Prøv avisen

Sørens smerter var så voldsomme, at han overvejede, om livet var livet værd

I en lang periode overskyggede smerterne alt andet for Søren Haagen. – Fotos: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

I 1990’erne drømte Søren Haagen om at blive verdens bedste håndboldmålmand. Men et langt sygdomsforløb med voldsomme smerter satte en stopper for karrieren. I en alder af 45 år er han igen med i den største håndboldturnering for klubhold

De russiske håndboldspillere fra klubben Chekhovskie Medvedi står arm i arm, efter at de er blevet præsenteret i Jyske Bank Arena i Odense. Ligesom resten af hallen venter de på, at de sydfynske håndboldspillere i gult fra GOG skal løbe ind på banen. Det er begge holds anden kamp i dette års Champions League, verdens største håndboldturnering for klubhold, og GOG er med for første gang i 10 år. Holdet vandt sin første kamp med ni mål, og nu gælder det om at leve op til det resultat.

Lyset dæmpes i hallen, og på de to storskærme begyndes en nedtælling. Hvert sekund markeres med en høj lyd, og da uret rammer nul, skrues der op for musikken, og spillerne klappes ind på banen. Spillerne præsenteres en efter en: Josef Pujol, Lasse Møller og anfører Lasse Kronborg. Og til sidst lyder navnet på holdets 45-årige målmand:

”Og endelig: Nummer 74, Søren Haagen!”.

Hele hallen runger på grund af publikums jubel og klapsalver. Og det gør den igen, da Søren Haagen redder den første bold, der torpederes mod ham i målet.

Da Kristeligt Dagblad mødes med Søren Haagen et par dage før Champions League-kampen mod den russiske mesterklub, er han lige blevet færdig med at træne med resten af GOG-holdet. Her er han den ældste spiller på holdkortet med 10 år ned til den næstældste.

Søren Haagen stiftede for første gang bekendtskab med GOG som 17-årig i 1991, da han skiftede til GOG fra en klub i Esbjerg i Vestjylland, hvor han voksede op i Tjæreborg. Der oplevede han at vinde herrehåndboldligaen tre gange, spille turneringer i udlandet, og som 20-årig blev han en del af landsholdet. Derfor kom han i 1995 også med til VM i Island. Og få år efter gik vejen til Tyskland. Søren Haagen skrev under på en kontrakt med sin drømmeklub, Flensburg-Handewitt, og alt tydede på, at han ville nå alle sine mål inden for sporten.

”Jeg ville være verdens bedste målmand. For sportsfolk handler det hele tiden om at blive dygtigere, og jeg ville være dygtigst,” siger han.

Men tiden efter sommerferien i 2000 forandrede alle hans planer. Efter en sæson, hvor Flensburg-Handewitt ikke vandt nogen titler, lagde Søren Haagen sig i selen for at komme i ekstra god form til den kommende sæson. Men da sæsonen begyndte, fik han hurtigt ondt i fødderne uden nogen umiddelbar grund. Først negligerede han smerterne, da Flensburg-Handewitt havde brug for ham i målet. Men hurtigt blev de så voldsomme, at han var nødt til at tage plads på bænken. Den tyske landsholdslæge, som klubben sendte ham til, troede, at det handlede om en nerve i ryggen, men det viste sig senere ikke at være svaret. Det var først, da han blev undersøgt af lægen hos Flensburg-Handewitts største rivaler, Kiel, at det stod klart, hvad der var galt.

Søren Haagen har en bindevævstype, der var skyld i smerterne i fødderne. Selvom han var glad for at vide, hvad der var galt, var det stadig uklart, hvad fremtidsudsigterne var, da smerterne både kunne være permanente, forsvinde eller komme og gå. På trods af at diagnosen var stillet, vurderede Kiels læge, at det var bedre at følge udviklingen end at medicinere kraftigt fra start. Og midt i det hele havde Søren Haagen ondt, rigtig ondt.

”Når man dyrker sport, er man enormt afhængig af sin krop. Og pludselig var det meget begrænset, hvad jeg kunne gøre. Jeg lå ned det meste af tiden, og når jeg skulle i bad, var jeg nødt til at sidde på en stol af plastic. Hvis jeg var ude at handle, prøvede jeg at begrænse, hvad jeg skulle have. Det gjorde ondt hele tiden,” siger han og fortæller, at det gik ud over hans syn på sin egen livskvalitet.

”Smerterne endte med at overskygge alt andet, og derfor kan jeg godt sætte mig ind i, at ens fysiske tilstand eller helbred kan føre til, at man har lyst til at tage livet af sig. For sådan havde jeg det selv.”

Det var ikke kun de voldsomme smerter, som han måtte kæmpe med i den periode. Flensburg-Handewitts ledelse var ikke begejstret for, at det var Kiels læge, der havde diagnosticeret ham. Og det endte i en arbejdsretssag, som blandt andet havde den konsekvens, at Søren Haagen ikke måtte opholde sig i klubbens håndboldhal.

”Hele mit netværk var bygget op om klubben, så når den opbakning og støtte, der skulle være fra klubben, også var væk, stod jeg meget alene. Men jeg kan også godt se, at det var svært for de andre spillere at være der for mig, for der var jo kampe hele tiden, og deres liv kørte bare videre. Der kommer bare en anden og tager din plads,” siger han og tilføjer, at det betød meget, at hans daværende holdkammerat og tidligere landsholdsspiller Lars Christiansen i sin bog ”Når sandheden skal frem” skrev, at han fortrød, hvordan han og de andre spillere håndterede situationen dengang.

”Det var svært, for hele mit og min daværende kærestes liv var bygget op om min karriere på det tidspunkt. Vi var afhængige af min løn i klubben, da hun ikke arbejdede.”

Sagen endte i et forlig mellem Flensburg-Handewitt og Søren Haagen, og det er han også i dag tilfreds med, da det gav ham muligheden for at komme videre. De næste par år havde han kontrakter med blandt andre Kiel og GOG og trænede også i halvandet år GOG’s damehold. Men han spillede ingen kampe, da smerterne stadig fyldte. Og til sidst sagde han stop. I 2004 udløb hans kontrakt med GOG, og han indgik ikke en ny. I mellemtiden var der sket noget andet i hans liv, der gjorde det lettere at give slip på håndbolddrømmen.

”Jeg blev far til to drenge i 2001 og 2003, og det åbnede mine øjne for, at der er noget større end håndbold i tilværelsen. For jeg erkendte, at jeg simpelthen ikke kunne spille på grund af smerterne, og jeg måtte få mit liv til at fungere igen,” siger han.

Og Søren Haagen fik gang i en hverdag igen. Han blev på Sydfyn, hvor han tog en læreruddannelse og var tilknyttet GOG som målmandstræner på kvindesiden. Han fandt også glæde i at se sine to sønner blive håndboldspillere, og den ældste af drengene er målmand ligesom sin far. Det ramte ham dog hårdt, da hans ældste søn også blev syg.

”Han har arvet min bindevævstype, og det gør, at han ligesom jeg er disponeret for nogle sygdomme, og i hans tilfælde har det sat sig i tarmen. Men han er heldigvis velmedicineret og har det rigtig godt i dag. Vi bliver aldrig raske, men vi kan begge håbe på, at vi aldrig mærker mere til det,” siger Søren Haagen og tilføjer:

”Det har selvfølgelig skabt noget frygt og skyld i mig, at han har arvet sygdommen fra mig. Spørgsmålet om, hvorfor det lige skulle ske for os, kan godt fylde i mig, men jeg prøver at lade være med at tænke alt for meget på det. Frygten og skylden kom dog op til overfladen igen, da min nuværende kæreste blev gravid med min tredje søn. Heldigvis kunne vores læge berolige os med, at der er meget hjælp at hente i dag, og at risikoen for, at han arvede bindevævstypen, ikke var stor.”

Søren Haagen kunne også mærke på sin egen krop, at lægerne efterhånden vidste, hvordan han skulle medicineres. Smerternes aftagen mundede ud i, at han i 2012 kunne gøre alvor af sin drøm om at vende tilbage i håndbolden som spiller. Han begyndte i 3. division for Faaborg HK, men i 2014 kom han tilbage på højeste niveau for GOG som 40-årig. Siden da har han spillet for en række klubber i herreligaen – for det meste på kontrakter på et år. Han føler, at han kan nyde håndbolden mere nu, end han gjorde, da han var ung.

”Nogle gange har det ikke føltes virkeligt, at jeg kan spille igen. Det er fantastisk og helt specielt. I mange år gik jeg og drømte om det. Men jeg nyder det på en anden måde nu, end jeg gjorde, da jeg var ung og spillede. Drømmen om at være verdens bedste ved jeg jo godt ikke er mulig at opnå. Jeg kan ikke træne på den samme måde som mine holdkammerater og skal stadig passe ekstra på min krop. Jeg prøver at lade være med at tænke over, om det bliver det sidste år, eller om jeg bliver syg igen, for det er ude af mine hænder. Jeg har en anden ro nu, for jeg har også mit skolelærerjob og er vildt glad for det. Jeg er taknemmelig for at have begge dele, og at det ikke kun er håndbold, der fylder i mit liv.”

Tilbage i håndboldhallen i Odense nøjes Søren Haagen ikke med at redde den første bold. I løbet af kampens første fem minutter tager han tre skud fra de russiske modspillere i lilla, og særligt da han redder et straffekast, brøler GOG’s fans. Efter 45 minutter sætter han sig på bænken og lader sin 18-årige islandske målmandskollega få chancen. Da GOG har vundet kampen 38-31, danner Søren Haagen og hans holdkammerater en cirkel og råber i kor:

”Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra GOG af!”.

Søren Haagen, champions league kamp, håndbold. (kun KD-adgang)