Prøv avisen
Etisk sagt

Skulle jeg fortælle min mand, at han var ved at dø?

Mennesker lider under den manglende debat om etik, mener Christine E. Swane. Hun er direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn og gæster i denne uge ”Det Etiske Kompas”. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

For Christine E. Swane fylder etiske spørgsmål i de nære relationer. For 11 år siden var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortælle sin mand, at han var dødssyg af kræft

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står i et dilemma lige nu, der handler om min mor. Hun har demens og har boet på et plejehjem i tre år. Min mor er glad, klog og fuld af liv, men i den senere tid er hun begyndt at trække sig. Hun siger nej tak til at komme til middag hos mig og min familie, selvom hun har nydt at gøre det hver søndag de seneste 20 år. Mit dilemma er, at jeg gerne vil respektere hendes integritet og forstå hendes behov for at gøre sin verden mindre. Samtidig ved jeg også, at når man lider af demens, har man rigtig godt af at komme ud og blive stimuleret, og mit udgangspunkt har altid været, at hun skal være en del af samfundet og familien på trods af sin sygdom. Det er et dilemma, som gør mig usikker. Jeg tror, at alle mennesker, der er pårørende til et menneske med demens, oplever at stå i dilemmaet med, hvor meget man skal skubbe på, og hvor meget man skal acceptere. Selvfølgelig vil jeg hende det allerbedste, men jeg kan heller ikke undgå, at min egen forestilling og fortolkning af hendes liv flyder ind over. Men jeg har besluttet at flytte søndagsmiddagen over til plejehjemmet. Så må vi se, hvordan det fungerer.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

For 11 år siden døde min mand af kræft. I den sidste uge af sygdomsforløbet var han rigtig dårlig, og det stod klart, at der ingen vej var tilbage. Men min mand ville slet ikke acceptere det. Han var ikke klar til at dø. Jeg var på det tidspunkt i et meget stort dilemma om, hvorvidt jeg skulle gøre virkeligheden begribelig for ham. Om jeg skulle fratage ham hans ukuelige tro på, at han kunne leve videre, ved at fortælle ham, at han snart skulle dø. Vi havde fulgtes ad hele vejen, og det var rigtig svært for mig at stå med en viden, som han hverken ville eller kunne forstå, fordi han også havde metastaser i hjernen og var helt dopet af medicin. Jeg endte med at aftale med sygeplejersken, at hun skulle fortælle ham det, mens jeg også var til stede. Da hun havde gjort det, så kiggede han op på mig og sagde ”Okay, Christine. Det er fint nok”. Derefter virkede det, som om han slappede af. Så jeg tror nok, det var det rigtige, at han fik det at vide. Men jeg er stadig i tvivl. Måske han bare skulle have haft lov til at dø?

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Jeg synes, det er vigtigt at beskæftige sig med klimaspørgsmål. Det er helt afgørende for, hvordan den verden, vi lever i, videregives til de yngre generationer. Det er en kæmpe etisk problemstilling, at vi fastholder en forbrugs- og vækstideologi, når det er blevet påvist, at det kan hverken vi mennesker eller vores klode holde til. Jeg kan heller ikke holde ud, at vi fastholder en sådan ideologi i en verden med så stor ulighed. Jeg synes, vi prøver at adskille den her problemstilling fra vores egen hverdag og lever, som om vi har vores på det tørre. Vi fortsætter ufortrødent med at forbruge og indrette vores samfund på en måde, der ikke er etisk forsvarlig. Det er der mange mennesker rundtom i verden, der lider under, og det er for mig at se tidens største etiske dilemma.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg synes, etik bør fylde mere i den del af den offentlige debat, der er politisk. Der bliver konstant taget politiske beslutninger ud fra et ensidigt økonomisk rationale, hvilket er dybt problematisk. I den proces er der væsentlige menneskelige behov, som bliver tilsidesat. Livsvilkårene for ikke-privilegerede og socialt udsatte mennesker optager mig meget, og det er også dem, jeg arbejder for som direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn. Jo færre ressourcer et menneske har, jo svagere er dets stemme. Her savner jeg både solidaritet og større samfundsmæssige fællesskaber. Mennesker i udsatte positioner kommer til at lide under den dominerende økonomiske tænkning, og det er dybt uetisk. Hvis etik fyldte mere i den offentlige og politiske diskussion, ville det måske ikke se sådan ud.