Kære Brevkasse
Umiddelbart efter indgåelse af mit første ægteskab, da jeg var midt i 20’erne, adopterede jeg min kones treårige søn. Året efter fik vi en datter. Cirka 10 år efter blev jeg ufrivilligt skilt, da min kone hellere ville danne par med en af vore fælles venner.
Som skikken var dengang, fik min kone forældremyndigheden over begge børn, og jeg fik standardsamvær med dem begge.
Af forskellige grunde, der den dag i dag er mig uforståelige, valgte min ekskone at sabotere samværene på en måde, som jeg kun kunne forstå som en magtdemonstration. Klassikeren blandt begrundelserne var, at netop denne weekend skulle de købe tøj, rydde op og så videre. Jeg ville ikke tage et juridisk opgør, for det ville sandsynligvis medføre fogedindsats, så jeg søgte i stedet hjælp hos min forhenværende svigermor, der havde lovet, at hun først og fremmest ville tænke på børnene.
Afvisningen fra hende var brutal, og udsagnet var, hvorfor jeg ville se et barn, der ikke var mit eget. I 15 år så jeg kun min søn og min datter meget lidt, men dog nok til, at vi havde og har et kærligt forhold, fordi de ”vidste, at jeg var der”.
I teenageårene foretog min søn sig ting, der godt kunne være endt grueligt galt. Jeg har lagt låg på smerten og bestræbt mig på at opføre mig ordentligt. Jeg har fået kontakt med min søn, der har en sød kone og to børn, som jeg ikke kender ret godt.
Uden at gå i detaljer er det mit indtryk, at min søn godt vil mere, men ikke tør det. Og jeg tør ikke tage samtalen med ham, fordi jeg næppe kan undgå at anklage min ekskone for illoyalitet. Mine børn fik uden mit vidende min efterfølgers efternavn på trods af en mundtlig aftale om noget andet.
Tingene var faldet nogenlunde til ro, indtil min datters ældste dreng blev konfirmeret. Jeg stod sammen med min afløser. Min ekssvigermor hilste først meget formelt på mig og sagde derpå til min afløser: Tillykke med dit barnebarn. Min ekssvigermor kender ellers alt til høflighedskonventioner. Jeg har ikke fortalt det til andre end min kone, som jeg har været gift med i 20 år. Min datter har et positivt forhold til min ekssvigermor, og det vil jeg ikke ødelægge. Da min ekssvigerfar døde, sendte jeg en buket, hvor jeg uden at lyve takkede ham for mange gode timer.
Grunden til den lange redegørelse, som meget nemt kunne være meget længere, er, at min ekssvigermor nok ikke har ret langt igen. Jeg har ikke lyst til at sende en buket og takke for noget, der åbenbart aldrig har eksisteret i hendes optik. Jeg har været accepteret så længe, det var nødvendigt. Men jeg vil ikke såre min datters følelser. Skal jeg sende en buket, og hvis ja, hvad skal der så stå på den?
Venlig hilsen
Eskil
Kære Eskil
Tak for dit brev og din livsfortælling. Det har været en hård vandring for dig. Og det fortæller noget om, hvor langstrakte konsekvenser et brud kan have, og hvor vanskeligt det kan blive, når man forhindres i at have en jævnlig og naturlig kontakt med sine børn.
På trods af afvisning og vanskeligheder er det godt at læse, at dine børn altid har vidst, at du var der. Og så er det jo nok sådan, at dine børn sikkert har følt et dilemma i alle årene. Du skriver blandt andet, at din søn egentlig sikkert gerne ville have lidt mere kontakt, men at han ikke tør. Og så skriver du, at du heller ikke vover samtalen, for du er bange for, at du ikke kan undgå at anklage din ekskone.
Her har vi lyst til at udfordre dig lidt. For måske skal du netop finde andre steder, hvor du kan udtrykke din vrede over den behandling, du synes, din ekskone har udsat dig for. Du kan skrive det ned, fortælle det til din kone eller en sjælesørger – og du skriver om det her i avisen. Måske kunne du mødes med din søn og have almindelige samtaler, spørge ind til hans liv og hans familie og vise oprigtig interesse. Hvis du forsøger at få ham til at forstå al uretfærdigheden, så kommer han i et endnu større dilemma, end han er i i forvejen, for børn har, også selvom de er voksne, en stor loyalitet i forhold til begge deres forældre. Børn skal og kan ikke være dem, der skal forstå de voksnes konflikter og uenigheder. De var små, da det hele foregik, og de har forsøgt at overleve på bedste vis i det univers, der blev dem givet.
Og så fortæller du, at din ekssvigermor er alvorligt syg. Det lyder som en pæn tanke at sende blomster til hende, og hun må jo selv tage ansvar for, hvordan hun tager imod dem, hvis du sender noget af sted. Men vi synes ikke, du skal skrive noget, du ikke mener. Du behøver ikke at sende hende nogen tak, men du kunne helt enkelt skrive, at du har hørt, at hun døjer med sygdom, og at du med denne hilsen vil ønske alt det bedste. Og så venlige hilsener og ikke mere.
Vi kan forstå, at du tænker på at gøre det mest for din datters skyld. Hvis hun læser kortet, skal hun opleve dig som troværdig og ikke som en, der takker for noget, du ikke mener. Og så ved vi ikke, om din datter får det bedre af, at du sender blomster til din ekssvigermor så mange år efter jeres brud. Din eks-svigermor har jo sikkert behandlet sit barnebarn på en anden måde end dig, så der er i og for sig noget naturligt i, at din datter har et andet syn på hende, end du har. Og din datter er sikkert også fuldt ud klar over, at I ikke har et nært og hjerteligt forhold. Du ødelægger ikke det syn, hun har på sin bedstemor, uanset om du sender blomster eller ej.
Måske skulle du i stedet for at sende blomster til en dame, som du egentlig ikke har lyst til at sende blomster til, sende en buket til din datter og skrive, at du tænker på hende, nu når hendes bedstemor er ramt af sygdom. Og til hende kan du skrive helt ærligt: kærlige tanker og hilsener fra far.
Mange hilsener