Prøv avisen
Seniorliv

68-generationen burde kæmpe lidt mere for parforholdet – også i den tredje alder

Ansvaret er stort, når man bryder en familie op. Efter 40 års ægteskab må to 70-årige da vel kunne finde ud af leve et liv, hvor man kan foretage sig ting hver for sig, forfølge sine drømme, men også sammen, uden at en formel skilsmisse med hver sin bopæl behøver at være nødvendig, skriver Lis M. Frederiksen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Den norske roman ”En moderne familie”, der beskriver en sen skilsmisse og de voksne børns reaktion, er svær at slippe

To 70-årige beslutter sig for at lade sig skille efter 40 års ægteskab og familieliv med tre nu voksne børn. Umiddelbart lyder det ukompliceret. De har afsluttet familieprojektet, synes de selv. Børnene er voksne og klarer sig, tror de. En ny frihed ligger frejdig og fristende og venter. ”En moderne familie” af Helga Flatland udkom sidste år og handler om generationen, min egen, som har levet efter mottoet ”vi kan selv, vi vil selv”. Mange har ikke følt sig særligt bundet af de kendte normer og familiemønstre. Kvinderne fik uddannelse, selvstændig økonomi og mod til også at prioritere egne ønsker og behov. Og så alligevel har familien med børn, ægtefælle/partner været det kit, der har bundet tilværelsen sammen for de fleste af os. Ganske mange er blevet skilt i vores generation, drømmen om, at livet kunne være bedre, mere interessant, mindre kompliceret, fyldte. Skilsmisser blandt mennesker på 70 år er næsten tredoblet inden for de seneste 10 år. Drømmene lever.

Bogens omdrejningspunkt er de tre børn, de tre voksne søskende, mere end forældrene og deres valg. De tre reagerer vidt forskelligt på forældrenes skilsmisse. Men de reagerer alle tre, deres tilværelser ændrer sig, og deres indbyrdes forhold forandrer sig. Da jeg diskuterede bogen forleden med en jævnaldrende var reaktionen: ”Jamen de er jo voksne. De må selv klare sig. Det skal deres 70-årige forældre bestemt ikke tage hensyn til. Hvis forældrene er enige om, at en skilsmisse er det rigtige, så må de det.” Den forventelige reaktion, tænkte jeg. Sådan må det være i vores moderne tid, når også ældre mennesker har ret til at forfølge deres drømme og prøve nye aspekter af tilværelsen af. Men snerten af egoisme og selvoptagethed blev siddende i mig. Især den ældste datter, Liv, reagerer voldsomt. Hun er gift og har to børn, og hun bliver rystet over, at ægtemanden, Olaf, ikke forstår hendes reaktion. Hun oplever det skæbnesvangert, at forældrene giver afkald på et ægteskab gennem 40 år, afkald på en hel familie. Olaf protesterer. Forældrene giver ikke afkald på familien, siger han. Mens Liv mener, at de giver afkald på alt det, som har været dem. ”Med et skuldertræk river de alt det ned, jeg har bygget mit eget liv på.”

De tre søskende, to piger og en dreng, har været vant til at tale meget sammen og ses ofte også som voksne. Ikke mindst de to søstre. Men nu ligger skilsmissen med moderens nye ven tavst imellem dem. Fra at være en meget diskuterende og konfronterende familie undgår de tre søskende hinanden, og når de endelig ses, opstår der konflikter og uenighed om skilsmissen og dens konsekvenser. De er jo en moderne familie, derfor ses forældrene naturligvis sammen til fødselsdage, jul og andre traditionelle familiesammenkomster. Hvordan er det nu, vi siger og har hørt så mange gange: ”Det har været en fornuftig skilsmisse. Vi ses ved forskellige lejligheder og prøver at få det til at hænge sammen omkring børnene”. Ja, for vi er vel voksne, moderne mennesker, ikke sandt? Denne bog går ind i hovederne på læseren og hjerterne på de tre søskende, de voksne børn. Beretningen om den mellemste datter, der kæmper for at blive gravid med sin kæreste, er hjerteskærende. Hun, der plejer at være den konfronterende ligesom moderen, der vil have tingene frem i lyset, diskutere, bliver mere og mere opgivende. Hun orker nærmest ikke mere at forsøge på at få det barn, de ønsker sig så højt, og forholdet går i stykker, og hun flytter hjem til moderen. Knust.

”En moderne familie” kommer ikke med nogen letkøbte svar. Men den berører nogle relationer mellem personer i en familie, som lige så godt kunne være mig eller måske dig, der havde de tanker og gik med overvejelser som de to 70-årige. At lade sig skille, prøve nye muligheder, et nyt liv. Samtidig vil man naturligvis opretholde familielivet og kunne ses ved de sædvanlige sammenkomster i familien. Familielivet skal fortsætte uændret. Eller gør det nu også det? Nej, det tror jeg ikke, hverken for romanens personer eller i det virkelige liv. Dynamikken forandrer sig, de indbyrdes forhold ændrer sig i en retning, der ligger uden for de skiltes indflydelse. Forandringer, der kan række meget længere ud i en familie end kun til børnene. Ansvaret er stort, når man bryder en familie op. Efter 40 års ægteskab må to 70-årige da vel kunne finde ud af leve et liv, hvor man kan foretage sig ting hver for sig, forfølge sine drømme, men også sammen, uden at en formel skilsmisse med hver sin bopæl behøver at være nødvendig. Familiefællesskabet vil de jo ikke give slip på. Evnen og viljen til at sætte sig ud over sig selv og sine egne behov kan være hårdt tilkæmpet og fyldt med bump på vejen. Men efter 40 års ægteskab og tre børn kan man godt forsøge, synes jeg.