Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det gjorde jeg i forbindelse med en konflikt i Det Danske Akademi, hvor jeg var nødt til at undsige en gammel ven og højt respekteret kollega, Marianne Stidsen. Det er et klassisk etisk dilemma, hvor individuelle præferencer er i konflikt med hensyn til fællesskabet. Det gjorde ondt, som den slags gør, og det gør det stadig. Min fortolkning af konflikten er, at Marianne Stidsen fører en løbende kamp imod andres ytringsfrihed og grundlæggende demokratiske rettigheder, og derfor var jeg nødt til at sige fra.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Som offentligt ansat humanist befinder jeg mig i et permanent etisk dilemma. Jeg forsker og underviser i dansk litteratur og kultur for skattepenge, der kunne være spenderet på så mange andre nyttige formål. Det er et privilegium og en forpligtelse. Jeg har altid følt mig forpligtet på at forsøge at give dét tilbage til samfundet, som det har givet mig. At forene det fagligt interessante med det samfundsmæssigt relevante.
Mere konkret oplevede jeg mit livs største dilemma, da jeg var 22 år. Jeg havde været så heldig at få et stipendieophold på University of California-Berkeley, som er verdens bedste universitet inden for den gren af litteraturforskningen, som jeg interesserer mig for. Mindre end et år forinden var min mor omkommet ved en drukneulykke, kun 45 år. Min lillebror og jeg er vokset op hos hende. Derfor var jeg rigtig meget i tvivl, om jeg skulle tage af sted og efterlade ham, hvor han dengang var en 17-årig gymnasieelev. Det endte jeg med at gøre, og alt gik godt for os begge. Men ville jeg kunne tilgive mig selv, hvis det ikke var gået godt for ham? Næppe. Det er en variation af det fænomen, som den engelske filosof Bernard Williams kaldte for ”moralsk held”. Ingen bebrejder mig, fordi det lykkedes. Men jeg har stadig dårlig samvittighed.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
De klimapolitiske udfordringer er et kolossalt kompleks af dilemmaer, som vi alle er konfronteret med hele tiden. Hvad gør vi for eksempel med alle de levebrød, som er afhængige af vores ikke-bæredygtige levevis? Jeg læste lige, at 100 millioner job i øjeblikket er i fare på grund af den drastiske nedgang i turismen, som den globale coronakrise har udløst. Det giver et fingerpeg om de langt større udfordringer, som den langsigtede omstilling vil medføre. ”Du må ændre dit liv” – det budskab, som digteren Rilke læste ud af en skulptur af Apollons torso, møder vi nu overalt.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
For et år siden var jeg med til Folkemødet på Bornholm, hvor der var skybrud. Jeg var havnet i FN-byens telt og stod sammen med mange andre i en rundkreds og fordrev tiden med at lege en leg, hvor vi skulle træde frem og fortælle, hvad vi havde ændret i vores liv for at modvirke klimaforandringerne. Der stod jeg med min verdensnålspin på og var fløjet derover for at være med til arrangementet og kunne ikke sige noget fornuftigt. Jeg skammede mig.
Konflikten i Akademiet, som jeg nævnte før, er også en situation, hvor jeg virkelig har måttet overveje, om det, jeg gjorde, var både klogt og etisk rigtigt. Hvornår og hvordan skal man sætte ind over for intolerance – og hvad man gør ved den indlysende kendsgerning, at man selv bliver den intolerante ved at gøre det? Der er ingen faste opskrifter her. Enhver må følge sin samvittighed.