Prøv avisen

Sociolog: Vandreturen er blevet en social markør

Anders Petersen har det som at gå på memory lane, når han vandrer rundt om Almindsø i udkanten af Silkeborg, som var en fast rute med familien i hans barndom. Som voksen er han flyttet tilbage og har også gjort Almindsø til et yndet vandremål for sin egen familie. Foto: Lars Aarø/Fokus

Anders Petersen elsker selv at traske rundt i Søhøjlandet ved Silkeborg, hvor han bor. Som sociolog har han dog også blik for, at vandring er blevet et statussymbol for dem, der i forvejen har overskud og kontrol. Hvis man derimod vandrer på grund af sygdom eller nød, er prestigen sværere at få øje på

Regnen falder i blide og konstante dråber denne formiddag. Helt undtagelsesvist er der derfor ingen badende ved de to badeanstalter, der ligger med få hundrede meters afstand ved Almindsø i udkanten af Silkeborg. Søen hører til de reneste i landet og spejler uden problem de omkransende bøgetræer med deres sartgrønne kroner. Der er dog stadig liv på de bugtede skovstier, der følger søen de fire kilometer rundt, for her elsker både cyklende, vandrere og løbere at komme. Anders Petersen har også selv gået turen rundt om søen mange gange. Faktisk er den noget af det tætteste,

sociologen fra Aalborg Universitet kommer på at træde i sin barndoms fodspor, for han er vokset op i Silkeborg – og turen rundt om Almindsø hørte dengang til de faste familieture. Første juledag var den endda et ufravigeligt ritual inden frokosten, og her mødte han altid kammeraterne og deres familier, der havde samme tradition.

”Derfor var det heller ikke en tur, jeg skulle tvinges med ud på, for jeg glædede mig til at se mine venner og høre, hvad de havde fået i julegave,” fortæller han, mens han holder skarpt øje med de mange trærødder, gummistøvlerne skal styre uden om.

I dag bor Anders Petersen med sin egen familie i byen og har gjort traveturen til en af sine egne børns velkendte ruter. Han nyder i det hele taget naturen i det smukke søhøjland, og den var en væsentlig årsag til, at han igen som voksen slog sig ned her. Anders Petersen nyder selv at vandre. Han ville ønske, at han fandt mere tid til det i sin kalender. Men den er primært styret af børnenes aktiviteter og af arbejdet som lektor i sociologi, hvor han ud over at undervise og forske også har skrevet flere bøger, blandt andet sammen med Svend Brinkmann om ”Diagnoser” og senest som forfatter til bogen ”Præstationssamfundet”. I bogen beskriver Anders Petersen nutidens mange depressionsramte som en konsekvens af vores forestilling om ”det gode liv” som et liv, hvor vi konstant skal præstere, både på jobbet og i privatlivet. Og i virkeligheden er det noget af dén tænkning, han nu også ser rykke ind i vores syn på vandringen. Som noget man skal gøre – og helst gøre på den rigtige måde og af de rigtige grunde.

”Det er jo lidt tankevækkende, at det, der i min barndom var en fælles aktivitet – gåturen – nu er blevet til noget, jeg skal afsætte tid til for mig selv. Ud over at det siger noget om, at hvad der før var en kollektiv aktivitet, nu primært ses som noget individuelt, så siger det også noget om vores syn på, hvad vi vurderer som værdifuldt at få sat på den personlige to-do-liste eller konto – givet den præmis, at tiden er presset og derfor skal fyldes med det rigtige.”

Han ser samtidig dette som et af tidens mange eksempler på, at vi lever med en forestilling om, at vores liv kan planlægges og sættes i skemaer, selvom vi paradoksalt nok ofte søger ”det uventede” og ”det autentiske”, når vi vandrer.

”Man kan se på vandringens popularitet i dag, at den er blevet til endnu et af de fænomener, jeg gerne vil kunne sætte et flueben ud for. Vi hører både om, hvor meget nærvær man kan opleve på en vandretur, de særlige naturoplevelser og den indre ro, den kan føre med sig. Og for mange er det jo nærmest forkert, hvis man så ikke prioriterer det at vandre – eller når at gennemføre Caminoen. Det bliver som en mission, der skal fuldføres. Men det skurrer lidt i mine sociologører, at gåturen på den måde kobles til en idé om, at den har en funktion, at den skal gøre nytte for det enkelte individ. Hvad skete der lige med idéen om at gå en tur, bare fordi...? Og hvad er det for en konto, vi hver især har så travlt med at udfylde og bagefter flashe på de sociale medier?”, spørger Anders Petersen retorisk, mens vi nærmer os turens smukkeste udsigtspost, Kroghs Bænk, cirka halvvejs på ruten.

Skovstien er kravlet langsomt opad og afslører nu et imponerende vue ud over Almindsø. Indrammet af høje, majestætiske bøgetræer og stræbsomme nåletræer, der rækker mod de drivende regnskyer. Til venstre skimter man stranden ved Aggerholm. Den er anlagt under Anden Verdenskrig af tyske soldater, der var udstationeret på det tyske militære hovedkvarter Silkeborg Bad, der i dag er et af byens kunstmuseer. Da Anders Petersen var dreng, var det altid spændende at nærme sig Aggerholm om sommeren. For her holdt nudisterne til.

”Det er virkelig som at være på memory lane, hver gang jeg går denne tur. Jeg synes, jeg kan genkende hver eneste bump på vejen, de trærødder, man skulle passe på, men også genkende følelsen af en klangbund mellem dig selv og det sted, du går. For selvfølgelig går man på en sti, der allerede er anlagt i en natur, der på den måde ikke er vild eller uberørt, men man kan jo nemt få øje på noget, der ikke på den måde er lagt til rette. Et væltet træ, en særlig lysning. Noget, der ikke har en særlig nytte knyttet til sig. Og i de øjeblikke kan man være så heldig at opleve sig selv som et led i noget andet, der rækker ud over og er større end ens egen lille tilværelse. Noget, vi efter min mening ellers mangler blik for i tidens Danmark.”

Som sociolog er Anders Petersen optaget af at undersøge, hvorfor nogle fænomener pludselig vokser sig store – for hvem og på hvilke måder – i vores samfund. Og vandringens enorme popularitet har han derfor også forsøgt at sætte ind i en større sammenhæng.

Historisk kan han blandt andet trække tråde tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor ”flanøren” var en ophøjet skikkelse. Det var ham, der levede en boheme- eller dandytilværelse, og som vandrede rundt i gaderne i London og Paris, uden mål, men blot for at betragte andre mennesker, livet, som de andre levede, mens han blot observerede.

”Til flanøren knytter sig også idéen om et menneske, der har gennemskuet de andre – en lidt ophøjet person, som også har et så velstillet liv, at han kan tillade sig at bruge tiden til blot at slentre rundt. Og der er for mig at se ingen tvivl om, at nutidens vandrer også repræsenterer et ideal om, at det hører til det gode liv at kunne finde tid til det uproduktive, som en vandretur jo dybest set er. Men kun, hvis du ellers har et kontrolleret og gerne lidt småstresset liv – for så viser din prioritering af vandreturen, at du har kontrol over dit ellers hektiske og tætpakkede liv.”

Anders Petersen har nemlig hæftet sig ved, at vi ikke tillægger vandringen samme status, hvis man for eksempel trækker i vandrestøvlerne på grund af lægens opfordring til motion, eller hvis vandreturen er ordineret af psykologen som en slags terapi.

”Der går hårfine grænser, men de er der. Det er for eksempel heller ikke koblet til idéen om ’det gode liv’, hvis man er arbejdsløs og blot vandrer rundt, fordi man har masser af tid til det. Hvis vandringen på den måde ikke er et bevidst tilvalg foretaget af en person, der ellers lever ’et kontrolleret liv’, så mister den sin ophøjethed. Og hvis man ser på vandringen som en nødvendighed for at overleve, så har den bestemt ingen status. Tænk for eksempel også på de flygtninge, der må bruge fødderne for at bevæge sig væk fra noget – deres vandring indgår bestemt ikke i vores opfattelse af vandringen som et ideal. De går jo for at overleve, og vandringen er faktisk en lidelse, mens vi nærmere går for at realisere os selv. Så vandringen bliver på den måde også en social markør. Hvis man vandrer som udtryk for overskud, så er der høj status forbundet med den – men hvis det er af nød, så gælder det modsatte.”

Anders Petersen har åbnet regnfrakken. Selvom der stadig kommer regndråber fra skyerne og tunge dryp fra træerne, så er sommerens lune her stadig. En duft af våd jord virker underligt berusende oven på de mange ugers tørke, og mens lyden af biler begynder at blande sig i lydbilledet, har turen rundt om søen snart nået sit udgangspunkt igen.

På spørgsmålet om, hvorvidt man, groft sagt, kan tale en simpel vandretur ihjel ved at sætte den på begreb og undersøge den som sociologisk fænomen, smiler Anders Petersen og nikker.

”Jo, det kan der være noget om. Men jeg mener alligevel, at det modsatte er værre – hvis vi stoppede med at forholde os kritisk til vores adfærd og tidens idealforestillinger om, hvad der hører til det gode liv. Det handler grundlæggende om vores menneskesyn. Og det må altid være sociologens opgave at gøre opmærksom på de sider, og bagsider, ved det moderne liv, som man måske ikke selv er opmærksom på, fordi vi i dag primært befinder os i bobler med folk, der minder om os selv, og som vi derfor ikke sætter spørgsmålstegn ved. Som når vi tager vandrestøvlerne på og bagefter går hjem og poster et opslag på Facebook, hvor andre kan anerkende dagens gåtur – og måske tænke: Han har ikke bare styr på sit liv – han lever også det gode liv.”

Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus