Prøv avisen

Sønderjyden Jakob Hansen nød livet som krigsfange

Soldaten Jakob Hansen var i 1937 tilbage i byen Aurillac i Frankrig, hvor krigsfangelejren for de dansksindede slesvigere under Første Verdenskrig lå. – Foto: Lene Estehave

Efter at have kæmpet i to år under Første Verdenskrig for den tyske hær blev Jakob Hansen taget til fange og endte i en fransk krigsfangelejr for danskere. Sønderjyden ville hverken snakke om eller mindes krigen. Men han nedskrev sin fortælling om det behagelige ophold i danskerlejren

Sammen med fem andre soldaterkammerater er sønderjyske Jakob Hansen i efter året 1917 blevet beordret op foran en stor samling af tyske soldater. Mændene befinder sig i en krigsfangelejr i Frankrig. Selvom de dansksindede soldater har kæmpet side om side med tyskerne, har danskerne truffet en beslutning, som gør dem til forrædere i tyskernes øjne. De seks sønderjyder har nemlig bedt lejrledelsen om lov til at blive ført over i en speciel lejr for dansksindede slesvigere. Og det skal de. Men inden de forlader lejren, prøver en tysk officer at intimidere dem.

”Vi skal nok huske dem, når vi kommer hjem”.

Men mændene lader sig ikke skræmme og rejser af sted mod lejren for danske krigsfanger i byen Aurillac i det centrale Frankrig.

Jakob Hansen blev født i 1896 på gården i Øbening i Sønderjylland. Han havde en god barndom, indtil han som 19-årig blev indkaldt til tjeneste i den tyske kejser Wilhelm II’s hær i december 1915.

Efter et halvt års militær træning blev han sendt til Østfronten til kampene i Galicien, et stort område i krydset mellem de nuværende nationer Polen, Ungarn og Ukraine.

Jakob Hansen har skrevet om sin tid under Første Verdenskrig i en bog udgivet af veteranforeningen for fanger fra den danske krigsfangelejr Aurillac i Frankrig. Deri beskrev han stillingskrigen ved Østfronten som ”ret rolig”. Men da han blev sendt til Vestfronten i marts 1917, lød ordene: ”Det var noget helt andet.”

”Da vi om aftenen den 19. August blev sendt ud i Stillingen, gik vi vild og løb hele Natten rundt i gasfyldte Sænkninger i Terrænet. Først om Morgenen kom vi i Stilling, men straks efter begyndte Franskmændene at ’tromle’ (soldaterudtryk for franskmændenes tæppebombardement med granater, red.). Klokken 8 stormede de os og tog os til Fange sammen med i alt 11.000 Mand. I mine Papirer staar, at jeg blev taget til Fange i Slaget ved Forges den 20. August 1917.”

Den danske soldat blev placeret i en tysk krigsfangelejr ved navn ”Kronprinzenlager” i det nordlige Frankrig. Her hørte Jakob Hansen for første gang om en speciallejr for sønderjyske krigsfanger. Trods flere henvendelser til lejrkommandanten om en overflytning blev han i stedet rykket videre til andre tyske fangelejre. Det var arbejdslejre, og sønderjydens bemærkning til opholdene var kortfattet:

”Det var ikke rart nogen af Stederne; Forplejningen stod paa ingen Maade i forhold til Arbejdet.”

Jakob Hansen nåede at være i tre lejre for tyske krigsfanger, før han og fem andre sønderjyder fik lov til at blive forflyttet til danskerlejren.

Den 21. november 1917 ankom Jakob Hansen til Aurillac, hvor han blev modtaget af den ældre sergent Boulanger. Den franske officer var gift med en dansk kvinde og talte et habilt dansk, som han benyttede til at teste, om de tilsendte slesvigere nu også var dansksindede. Her var tale om en seriøs danskprøve. Mændene skulle bevise, at de kunne tale dansk og gerne fremføre viden om dansk kultur ved eksempelvis at synge danske sange. Nogle gange kunne der komme en vogn med 15 slesvigere, hvor kun to endte med at få ophold i den danske lejr. Dansker- testen var alvorligt ment. Jakob Hansen skrev blot om optagelsesprøven, at han ”slap godt igennem krydsforhørets Skærsild”.

Herefter blev han ført ind i lejrens gård, hvor Hans Fuglsang-Damgaard var den første, han mødte. Hans Fuglsang-Damgaard blev i øvrigt senere biskop over Københavns Stift og stod bag det berømte hyrdebrev, som søndag 3. oktober 1943 blev læst op i landets kirker, hvor biskopperne fordømte nazisternes jødeforfølgelse i Danmark. Om mødet i 1917 skrev Jakob Hansen selv:

”Med et ægte dansk Haandtryk bød han os velkommen. Da følte vi, at vi var kommen hen, hvor vi hørte hjemme, blandt Venner.”

På den nedlagte katolske kostskole Ecole Albert var forholdene gode for en krigsfangelejr at være. To sovesale, et utæt skur som spisesal, en vagtstue og en foredragssal. Her var over 2500 bøger på dansk og fransk, så mændene også kunne lære noget. Men de sønderjyske mænd, der ikke var sårede eller havde anden grund til ikke at arbejde, blev sendt ud til de omkringliggende gårde for at tjene. De franske gårde manglede nemlig arbejdskraft, da alle franske mænd mellem 18 og 48 år var sendt til fronten.

Jakob Hansen blev sendt rundt til forskellige steder, og i sommeren 1918 kom han på arbejdshold i den lille kommune La Monselie. Her var Jakob Hansen decideret glad:

”Vi arbejdede for det meste enkeltvis på Gaardene, her havde jeg de bedste Pladser, jeg nogensinde har haft, rigeligt med Mad og ogsaa med Vin, gode Drikkepenge og flinke Folk at arbejde for.”

Sammen med de andre fra arbejdssjakket sov sønderjyden på et lille slot i et rum med tremmer for vinduerne, hvor en vagtmand i princippet skulle se til, at lokalet blev låst hver aften. I soverummet om aftenen fik Jakob Hansen det bedste ud af sin tid. Han benyttede flittigt de franske lærebøger, og med hjælp fra en kammerat, der var blevet ekspert i fransk efter at have været i lejren siden 1915, lærte Jakob Hansen sig også det lokale sprog.

Danskernes dage gik med at arbejde, primært med at slå hø med en le, stakke det og køre det hjem på en kærre trukket af stude – hvilket sønderjyderne ikke var vant til. Men fest var der også plads til:

”Næsten hver søndag blev en Festdag for os blandt de flinke Beboere i La Monselie.”

Efter høsten var overstået, blev den 22-årige sønderjyde sendt videre til andre områder for at arbejde. I vinteren 1919 var Jakob Hansen udlånt til landsbyen Crespiat for at hjælpe til med skovarbejdet.

”Her arbejdede jeg, indtil vi en skønne Dag blev afhentet af en Vagtmand. Nu skulde vi hjem! Den store Efterretning blev der naturligvis drukket et Bæger paa, inden vi hen mod Aftenen nåede Aurillac.”

Det første store hold af krigsfanger var forinden blevet sendt hjem til Danmark. Den 3. april 1919 var det tur til næste ladning af danskere, der længtes efter deres hjemstavn, heriblandt Jakob Hansen. Rejsen gik først til Dunkerque på den franske nordkyst med ”foraar i vore Hjerter”.

Den 7. april ankom skibet ”St. Thomas” til Odense, hvor soldaterne blev hjerteligt modtaget, fik nyt tøj og blev godt indkvarteret. Festlighederne i Odense varede i tre dage, før soldaterne kunne vende hjem. Hjem til Sønderjylland. Ved banegården i Rødekro modtog Jakob Hansens bror ham og kørte ham i hestevogn tilbage til gården i Øbening.

”Aldrig har jeg været saa glad, som da jeg kom op over Bakken, hvorfra jeg kunde se mit Hjem.”

Efter Første Verdenskrig blev en veteranforening for soldaterne fra den danske krigsfangelejr oprettet. Her ses toppen af foreningens første udgivelse i 1920, hvor arbejdet i markerne med stude illustrerer livet som krigsfange. – Foto: Lene Estehave
I krigsfangelejren i Aurillac havde de danske fanger gode forhold. Lejren var blandt andet blevet oprettet med 95 kilo bøger på fransk og dansk, som soldaterne kunne underholde sig med. – Foto: Lene Estehave