Skuespiller: Vi er ikke sat på jorden for at dømme andre, men for at elske hinanden

I den 48-årige skuespiller Tomas Ambt Kofods barndomshjem var der rummelighed og kærlighed. Hans egne børn må aldrig være i tvivl om, at han elsker dem ubetinget. Lige nu er han aktuel i musicalen Jekyll & Hyde på Det Ny Teater, hvor han spiller den dobbelte titelrolle

”Mine forældre har altid været dem, jeg kunne betro mig til. Derfor var det et chok for mig, da jeg i de større klasser hørte mine kammerater sige, at deres forældre var pinlige,” fortæller 48-årig skuespiller Tomas Ambt Kofod.
”Mine forældre har altid været dem, jeg kunne betro mig til. Derfor var det et chok for mig, da jeg i de større klasser hørte mine kammerater sige, at deres forældre var pinlige,” fortæller 48-årig skuespiller Tomas Ambt Kofod. Foto: Jesper Paasch.

Jeg blev født i København, men da jeg var ganske lille, flyttede mine forældre til en lille by, der hedder Svallerup. Den ligger 10 kilometer syd for Kalundborg. Så Kalundborg og omegn var mit barndomsområde, indtil jeg var cirka 18 år.

Jeg har tre storesøstre. Udover at jeg var en dreng, var jeg også en lille efternøler, så jeg fik en masse opmærksomhed. Jeg endte med at blive skuespiller, og hvem ved, om der ikke er en eller anden sammenhæng mellem det og at være den lille, der gjorde sig til, og som alle kiggede ned til.
Min mor var tidligere balletdanser hos Det Kongelige og uddannede sig senere til grafisk designer. Der er ingen tvivl om, at jeg har fået noget af min kreativitet fra hende.

Min far var et matematisk geni og arbejdede som civilingeniør, hvor han var daglig leder af en tegnestue med meget store og krævende opgaver. Det var et meget ansvarsfuldt arbejde, og i perioder var han meget væk.

Engang, hvor min far skulle til København i arbejds medfør, fulgte jeg ham ned til stationen. Han havde rullet vinduet ned og vinkede inde fra kupéen. Jeg stod ude på perronen, og da toget begyndte at køre, løb jeg med toget.

Til sidst kunne jeg selvfølgelig ikke følge med, for toget begyndte at køre hurtigere, end mine små drengeben kunne løbe. Det var egentlig ikke spor sørgmodigt for mig, men jeg kan huske, at jeg alligevel tudede over at sige farvel til min far.

Det var en fysisk oplevelse, som blev meget symbolsk for mig. Nogle gange kører livet væk fra én, og selvom man gør sit bedste for at holde trit, kan det ikke lade sig gøre. Så skal man sige farvel.

Jeg voksede op i et hjem, hvor jeg aldrig nogensinde var i tvivl om, at jeg var højt elsket. Mine forældre har altid været dem, jeg kunne betro mig til. Derfor var det et chok for mig, da jeg i de større klasser hørte mine kammerater sige, at deres forældre var pinlige. Jeg syntes aldrig, at min mor og far var pinlige. Hvis jeg havde gjort noget skidt, gik jeg altid til mine forældre, for det vidste jeg, at jeg kunne.

Min far var et meget sammensat menneske. Han gik meget op i at være en lovlydig borger, og jeg måtte aldrig smide affald i naturen.

Han kunne være meget kontant, men han var blød som flydende Oma margarine indeni. Når det gjaldt familiebånd og kærlighed imellem, var han helt solgt.
Han ønskede, at jeg skulle gå ind i erhvervslivet, men da jeg udstak retningslinjerne for mit liv og sagde, jeg ville være skuespiller, støttede begge mine forældre mig. Min far tilbød at betale for mine dramatimer med ordene:

”Men Tomas, så skal du også gøre det 100 procent.”

Det var en livsændrende telefonsamtale, og jeg kan ikke med ord beskrive, hvor vigtigt det var for mig at få min fars velsignelse på den måde.
Min kone og jeg har adopteret to børn, Conrad og Laura. Og det vigtigste, der overhovedet kan siges om mig ved min begravelse, er, at mine børn og hustru har følt sig elsket af mig. Betingelsesløst. Det vil være mit højeste mål.

På mange måder fik jeg en meget løs opdragelse med ingen huslige pligter. Derfor var jeg også en slendrian til at lave lektier i skolen. Som voksen har jeg savnet, at jeg ikke voksede op under mere disciplinerede forhold. Jeg kæmper med at lære mine børn mere disciplin og struktur, men jeg skal lige begynde med at lære det selv.

Der var en stor tolerance i mit barndomshjem undtagen overfor uretfærdighed og indskrænkethed. Mine forældre prædikede aldrig kristne værdier, men de er blevet efterlevet. Jeg lærte, at man ikke må snyde eller lyve, og at man skal være hjælpsom og lade andre komme dem tvivlen til gode.

Det er utrolig vigtigt for mig, at mine børn også lærer at være rummelige overfor andre menneskers forskelligheder. Vi er ikke sat på jorden for at dømme hinanden, men for at elske. Det lærer jeg mine børn med jævne mellemrum.

De meget positive
minder, jeg har fra min barndom og skolegang, har præget mig. Lige nu er jeg ved at skabe minderne for mine egne børn. Det tænker jeg meget over, og jeg kan love dig, at der er ingen af mine børn, der smider affald i naturen.

Tomas Ambt Kofod er medlem af mormonkirken, der officielt kaldes Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det har han fortalt om i et tidligere interview, som du kan læse her.