Prøv avisen

Sociale medier gør sorgen nemmere at kapere

”Den værste jul: min far er døende,” skrev Ida Rud Nielsen på Facebook under et billede af et juletræ. Foto: Leif Tuxen.

Døden er for længst rykket online på nettet. Men hvordan påvirker den digitale sfære den måde, vi bearbejder sorg på? Ændrer den ved ritualerne? Og kan man sørge ”rigtigt” på nettet?

Den 21. december sætter 32-årige Ida Rud Nielsen sig til tasterne i udkanten af Folehaveskoven i Hørsholm.

Hun har tænkt over, om hun skulle skrive det her, for det at sætte ord på det gør det virkeligt, og så kan hun ikke gå tilbage.

Som om alle de værste anelser går i opfyldelse, så snart ordene bliver sendt af sted. Men hun har udsat det i en uge, så nu kommer det:

”Den værste jul: min far er døende,” skriver hun på Facebook under et billede af et juletræ.

”Han har ligget på intensiv siden mandag. Han blev opereret for et hul i maven, og de fandt cancer af den værste slags. Min far ligger i kunstig koma og er smertefri, og vi tæller timerne, men tiden er gået i stå. Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på. Træet har fået lys, men det er det. Sådan er det smukkest, og det er godt at se på, mens vi ønsker det bedste for min far.”

Tænk, hvis der ikke er nogen, der svarer?

Tanken har strejfet hende, for så vil hun vide, at hun er gået over grænsen for, hvad man kan tillade sig at dele på de sociale medier. Men kommentarer og likes tikker ind over de næste timer, dage, uger.

Sympatien er overvældende, og hvert eneste lille like, hver eneste kommentar varmer om hjertet og gør de næste svære uger bare en lille smule nemmere at komme igennem.

Ida Rud Nielsens far døde den 29. december sidste år, og hun fandt en trøst i at skrive tankerne ned og poste dem på de sociale medier Facebook og Instagram, som er en billeddelingstjeneste.

Det er der ikke noget mærkeligt i, mener cybersociolog ved Københavns IT-Universitet Stine Gotved. Ifølge hende er sorgprocessen i takt med, at de fleste aspekter af vores dagligdag er rykket online på internettet, fulgt med den gængse udvikling.

Således er digitale gravstene og mindesider på Mindet.dk og Facebook ikke længere nogen nyhed. Men hvordan påvirker den digitale sfære den måde, vi bearbejder sorg på? Ændrer den ved ritualerne? Og kan man sørge ”rigtigt” på nettet?

”Sorgen har ikke ændret sig, men muligheden for at dele den har,” siger Stine Gotved.

”Når du deler noget, der er svært, på de sociale medier, kommer der typisk en masse sympatitilkendegivelser. De kan være nemmere at håndtere i et skriftligt medie end i virkeligheden, fordi du kan klare dig med mindre interaktioner. Både for den sørgende og for dem omkring. Man behøver ikke forholde sig til personen, men man kan udtrykke sin medfølelse.”

Da Ida Rud Nielsens far døde, blev barndomshjemmet i Hørsholm nord for København fyldt med familie og venner og bekendte, der kom forbi for at udtrykke deres sorg, give blomster og hjælpe med at lave mad til Ida Rud Nielsen, hendes mor og storebror.

Og selvom det var dejligt at høre historier om hendes far, og at han havde betydet noget for mange, var de mange besøg, praktiske opgaver og sorgen næsten for overvældende. For Ida Rud Nielsen var det nemmere at have med det at gøre på internettet, fordi distancen mellem hende og dem, der kommenterede, tillod hende at trække vejret.

For Stine Gotved er det tydeligt, at internettet og de sociale medier udfylder et hul, der måske i særdeleshed eksisterer i de yngre generationer.

”Jeg har ikke mødt nogen under 50, der kunne finde på at sige 'jeg kondolerer'. Vi har ikke noget sprog omkring sorg. Derfor bliver de sociale medier det sprog, man taler med. Her kan man udtrykke sig om sorgen på en måde, der er håndterbar og normal for den måde, vi lever på. Folk har generelt det indtryk, at de sociale medier kun er overflade, men de viser det, der betyder noget for os, og her kommet det svære med ind,” forklarer hun.

Billeder er også det visuelle sprog, som 26-årige Michelle Munkholm kommunikerede sin sorg ud til omverdenen med, da hun i slutningen af oktober sidste år lagde et sort-hvid billede på sin Instagram-profil.

Billedet forestiller en lille bitte hånd, der holder om en finger. Nedenunder står på engelsk: ”Ord kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er for den store støtte, vi har fået på det sidste. Pludseligt og uforståeligt forvandledes vores drømme, håb og glæde til sorg, da vores lille pige mistede sit greb om livet i min mave - to måneder for tidligt. Hun blev født med mørkt, smukt hår, og hendes søde små fingre og tæer var uimodståelige. Hun var i den grad 41 centimeter fuldkommen lykke”.

I begyndelsen af oktober viste en skanning, at hjertet var holdt op med at slå på den lille pige, der ellers skulle komme to måneder efter. Lægerne har ikke fundet ud af, hvorfor hun døde, og for Michelle Munkholm har Instagram fungeret som en slags ventil, hvor hun kunne bearbejde det tab, der syntes uforståeligt.

”Det er min form for terapi. Jeg kan jo ikke give hende tøj på, hun er her ikke fysisk, men hun er med mig hele tiden. Det er sådan, jeg er mor, og derfor er hun også med mig på Instagram. Det er en erkendelse af, at det er sket - det gør det virkeligt. Jeg oplevede, at jeg fik en indre ro, da jeg havde lagt det første billede op. Jeg følte, at jeg ikke kunne fortsætte med at lægge ting op, hvis hun ikke var med, for hun er en stor del af min historie og er det stadig,” siger Michelle Munkholm.

Hun vendte det meget med sin mand, inden hun lagde det første billede op. Ville det overskride folks grænser? Ville det være for meget at se den lille hånd?

”Vi snakkede om, hvordan det ville påvirke mig, hvis folk kommenterede noget negativt. Men oplevelsen er en del af mig, og hvis folk ikke kunne tåle at se det, måtte de lade være med at følge mig. Jeg synes også, det var vigtigt at vise, at alt ikke er perfekt, selvom det ser perfekt ud. Det var vigtigt at vise, at det ikke var tabu, at døden følger livet,” siger Michelle Munkholm.

Hun har kun har modtaget positive tilkendegivelser på det sociale medie. I dag, tre måneder efter datterens død, er hun stadig med på Instagram i form af billeder af det babyværelse, der aldrig blev brugt, og blomster, der lægges på gravstenen på Brønshøj Kirkegård.

Den 29. december 2014 klokken 18.18

Min far sov stille ind i dag, den 29. december klokken 13.25. Jeg holdt hans hånd, og han sov trygt og dybt, så der var ingen smerte eller angst, som han faldt endeligt i søvn. Jeg er dybt ulykkelig over at miste ham så tidligt, men jeg er taknemmelig for, at han i det mindste aldrig selv nåede at forstå, hvor syg han var. Kræften gjorde ham syg, men det var en lungebetændelse, der tog pusten fra ham, og efter 14 dages næsten uafbrudt søvn var det godt, at han endelig fik fred. Hørelsen er noget af det sidste, der forsvinder, og da jeg gik ind for at sige mit sidste ”jeg elsker dig”, mens han stadig var sovende bevidst, blev de første spinkle toner af Ravels ”Ma mre l'oye” spillet på den radio, jeg købte til ham. Sammen hørte vi stykket til ende. En smukkere afsked kunne jeg ikke have ønsket mig. Jeg ligner min far af udseende og sind, og vi har som stædige asener skændtes højt og inderligt - men der har aldrig været tvivl om, at kærligheden var enorm. De sidste uger har jeg set et billede for mit indre: af mig, der sidder på hans skød og får lidt fnidder af hans kys og kram. Min hukommelse har spillet mig et pus, for når jeg sidder med fotoet i hånden, er hans ansigt ikke tydeligt - men jeg deler det alligevel, for det er så meget os.

Det er rart at høre fra andre, der har mistet deres far, synes Ida Rud Nielsen. Når der kommer kommentarer på Facebook eller Instagram fra dem, der har været i samme situation, varmer det særligt. For de har selv prøvet denne helt overvældende, mærkelige følelse.

”Det er en sorg, jeg slet ikke har kunnet forestille mig. Det er jo en del af mig, der er forsvundet, fordi det var min far. Så det er rart, at folk tænker på en og holder af en, når man gennemgår noget, som er så hårdt. For man er så alene i sorgen.”

Men Ida Rud Nielsens åbenhed om sin fars sygdomsforløb og død har været for meget for nogle få af hendes Facebook-venner og Instagram-følgere. Hun kan se, at nogle har valgt at slette hende som ven på de sociale medier, efter at hun har lagt sine personlige billeder og statusopdateringer op.

”Jeg har ikke siddet og tjekket, hvem det er, og det er også lige meget,” siger hun og fortsætter:

”Det overrasker mig ikke med de sociale medier, at det er kommet for tæt på. Men på Facebook synes jeg, det er lidt mærkeligt, at jeg er blevet slettet helt og ikke bare 'unfollowed', så man ikke kan se, hvad jeg skriver, men stadig er min ven. Det undrer mig lidt, at folk ikke kan tåle skyggen i livet.”

Ifølge cybersociolog Stine Gotved pågår der en slags forhandling i disse år om, hvad man kan tillade sig på de sociale medier. Selvom de digitale platforme efterhånden er en integreret del af vores hverdag og for nogle helt uundværlige, er vi stadig i gang med at finde ud af, hvordan vi skal bruge dem, og hvad vi skal holde for os selv.

”Det er en bevægelse, og vi vænner os til stadighed til, at folk deler mere. De sociale medier er så stor en del af vores liv nu, at det kan være svært at skille ad. Men tingene forandrer sig. Det, vi synes er forargende i dag, synes vi måske ikke er forargende i morgen eller om to år,” siger hun.

Hun henviser til bloggen ”Selfies at Funerals” - selfies ved begravelser - der i 2013 dannede grobund for en voldsom debat. Bloggen blev startet af Jason Feifer, redaktør ved Fast Company, en amerikansk medieplatform, der orienterer sig mod ny teknologi, efter at han en dag søgte på ordene ”selfie” og ”begravelse” på det sociale medie Twitter og fandt en helt ukendt verden af hovedsageligt teenagere, som tog billeder af sig selv til begravelser.

”Teenagerne på min blog bruger bare et nyt visuelt sprog til at udtrykke følelser”, skrev han i avisen The Guardian i forbindelse med, at han lukkede bloggen - i øvrigt med det nu berømte billede af Helle Thorning Schmidt, der tager en selfie med den britiske premiereminister, David Cameron, og den amerikanske præsident, Barack Obama, til Nelson Mandelas begravelse i december 2013.

”Mange opfattede begravelsesselfierne som yderligere beviser for millenium-generationens selvoptagethed. Det gjorde jeg ikke. Hvis mine forældres eller bedsteforældres generationer var vokset op med den type sociale medieværktøjer, teenagere har i dag, havde de gjort lige så pinlige ting,” skrev Jason Feifer i The Guardian i december 2013.

Og videre: ”Det her er ikke en typisk adfærd for denne generations unge, det er bare en typisk adfærd for unge. Og når en teenager tweeter en begravelsesselfie, bliver de ikke ildeset af deres venner. De forstår, at deres ven - på sin egen måde - udtrykker en følelse, de måske ikke kan sætte ord på. Det er et visuelt sprog, som ældre mennesker - selv dem i 30'erne som mig - ikke taler.”

Stine Gotved peger på, at det netop er dette nye sprog, der er ved at finde sin plads i samfundet. Det bliver normalt at dele et billede af noget sørgeligt og personligt, som de tidligere generationer måske anså som for private.

Sognepræst Trine Gjørtz, Vejerslev Kirke i Vils på Mors, kalder de sociale medier for et uundværligt værktøj i sorgbearbejdelsen. Hun bruger dem selv i arbejdet med sine sorgbørn, som hun kalder de børn og unge, der kommer i hendes sorggrupper, ”Folkekirkens sorggrupper på Mors”. Her skriver de sammen i lukkede Facebook-grupper, og hun oplever, at det fællesskab, de finder på internettet, er med til at hjælpe de unge igennem sorgen.

”Jeg tror, de unge oplever de sociale medier som en lige så fuldgyldig kontakt, som vi forstår ved fysisk kontakt. Det fysiske bliver ikke forsømt, men før kunne jeg ikke lige skrive en hilsen til et sorgbarn, der har brug for det ekstra på en svær mærkedag. Jeg har flere sorggrupper og en fuldtidsstilling som sognepræst, som også skal passes, men den lille kontakt på Facebook gør en kæmpe forskel,” forklarer hun.

Hun oplever endda, at sorgbørnene får mere lyst til at bruge kirken, måske fordi Facebook-netværket giver et særligt fællesskab.

”Min erfaring er klart, at de sociale medier forstærker brugen af kirken. Mine sorggrupper er renset for kirkelige ritualer, men jeg oplever, at de unge går mere i kirke. De kommer til gudstjenesterne, de følges ad til jul. Jeg tror, de får øjnene op for, at kristendommen har noget at tilbyde,” siger Trine Gjørtz og tilføjer:

”Jeg kan godt forstå, hvis nogen tænker, at de sociale medier vil erstatte kirken og dens ritualer, men jeg synes, at de øger legaliseringen af sorg og skaber en frimodighed. Man må mere, end man måtte for 20 år siden. Hvor er det godt, at vi har så mange steder at bearbejde vores sorg. De sociale medier har givet en åbenhed for at få lov til at have det svært.”

For Ida Rud Nielsen har Facebook og Instagram været et vigtigt kreativt vindue for det kaos af følelser og afmagt, der har boet i hende de sidste par uger. Hun lægger stadig gamle billeder op af sin far og af hans piber og fortæller om processen og de tanker, der svirrer. For på den måde bliver sorgen nemmere på nettet, mere håndterbar, og det varmer at vide, at hun ikke er alene.