Prøv avisen
Krop&sjæl

Skrammer i tilliden til plejepersonalet

Når man flytter på plejehjem, er det vigtigt, at der er en god tillid mellem beboer og plejepersonale. Foto: Tomas Bertelsen

Det skader tilliden mellem plejepersonale og pårørende, når en ellers fysisk velfungerende plejehjemsbeboer ikke kan få hjælp til at gå på toilettet om natten

Han er flyttet på plejehjem for et halvt år siden. Det kan han sagtens huske, og han nævner datoen uopfordret, hvilket datteren er overrasket over. Han er glad for at bo her. Det er et lyst værelse med altan og lille tekøkken, og der er ikke særlig langt op til fællesarealerne, hvor der er billardbord og flygel. Der er skabt et hyggeligt miljø, selvom det er en institution. Familien og han har fået indrettet hans værelse med en masse af hans egne ting fra huset, men de har også købt en lækker og pæn ny seng med elektronisk hæve-sænke-funktion af hovedgærdet, så han rigtig kan ligge godt.

Han husker ikke så godt længere. Han fik en mindre blodprop, og så er der røget noget. Han er bestemt ikke blæst af, men der er kommet nogle huller i hans hukommelse, og korttidshukommelsen er blevet særdeles selektiv. Hvis det er en større begivenhed, der har gjort indtryk på ham, så går det helt godt med også at huske det dagene derpå, hvorimod almindelig dagligdags foreteelser, hvor dagene går i ring, løber ud i sandet for ham. Han kan ikke huske, om datteren var der i går, eller hvornår det var, og han kan ikke huske, hvad han fik at spise. Men oldebarnets barnedåb eller juleaften kan han sagtens erindre.

Han er et begavet menneske og er fuldstændig klar over det, og det er pinefuldt for ham, når han bliver fanget i glemslen. Ikke fordi han synes, det er pinligt, men mere fordi han frygter, hvordan det kan blive fremover. Man kan se det i hans øjne, der hele tiden søger bekræftelse hos datteren, når han forklarer mig noget. Han er usikker på, om det, han siger, er rigtigt.

Jeg er kaldt ud, fordi han har fået diarré. Ikke voldsomt, men typisk to gange om dagen. Den ene gang om eftermiddagen, hvor datteren ofte kommer forbi og hjælper ham på toilettet, og den anden gang midt om natten. Og det er et problem. Han kan godt hjælpes til at gå på toilettet, og så klarer han det fint selv, men han kan ikke klare at gå derud alene om natten, og hvis personalet ikke kommer, så kan det gå galt. Der har været nogen snak frem og tilbage omkring hans natte-toiletbesøgs-behov. Datteren har talt med plejepersonale, som har forklaret, at han må ligge med sin ble om natten og så besørge i den! Han skal have en hospitalsseng, der kan hæves op i god arbejdshøjde, så de efterfølgende kan skifte ham i sengen. Hvorfor det er mere besværligt at få ham ud af sengen og følge ham ud på toilettet, så han kan klare det der, ved datteren ikke, men måske noget med, at hvis personalet har travlt og ikke kan komme hurtigt nok til ham, når han kalder, så kan det alligevel ske, at han ikke kan holde sig hele vejen ud på badeværelset. Hun er virkelig ked af, at det skal være et problem, og hendes far er så skyldbetynget over det, og det kan datteren næsten ikke holde ud.

Hun har skrevet en helt ordentlig note i kontaktbogen til personalet, fordi hun står fuldstændig uforstående over for, at hendes fine og værdige far skal fornedres til at ligge i sin seng og besørge der. Hun skriver intet om, at de netop har investeret i en dejlig ny seng og nu får pålagt, at han skal have hospitalsseng, selvom han ellers ikke er plejekrævende og selv kan gå i bad og så videre. Kontaktpersonen har ganske kort svaret, at det må hun tale med lederen om.

Jeg undersøger ham og taler med ham om, hvordan han videre kan udredes for sin diarré, og han vil gerne lige tænke lidt over, hvad han har lyst til, og hvad han ikke har mod på. Og han vil gerne tale det godt igennem med datteren, der er med hele vejen.

Vi aftaler, at hun melder tilbage til mig, både omkring hvad han ønsker og ikke ønsker, men også hvad lederen siger omkring hendes fars natlige behov for toiletassistance, eller om de holder fast i, at sengen er et lige så godt sted, at klare den slags.

Selvfølgelig viser det sig, at det var en misforståelse. Lederen var helt enig i, at faderen selvfølgelig skal hjælpes ud på toilettet! Men der er gået noget i stykker i forholdet mellem plejepersonalet og datteren, for hendes tillid til, at de vil hendes far det allerbedste, og at de sætter hans behov for værdighed og anstændighed højest, har fået nogle gevaldige skrammer.