En mand når ikke frem til sin mors dødsleje, fordi han prioriterer at deltage i en konference. Skyldfølelsen tynger ham i lang tid efter. En mor bebrejder sig selv sit barns læsevanskeligheder. En kvinde går ned med stress og får dårlig samvittighed over ikke at kunne være nærværende i sin venindes liv.
Man går ikke igennem et menneskeliv uden at pådrage sig skyld. Når mennesker gang på gang skuffer og svigter deres nærmeste og udsætter hinanden for alt fra illoyalitet og løgn til nedladenhed, utroskab og afvisning, er der al mulig grund til at føle skyld og skam. Imidlertid vil mange også i perioder af deres liv have oplevet, at skyldfølelsen var ude af proportioner i forhold til, hvad man rent faktisk gjorde sig skyldig i. I de tilfælde bliver skyldfølelsen overdreven, mener teolog og psykoterapeut Ilse Sand. Derfor har hun skrevet en bog, der skal hjælpe læseren til at gøre op med netop det. ”Venlige øjne på dig selv – slip dårlig samvittighed” hedder den, og den udkom for nylig på Gyldendal.
”Jeg vil gerne gøre det klart, at man ikke skal have større skyld, end man har haft indflydelse til. Man bør ikke føle sig skyldig over, at det regner på ens søsters fødselsdag, eller at ens voksne barn lever et utilfredsstillende liv,” fortæller Ilse Sand.
I bogen giver hun derfor redskaber til at sortere i følelser af skyld, ryste den skyld af sig, som tilhører andre, lære at leve med frygt og give slip på opslidende kampe. Men hun skriver også om, hvordan man kan stå ved sin skyld i stedet for at påtage sig en offerrolle, og om, hvordan man kan dele skylden med andre og tilgive sig selv.
Ilse Sand er oprindelig uddannet teolog og er tidligere præst i folkekirken. Sideløbende har hun uddannet sig til psykoterapeut og haft egen praksis, og i dag lever hun af sit forfatterskab. Hun har gennem sine sjælesørgeriske og psykoterapeutiske samtaler erfaret, at mennesker i dag har svært ved at håndtere, at skylden overhovedet findes, og at det er vanskeligt at finde en gylden middelvej, hvor man hverken stikker hovedet i busken eller bærer hele verdens sorger på sine skuldre.
Hendes nye bog hviler derfor på en præmis om, at det kan være gavnligt at kigge nærmere på det, man har skyldfølelse over. Det kan være som eksemplerne ovenfor, og det kan også være i relation til ægtefælle, søskende, kolleger. Fortsæt selv listen.
”Tit er man ikke skyldig eller ej i en situation, men måske har man en del af skylden. Måske skal man sige undskyld eller forsøge at rette noget op igen. Men hvis man finder ud af, at ens dårlige samvittighed er ude af proportioner, kan det i sig selv være en lettelse bare at opdage det. Og typisk vil man opdage, at den, man har dårlig samvittighed over for, måske kører lidt på frihjul og har påtaget sig en offerrolle. Måske skal den person have en opsang. Eller måske skal man bare over for sig selv tillade sig at være vred på den anden for en stund,” siger Ilse Sand.
For det er hendes erfaring, at overdreven skyldfølelse skyldes en vrede, som er blevet vendt indad, og det er tit kvinder, der får følelsen.
”Mænd har ofte lært, at det er tilladt at vende vreden udad i en mere eller mindre aggressiv adfærd. Kvinder er generelt set mere tilbøjelige til at give sig selv skylden, og det kan være ødelæggende for de nære relationer.”
Dertil hører, mener Ilse Sand, at den overdrevne skyldfølelse også kan blive enormt selvoptaget.
”For går man rundt med en overdreven skyldfølelse, er det jo i bund og grund det samme som at tro, at man har en overdreven indflydelse på alt og alle omkring sig. Det kan være noget af en øjenåbner at opdage, hvor lidt magt man rent faktisk har over andres lykke, for selvom vi har et ansvar for hinanden, er det grundlæggende det enkelte menneskes ansvar at tage sig af sit eget liv og forsøge at vende modgang til vækst.”
Spørgsmålet er, hvor den altoverskyggende skyldfølelse så kommer fra. Den, der er ude af proportioner og gør det svært at stå op om morgenen og gøre sin pligt. Lektor i filosofi ved Aarhus Universitet Anders Moe Rasmussen tør godt nærme sig et svar.
”Nietzsche mente, at al form for moralitet var livshæmmende, og jeg plejer at sige, at han i den grad sejrede, da ungdomsoprøret i 1960’erne førte til den uhæmmede selvudfoldelse. Siden er selvrealisering blevet mantraet i et moderne samfund.”
Samtidig med at tidligere hierarkiske strukturer er blevet mere eller mindre opløst, har vi i vores del af verden også oplevet en sekularisering.
”Men det er ikke omkostningsfrit at afskaffe Gud,” siger Anders Moe Rasmussen, der i øvrigt også er teolog.
Et sekulariseret samfund er ikke et samfund uden fælles moralske normer, men måske er det et samfund, hvor nåden er sat lidt ud af kraft. Anders Moe Rasmussen forklarer:
”Tidligere kunne man falde på knæ og bede om syndsforladelse, og der var en befrielse i arvesyndslæren, der betød, at det hele ikke faldt tilbage på en selv. I dag er det hele dit eget ansvar, og det hele er dermed også din egen skyld. Derfor tror jeg også, at den enkeltes skyldfølelse over for sig selv fylder mere i dag end tidligere. Man motionerer ikke nok, man arbejder ikke nok, man spiser ikke sundt nok, man er ikke nærværende nok. Et mere eller mindre gudløst samfund har en pris. Det her er måske noget af den.”
Også teolog Mikkel Gabriel Christoffersen ser et før og efter 1960’ernes opgør.
”Hvor det traditionelle samfund havde længslen efter selvrealisering som konsekvens, så har det senmoderne samfund den konsekvens, at man føler sig træt og utilstrækkelig,” siger han.
Mikkel Gabriel Christoffersen forsker i øjeblikket postdoc om skam på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Netop skammen er tæt beslægtet med skylden, og han tror, at det nærmere er skam, der præger det moderne menneske.
”Har man dårlig samvittighed over ikke at besøge sin gamle bedstemor på plejehjemmet, kan det selvfølgelig være skyldfølelse, der dominerer, for så vidt man ikke besøger hende så tit, som man burde. Men handler det i højere grad om en følelse af utilstrækkelighed, fordi man oplever, at man lever i et krydspres af forskellige forventninger fra også arbejdet, børnene, vennerne, ægtefællen, så mener jeg, vi er inde at røre ved skammen. For den handler om ens væren i verden,” siger han.
Gorm Larsen, der er lektor i medievidenskab ved Aalborg Universitet og har forsket i skam og skyld, deler den karakteristik. Og skam knytter sig til identitet, påpeger han.
”Netop identiteten er der kommet et øget fokus på i vores tid og kultur, hvor vi hele tiden bydes at præstere. For vi er ikke længere født ind i en klasse med en given livsbane, og vi må derfor konstant selv definere, hvad vi vil, og hvem vi er. Den overdrevne skyldfølelse – eller skammen – har altså rod i ens selvbillede. Derfor stikker det dybt i en, når man føler sig som en dårlig far eller en dårlig datter.”
Mens lektor i filosofi Anders Moe Rasmussen godt kan se det frisættende i at slippe noget af sin dårlige samvittighed, især den overdrevne, mener han dog også, at der er grænser for, hvilke forandringer et menneske evner at lave i sin tilværelsestydning.
”Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre forsøget, men jeg vil gerne komme med et forsvar for menneskelighed i den forstand, at vi ikke evner at ændre på alle vores usunde måder at være i live på. For sådan er det at være menneske,” siger han.
Teolog Mikkel Gabriel Christoffersen tror ikke, man kan justere sine idealer og forventninger så langt ned, at man kan leve et fuldstændig frimodigt liv.
”For vi undgår ikke grundlæggende altid at føle skyld over det, vi ikke gør, som vi burde gøre, og skam over ikke at være tilstrækkelige. Kunsten er så at turde tro på, at man er accepteret alligevel, selvom man ikke er acceptabel, som teologen Paul Tillich sagde. At man hører hjemme i tilværelsen, selvom man ikke kan leve op til det, den kræver af en.”