I 1959 købte Søren Krarup sin første skrivemaskine hos Møller & Landschultz i Krystalgade i indre København for 350 kroner. Den skrev han på i over 50 år. Flere end 25 bøger er det blevet til – og så mange debatindlæg og foredrag, at der næppe er tal på dem.
Nu skriver han ikke meget mere, og det skyldes ”noget så komisk” som ikke at kunne vænne sig til sin computer.
”Det plager mig, at jeg er dårlig til elektronikken. Jeg skrev på en helt anden måde på min gamle skrivemaskine,” siger Søren Krarup.
Lige i dét tilfælde har han meget tilfælles med Politikens Herbert Pundik, avisen, som Søren Krarup afskyr og kalder ”systemet Politiken”. Men kærlighed til skrivemaskiner giver måske alligevel en fælles forståelse, for oprigtigt interesseret spørger Søren Krarup: ”Er der ikke noget med, at han ikke kan skaffe farvebånd længere?”.
Bøvl med elektronikken til trods har præst, politiker, debattør og forfatter Søren Krarup ikke forladt slagmarken. Som altid står han midt i krudtrøgen og taler utrætteligt imod godhedsfeberen, kulturradikalismen, systemet Politiken, folkekirkens knæfald, hjernevasken af den danske befolkning efter 1968 og ikke mindst imod islams indmarch i Europa.
Er han slet ikke blevet mildere med tiden?
”Ha! Jeg synes nu ikke, jeg har været grov. Men jeg har været i polemik med en samtid, som jeg er fuldstændig uenig med. Jeg er blevet svinet systematisk til, og jeg har slået igen. Men egentlig har jeg ikke haft noget ønske om at befinde mig i en krigstilstand,” siger Søren Krarup og holder for en stund fast i tanken om mildhed.
”Jeg ved ikke, om man kan sige, jeg er blevet mildere, men jeg sidder selvfølgelig her som pensionist og er lidt udenfor.”
Her op ad dagen er der dunkelt i den lejlighed på Amager, som han og hans hustru for nylig er flyttet ind i. Ejendommen er ejet af Samrådets Boligselskab, hvor blandt andre præster har mulighed for at søge en lejlighed.
Da vi sætter os ved vinduet uden at tænde lys, er det som at holde skumring. Der er kaffe på kanden og den slags blå platter, som plejer at hænge på væggen, til at lægge vaniljekransene på.
Tusmørket passer godt til at gøre regnebrættet op, for det er vel det, vi gør, nu hvor Søren Krarup fylder 80 år på søndag og kan se tilbage på et langt liv med sejre og nederlag. Og varme sig ved en familie, hvor man altid har bakket hinanden op.
Har han aldrig vaklet i troen på det, han har kæmpet for – og imod?
”Aldrig! For det er alvor og ikke pjat,” siger han.
Hvordan ender det?
”Jeg kradser af inden for en begrænset årrække, og når det sker, kunne jeg godt håbe, det fører til, at man forstår, hvad det er, jeg har stået fast på. Men det må jo vise sig.”
Hvordan det skal ende for hans elskede Danmark, bekymrer ham mere.
”Det er jeg meget bange for. Jeg læser i øjeblikket en rigtig seriøs, afdæmpet, men dybt skræmmende norsk bog, ’Islam – Den 11. landeplage’ skrevet af Hege Storhaug (norsk forfatter og journalist i den politiske tænketank Human Rights Service, red). Den er solgt i 50.000 eksemplarer i Norge og nu udkommet på dansk. Hun fortæller om, hvordan Norge allerede er underlagt islam. Hvordan kvindeundertrykkelsen tager fart. Om et Europa, der er genstand for islamisering,” siger Søren Krarup.
”Vi er truet på en måde, at man spørger sig selv, hvordan det er kommet så vidt. Nu er jeg gammel og har ikke mange år igen, men vores børn og børnebørn…”, siger Søren Krarup og lader ordet børnebørn hænge i luften. Han har selv 12.
Søren Krarup er også stadig rystet over kommunalvalgets resultat i København, hvor Alternativet kom ind som det tredjestørste parti.
”Er der da ingen sans for den uhygge, vi er udsat for? Situationen på Nørrebro. Truslerne mod Danmark og mod kristendommen er så tydelige, alligevel sætter man kryds ved det latterlige parti Alternativet og ved Enhedslisten, der aldrig selv er kommet ud over, jeg ved ikke, om man kan sige børnehaven, men i hvert fald gymnasiet. Dansk Folkeparti prøver jo og er i den situation, at de kunne vælte regeringen, men gør de det, kommer socialdemokraterne til med støtte fra De Radikale. Og så bliver det meget værre.”
Søren Krarup var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti mellem 2001 og 2011.
I de seneste mange årtier har han insisteret på at forklare forskellen mellem kristendom og islam. En forskel, der ikke er faldet ud til islams fordel. Men ofte har han talt for døve eller forargede ører.
I bogen ”Systemskiftet. I kulturkampens tegn” fra 2006 er målgruppen det unge menneske, og her skriver han blandt andet:
”Danmark er et kristent land – ikke blot i den forstand, at næsten hele det danske folk tilhører den evangelisk-lutherske kirke og er døbt i Jesu Kristi navn, men også sådan, at hele vores samfundsforståelse er bestemt af kristendommen. Og når et gammelt kristent land oplever denne overvældende indvandring af mennesker, der er formet af islam, så opstår problemet.”
Men hvad nu, hvis folk er ligeglade? Mange unge vil jo rigtig gerne bo på Nørrebro i København, trods skyderier og bandetyranni.
”Den hjernevask, som 1968 udsatte alle for, har desværre skabt en befolkning, der, især i København, men desværre også i andre dele af landet, er fuldstændig døve og blinde for det rædselsfulde, vi har lukket ind i landet,” siger han og husker på tiden før ungdomsoprøret.
”Da jeg gik i skole i 1950’erne og 1960’erne, vidste man, hvad det var at være dansk, og hvad kristendommen siger om at være menneske. Der var en klar respekt for den etiske nationale bundethed, men så kom 1968, hvor man kunne gøre, hvad man ville, og hvor alt det, der var blevet sagt i de forrige årtier, var noget, man foragtede.”
I dag taler selv Radikale Venstre om, at antallet af flygtninge og indvandrere betyder noget. Og Mette Frederiksen drejer Socialdemokratiet til højre på værdipolitikken. Holdninger, som Søren Krarup i mange år stod ret alene med, vinder gehør.
Hvordan er det i det lys at have fået ret?
”Sørgeligt! Jeg tror nu mest, Mette Frederiksen læner sig op ad Dansk Folkeparti, fordi hun kan se, de står stærkt. Men det er da fuldstændig rigtigt, at noget er der sket. Jeg har flere gode forbindelser i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som jeg er enig med, og som er enige med mig, men som godt ved, at de bliver terroriseret af Systemet Politiken, hvis de siger det højt.”
Søren Krarup er ikke i tvivl om, at islam målrettet eftertragter Europa.
”Islam vil have magten og opfører sig som verdens herre. Siden 700-tallet har Europa forsvaret sig mod islam, i 732 lykkedes det Karl Martel at trænge den islamiske hær tilbage i slaget ved Poitiers (by i det centrale Frankrig, red.). Men de sad jo i Spanien de næste 300-400 år, indtil man fik dem smidt dem ud. I mellemtiden kom en ny bølge op fra Tyrkiet, og 1453 faldt Konstantinopel – det gamle kristne Europas hovedstad. Så fortsatte muslimerne opad, indtil de i 1529 med nød og næppe blev stoppet ved Wien. I 1683 blev endnu et fremstød slået tilbage. Og i vores tid, efter Khomeini kom til magten, er islam påny blevet en trussel. Hvis Europa ikke snart forstår, hvad det er oppe imod, og hvad vi selv repræsenterer, går vi under. Det er det, jeg frygter.”
Hvordan mener du, folkekirken skal forholde sig til situationen?
”Folkekirken…”, siger han og ryster på hovedet, ”…med sine usle biskopper. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, ikke to øre værd. Peter Fischer-Møller i Roskilde, ikke to øre værd. Vi har efter min mening kun to hæderlige biskopper. De andre aner jo ikke noget om, i hvilken position kristendommen står til islam, og derfor lader vi os bare terrorisere. Den egentlige magthaver er viceværten, Systemet Politiken, som fortæller os, at det bare gælder om at være god og rar, og under det frelste motto er det, at man opgiver at forsvare sig.”
Hvordan med næstekærligheden?
”Næsten er den, der her og nu er mig nær, det er knageme ikke en humanisme. Det er karakteristisk dårlig kristendom – det vil sige ukendskab til evangeliet, Luthers forkyndelse – at man ikke ved, hvad næstekærlighed betyder. Den virkelighed, kristendommen sætter os i, er, at vi skal være tro mod vores næste. Det er ikke det samme som at byde alle velkommen. Det er ren overtro og ugudelighed.”
Medvind eller modvind, hvor er du bedst?
”Joh, jeg har da spillet meget fodbold i min tid, og der var vist indimellem medvind,” siger Søren Krarup og ler højt.
”Men det er klart, at når man som jeg siger kulturradikalismen imod, er man i modsætning til hele den herskende klasses ideologi. Den klasse, som har terroriseret Danmark siden 1884, hvor Systemet Politiken bliver til Dagbladet Politiken og fortaler for Georg Brandes’ moderne gennembrud. Det, som hedder kristendom og danskhed, har kulturradikalismen og Radikale Venstre kun været optaget af at udrydde. Til det punkt, hvor man for første gang, i 1940, oplevede, at Danmark blev erobret uden at forsvare sig.”
Men så kom modstandsbevægelsen som en vækkelse, mener Søren Krarup og vender tilbage til minderne om sin skoletid.
”Det betød, at skolen i efterkrigstiden var dansk. I Skolen ved Sundet, hvor jeg gik fra 1945-50, sluttede vi hver morgensamling med at synge: ”Gå da frit/enhver til sit/og stole på Guds nåde!/Da får vi lyst og lykke til/at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde”. Sådan lød den store kommuneskoles morgensang, og det siger meget om et folk, der var ganske anderledes end nu.”
Det er hans håb, at de tider kan komme igen. Men det bliver ikke nemt.
Selvom Søren Krarup har en høj og smittende latter, er han i bund og grund alvorsmand. Er der lidt patriark over ham?
”HA! Det ved jeg nu ikke, jeg har en fantastisk stærk, dygtig og klog kone, som har sørget for, at vores fire børn voksede op i et hjem, hvor de vidste, hvem de er, og hvad de kommer af. Det betyder, at vi har fire fremragende børn, som yder en stor indsats.
Hvorfor har dine børn aldrig gjort oprør?
”De har været omgivet af oprør imod det, som deres far og mor har stået for, så måske har de haft nok at gøre med at forsvare det. Og det med at gøre oprør, er det andet end attitude,” spørger Søren Krarup, der er ”utrolig glad for”, at hans døtre bærer faklen videre på alle hans kerneområder: Agnete Raahauge som præst og redaktør af Tidehverv, Marie Krarup som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Katrine Winkel Holm, der er teolog, samfundsdebattør og formand for Trykkefrihedsselskabet og Inger Krarup Brøgger, som er lektor i engelsk og ligesom sin far optaget af Rudyard Kiplings forfatterskab.
Hvordan holder man sammen så længe, som du og din kone har gjort? I dag er mange familier splittede.
”Hvorfor skulle man ikke holde sammen, når det er en, der er værd at holde sammen med? Så gør man da hvad som helst for det.”
Din hustru har aldrig sagt, hold nu op, så vi kan få noget fred?
”Nej, bevar mig vel. Hun er næsten den, der er gået forrest, hun er stærk og begavet og kan se tingene fuldstændig klart. Også Tidehverv har jeg haft en kolossal støtte i. Der ved man, at kristendommen er forudsætningen, og at det nationale borgerlige liv er en forpligtelse, som man ikke bare hæver sig over. Men jeg har da været systematisk forfulgt af den herskende klasse,” siger Søren Krarup, og så er vi tilbage i politik, hvor han ofte har kæmpet alene.
Sådan som han for eksempel gjorde, da han for mere end 30 år siden indrykkede en annonce i Morgenavisen Jyllands-Posten med teksten ”Nej, ikke en krone!” i protest imod en indsamling til fordel for Dansk Flygtningehjælp, fordi organisationen efter hans mening ”havde interesse i at gøre danskerne fremmede i eget land”.
Et par år inden var Søren Krarup gået lige så hårdt op imod Udlændingeloven af 1983. En af hovedaktørerne bag den var Hans Gammeltoft-Hansen, som på det tidspunkt var formand for Dansk Flygtningehjælp. Og hvis Søren Krarup havde ham på tomandshånd i dag, er dette hvad han ville sige til ham: ”Du har begået, er jeg lige ved at sige, en landsforræderisk gerning. Du har lukket op for den folkevandring, der ikke blot er Danmarks, men Europas ulykke.”
Udlændingeloven var en katastrofe, mener Søren Krarup.
”Og endnu mere kompromitterende var det, at Folketinget sagde ja. Selvom regeringen mente nej, turde den ikke stå fast, så var den blevet væltet, især af Bernhard Baunsgaard, de radikales leder, som stod for den politiske holdning i 1983.”
Og netop udlændinge er stadig det vigtigste politiske emne, mener han.
”Befolkningen må gøre sig klart, hvad islam er, og hvad islam vil, så man kan begynde at forsvare sig selv imod det, som finder sted i Europa lige nu. Den politiske korrekthed, som man også kan kalde kulturradikalismen, har drevet befolkningen ind i den selvmorderiske opløsthed, vi oplever. Men det er da aldrig for sent at blive klogere.”
Hvad er dit ønske for fremtiden?
”At der virkelig kommer en folkelig bevægelse til forsvar for Danmark og for kristendommen.”
Og for dig selv?
”Herregud, jeg bliver 80, hvor længe lever jeg...”8
Kristeligt Dagblad har forelagt Hans Gammeltoft-Hansen Krarups udtalelser. Han ønsker ikke at kommentere dem.