Søren Gade: ”Jeg fortryder, at jeg ikke stoppede som minister, da min kone døde”

Da Søren Gades hustru døde af kræft, blev det op til deres fælles døtre at bestemme, hvornår han skulle træde af som forsvarsminister. Det fortryder han i dag

"Da jeg stoppede som minister, var jeg helt nede og suge grundvand," siger Søren Gade efter en turbulent tid i hans liv.
"Da jeg stoppede som minister, var jeg helt nede og suge grundvand," siger Søren Gade efter en turbulent tid i hans liv. Foto: Johanne Teglgård

Dengang Helle (Søren Gades afdøde hustru, red.) blev syg af kræft, indførte vi et vetokort, der betød, at vi hver især havde lov til at sige nej til en middagsinvitation for eksempel uden at skulle diskutere med den anden. Det var selvfølgelig lidt hårdt for mig, fordi jeg var meget selskabelig og gerne ville med til alting hele tiden. Men det var min kone ikke. Og når man får alvorlig sygdom tæt ind på livet, som vi gjorde, går det op for dig, at du ikke har uanede weekender tilbage. Derfor blev vi nødt til at være enige om, hvad vi brugte tiden på. Mange spurgte mig, hvorfor jeg blev ved som minister, nu når min kone var syg. Det var enkelt for mig, fordi vi havde aftalen om vetokortet. Jeg var klar til at stoppe, hvis hun mente det, men hun sagde altid, at jeg jo ”skulle lave et eller andet”.

Helle døde herhjemme i 2008. På sit dødsleje fortalte hun mig, at både hun og mine døtre altid havde været bange, når jeg havde været i krig eller rejst til Irak og Afghanistan. Det ramte mig som en forhammer, fordi jeg havde kendt Helle i 25 år, og hun havde aldrig givet udtryk for sin bekymring. Jeg kom heller aldrig hjem og fortalte, at jeg var blevet skudt på eller om andre ubehagelige ting, fordi jeg vidste, det ville gøre hende nervøs.

Mine døtre overtog vetokortet og kunne bestemme, hvornår jeg skulle stoppe som minister. I tiden omkring Helles død var jeg til ni begravelser på ni uger. Jeg havde mistet min kone, min papbror, min moster og seks soldater. Det var en hård tid, hvor jeg også var meget presset som minister. Der var politisk krig, og jeg blev spurgt om tusind forskellige ting i forhold til Irak og Afghanistan og stod som et bolværk for regeringen. Jeg fik en masse ridser i lakken, og på et tidspunkt blev fernissen skrællet af mig.

I julen 2009 spurgte mine piger mig, hvorfor jeg stadig var i politik. Jeg tænkte, at det var et dumt spørgsmål, fordi de aldrig havde kendt til andet. Da vi satte os ned for at tale om det, sagde de, at de var bekymrede for mig. At jeg virkede langt væk, var i dårligt humør og så skidt ud. Det var sådan lidt ynkeligt, syntes jeg, at man som voksen mand skulle få sådan noget at vide fra sine døtre. Det er noget, en kone burde tage sig af. Men hun var jo død, og derfor blev det altså pigerne, der trak vetokortet og sagde, at de syntes, jeg skulle stoppe som minister, hvilket jeg gjorde få måneder senere.

I dag fortryder jeg, at jeg ikke selv sagde stop som minister, da Helle døde. Jeg har altid sagt til mine døtre, at de skal redde sig selv, fordi der ikke kommer nogen anden og gør det. Men her blev jeg ramt af mine egne ord. Jeg kunne ikke redde mig selv. Set i bakspejlet ville mange ting have været lettere, hvis jeg var stoppet før, og det ville have været meget sundere for mine piger og mig. Men jeg var ligesom en bokser, der altid havde endnu en kamp, han lige skulle vinde. Og de fleste boksere tager også en kamp for meget. Der var altid noget at ordne, og jeg følte et stort ansvar for vores engagement i Afghanistan.

Da jeg stoppede som minister, var jeg helt nede og suge grundvand. Mine piger var 18 og 20 år og på vej ud ad døren for at studere i Aarhus, så jeg var mutters alene. Telefonen stoppede også med at ringe. Det viste sig, at jeg ikke havde alle de venner i politik, som jeg troede. Det var som at køre med 100 kilometer i timen ind i en mur. Jeg skulle arbejde med mig selv på alle planer og finde ud af, at jeg var andet end minister. Et menneske ligesom alle andre. Det var en hård tur, men det var sundt for mig. Jeg er ikke den samme, som før alt det skete.

Lyt til podcasten "Mellem himmel og ord", hvor Søren Gade medvirker, her.