Sluk for skærmene, og tal sammen

I mange familier kniber det med samtalen, fordi alle er optaget af deres telefoner. Et nyt samtalespil stimulerer snakken på tværs af generationer

Mange bedsteforældre – og såmænd også forældre – oplever, at skærmene kan være en digital mur, det er svært at nedbryde eller overstige. Skærmene er ikke samlende, men de isolerer, skriver Birgit Meister.
Mange bedsteforældre – og såmænd også forældre – oplever, at skærmene kan være en digital mur, det er svært at nedbryde eller overstige. Skærmene er ikke samlende, men de isolerer, skriver Birgit Meister. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix.

En ældre veninde fortalte mig for nogen tid siden, at hun ofte havde børnebørnene på besøg. Men, tilføjede hun, de har som regel deres små telefoner med skærme med, og det kan nogle gange være svært at få dem til at lægge dem fra sig. Og jeg vil jo hellere snakke.

Nogle bedsteforældre har løst problemet ved at have en lille kurv stående i entréen, og den er til at lægge skærmene i, inden besøget rigtig begynder.

Andre har grebet det anderledes an: En mor blev på en ferietur så irriteret over, at skærmene hos de tre børn spillede en alt for dominerende rolle, at hun beordrede dem lagt væk og sagde: Nu er det nok. Nu skal vi tale sammen.

Og så var det, at børnene på 6, 8 og 10 år sagde: Ja, men hvad skal vi tale om?

Det satte forældrene i gang med en byge af spørgsmål: Hvad er din yndlingsbil, og hvad vil det sige at være en god ven, og hvilken superhelt vil du gerne være og meget mere, og det udviklede sig til en dejlig leg for hele familien og til sjove samtaler, hvor alle kunne spørge og svare.

Det ene spørgsmål tog det andet, og alle ville finde på, og det blev en tradition, at i ferier spurgte man løs og svarede på det hele, for eksempel mens man sad om bordet og ventede på maden.

Sådan opstod en digital pause, som venner af familien blev helt misundelige på.

Og så var ”Small talk big questions” samtalespillet født.

Katja Bamberger Bro, for hun var moderen, har nu sammen med sin grafikerveninde Nana Grunwald, udgivet tre små æsker med spørgsmål.

De står på dansk og engelsk på små kort, og de fodrer emner til samtaler på tværs af generationerne.

Og alle aldre synes, det er spændende både at få lov til at fortælle og at lytte til, hvordan et emne kan belyses fra mange forskellige sider og fra flere alderstrin.

Mormors svar på spørgsmålet om, hvordan vejen til hendes skole så ud, er meget forskellig fra barnebarnets oplevelse af skolevejen. Han bliver nemlig fulgt af sted af en voksen, og den er også helt anderledes end fars, der foregik på cykel i al slags vejr.

Katja Bamberger Bro valgte at kalde sine små spørgsmålskort for et spil, og hun forklarer: ”Der er mange, der godt kan lide, at det er et spil, man er i gang med. Men i dette spil er der faktisk ingen vindere og tabere. Eller måske er alle vindere. For man kan jo vinde viden om de personer, man spiller og snakker med.”

Det vigtige for hende er det nærvær og den udelte opmærksomhed, deltagerne giver hinanden.

Mange bedsteforældre – og såmænd også forældre – oplever, at skærmene kan være en digital mur, det er svært at nedbryde eller overstige. Skærmene er ikke samlende, men de isolerer.

Men med samtalespillet er skærmene lagt væk, og nysgerrigheden og den ivrige fortællelyst i højsædet. Konversationen er i gang.

”Det har jeg sørme aldrig tænkt over,” lyder det over bordet, når et nyt spørgsmål bliver læst op, eller ”Åhh, må jeg komme først, jeg har et godt svar.”

Katja Bamberger Bro fortæller, at en ældre dame sagde til hende: Jeg har ikke talt så godt med min svigersøn i mange år, som vi gjorde med spillet forleden. Han plejer at sidde opslugt af sin iPad, når han er på besøg her.

Smalltalk-spillet har nu eksisteret i halvandet år, der er tre forskellige æsker med 71 spørgsmål i hver, og der udkom også en adventskalender med 15 spørgsmål til hver søndag i advent.

”Jeg vil gerne være med til at værne om familieværdierne,” siger Katja Bamberger Bro, der selv tidligere har arbejdet med marketing, og som breder sine spørgsmål ud over mange af livets områder.

Mange i familien og i vennekredsen har været med til at foreslå og hitte på spørgsmål, og mormor på 91 år har også bidraget. Det var for eksempel hende, der foreslog spørgsmålet: ”Har du været et sted, der var helt stille?”.

Og den 19. marts kommer endnu en spørgsmålsæske, denne gang i samarbejde med og til fordel for Red Barnet.

Når spørgsmål og svar, lange eller korte, hvirvler gennem luften og mellem flere generationer, kommer der emner og fortællinger frem, som ikke bare dukker op af sig selv.

Hvilket dyr ville du gerne være? Hvad er den skøreste oplevelse, du har haft, eller hvor i verden ville du allerhelst bo?

Det kan være begyndelsen på et sjovt og tankevækkende besøg hos farmor og farfar, og det er nok emner, der aldrig er blevet talt om tidligere. Ville farfar virkelig gerne være en rotte? – Det havde ungerne bestemt aldrig før fået at vide.