Søren Pape Poulsen: Jeg kunne tale højt om min seksualitet eller leve i det skjulte resten af livet

Da formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen erkendte over for sig selv, at han var homoseksuel, opstod hans livs største dilemma: Skulle han fortælle det til omverdenen, selvom han risikerede at blive set anderledes på?

49-årige Søren Pape Poulsen har siden 2014 været formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti. Til daglig bor han i Viborg med sin forlovede Josue Medina Vazquez.
49-årige Søren Pape Poulsen har siden 2014 været formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti. Til daglig bor han i Viborg med sin forlovede Josue Medina Vazquez. Foto: Leif Tuxen

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det gjorde jeg i begyndelsen af året, da vi i partiet skulle tage stilling til, om vi ville stemme for eller imod en rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg. Det krævede noget af mig, fordi jeg på den ene side skulle tage faglig stilling ud fra juraen, men på den anden side havde et venskab i klemme, da sagen handlede om et menneske, som jeg har set privat og været på ferie med. Da det kom til stykket, var der ingen tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Juridisk var sagen ret klar, og vi var derfor en enig folketingsgruppe hos Det Konservative Folkeparti, der stemte for en rigsretssag. Det var alligevel gennemført ubehageligt at lade en politisk beslutning stå over venskabet.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Det, der har fyldt mest, har været erkendelsen af, at jeg er homoseksuel. Den erkendelse voksede stille og roligt i mig op gennem 20’erne, efterhånden som det fyldte mere i tankerne. Det etiske dilemma lå for mig i, om jeg turde sige det højt til omverdenen eller ej. Jeg tænkte, at det kunne forandre mit liv, min hverdag, og hvordan andre så på mig. Jeg kom meget i kirken, og det bekymrede mig, om det kunne være en hæmsko dér. På daværende tidspunkt var jeg meget overvægtig, og det tror jeg kan tilskrives, at jeg prøvede at gemme en del af mig selv væk. Til sidst måtte jeg spørge mig selv, om jeg skulle leve i det skjulte resten af mit liv, eller om jeg skulle erkende min seksualitet og leve det liv, jeg gerne ville. Da jeg tog mod til mig, viste det sig, at alle mine bekymringer havde været ubegrundede. Det var en kæmpe lettelse at få det sagt.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er håndteringen af coronakrisen, som virkelig har tydeliggjort, at alle valg også inkluderer fravalg og konsekvenser. Politisk har vi været uenige om, hvor hårdt man burde lukke ned, men vi har jo alle sammen været bevidste om, at det var nødvendigt at gøre noget. Det har haft enorme konsekvenser, og mange af dem har vi nok ikke engang set endnu. Uanset hvad man gør i en krisesituation som denne, vil der altid være nogen, der bliver ramt. Men det er et kæmpe dilemma, om ”medicinen” går hen og bliver værre end sygdommen.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

I politik er tvivlen nådens gave, fordi der oftest skal træffes en hurtig beslutning, og så er der en tendens til at skøjte for hurtigt over de etiske diskussioner. Det kunne derfor være ekstremt gavnligt, hvis vi havde flere debatter om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have, og hvordan vi lever i det sammen.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Hvis nogen siger til mig, at de synes, jeg er ordentlig, så bliver jeg meget glad. For mig er ordentlighed helt afgørende. Det indebærer for eksempel, at man formår at holde sine aftaler, tale pænt til folk, lade være med at udnytte andre, og at man holder sig fra bagtalelser. For eksempel kan man godt vise omsorg og forståelse over for dem, man ikke er enige med, uden at man giver dem ret.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Før i tiden kunne jeg i højere grad end nu blive frustreret og få svaret andre lidt hårdt igen eller lade det gå ud over de forkerte, hvis jeg følte mig presset. Jeg har temperament, men jeg har øvet mig meget i at håndtere det. Jo mere magt man har, jo mere ydmyg skal man være, og det synes jeg er helt vildt vigtigt at huske på. Derfor beklager jeg det ofte bagefter, hvis jeg nu får sagt noget, hvor jeg efterfølgende tænker, at det var lige på kanten.