan som par vokse fra hinanden. Men måske handler det i jeres tilfælde mere om, at du har lidt under fravær af vækst. Du har jo savnet at se, at der skete forandring, og at livet blev udfoldet. Du har blandt andet savnet, at din mand blev i stand til at lære nyt og bidrage med interesse og nærvær i jeres relation. Og du har lidt under hans tavshed og fravær. Vi kender ikke hans livshistorie, men der kan være forklarlige grunde til, at han er forblevet tavs og har haft svært ved at give trivsel til sin kone. Men du har til sidst måttet erkende, at du ikke formåede at fremkalde det hos ham, det, som du så inderligt savnede og havde brug for.

Så tak for din påmindelse om, at der er forhold, hvor vi ikke kan skabe ændring, omend vi ønsker det nok så meget, og at der er forhold, hvor man vokser hver sin vej, eller hvor der måske er mangel på vækst hos den ene, og hvor man må tage den tunge beslutning at bryde ud af en relation, også selvom det aldrig er en let vej.

Mange hilsener

Du beskriver også, at man kan nå en grænse, hvor håbet om forandring svinder, og hvor man mærker, at ensomheden i forholdet og manglen på den gode samtale og den vigtige gensidighed bliver nedbrydende.