Prøv avisen
Jeg tror

Søren Pind: Jeg har sluttet fred med at skulle dø

Når det bliver mest mørkt, så tænker jeg, at det ville være mærkeligt, at alt var helt meningsløst, for så kunne jeg lige så godt være forsvundet den dag, fortæller jusitsminister Søren Pind om dengang, han var tæt på at drukne. Foto: Bax Lindhardt

Som ung overlevede Søren Pind en drukneulykke, der kunne have kostet ham livet. Når han er i tvivl om, hvorvidt der er en mening med livet, tænker han tilbage på den dag, hvor han lå under vandets overflade

Da jeg var fem år, fik jeg grundlagt en frygt for Helvede, som fulgte mig i mange år og skabte en ensomhed i mig.

Mine forældre og jeg flyttede til Schweiz, da jeg var to år, og jeg gik i fransk børnehave og skole de første år.

Min mor er fysioterapeut, og min far er tandlæge, og jeg kommer ikke i den forstand fra en religiøs familie, men med børnehaven var jeg på katolske valfarter, og i skolesystemet blev der gjort noget ud af undervisningen i kristendom. 

Jeg lærte at læse, da jeg var fem år, og min franske børnebibel var en af de første bøger, jeg læste; jeg levede mig ind i de fantastiske fortællinger særligt fra Det Gamle Testamente: Abraham, der ville ofre sin søn, Moses i sivkurven, beskrivelsen af livet ved hoffet i Egypten, Josef og hans brødre. Det talte til mig.

Jeg kunne godt lide at gå på besøg i vores opgang. To etager over os boede en ældre, katolsk enke, som jeg holdt af at komme hos. Lejligheden var ret mørk, og hun havde mange krucifikser. En dag tog hun et hvidt stykke papir og tegnede en streg og forklarede mig, at Gud har en side for hvert menneske. På den ene side skriver Gud vores gode gerninger, og på den anden side af stregen noterer Gud vores fejltrin.

”Når vi dør, så slår han en streg. Er der er flere onde end gode gerninger, så kommer du i Helvede,” sagde hun.

Der blev min frygt for Helvede grundlagt. Og det blev ikke bedre af, at jeg, uden at have fået lov af mine forældre, kom til at se en fjernsynsoptagelse af Dantes ”Inferno”. Et djævlehoved æder de stakkels mennesker, og det gav mig mange mareridt.

Min angst var ikke noget, jeg kunne tale med nogen om, men et par år efter at vi var flyttet til Danmark, fik vi besøg af en af mine børnehavepædagoger fra Frankrig.

Jeg vidste, at troen spillede en rolle i hendes liv, og jeg tænkte, at jeg ville spørge hende, hvad hun tænkte om Helvede. Og hun bekræftede såmænd, hvad vores overbo havde fortalt mig nogle år tidligere.

Det var først gennem samtaler med vores sognepræst i Østermarie, Gunnar Strand-Holm, at jeg fik en modvægt til de billeder. Han tilhørte den tavse generation, som havde oplevet ting under krigen, som han aldrig kunne tale om, men som gjorde, at han læste til præst og levede med en meget lys tilgang til kristendommen.

Vi talte om alt muligt, og jeg fik et vældig godt forhold til ham og hans kone, som jævnligt inviterede mig til at spise med, og senere blev vi en slags kolleger, da jeg blev ansat som kirkesanger i sognet.

Gunnar Strand-Holm kunne jeg spørge, hvad kristendommen var for en størrelse, og jeg kunne dele mine martrende tanker med ham. Hans glædelige tilgang til kristendommen fik noget i mig til at lette. Jeg kom tidligt til at sætte pris på Ingemanns salmer. Gunnar Strand-Holms tilgang til kristendommen var nærmest Ingemannsk.

Tanken om dommen forsvandt, og jeg tænker, at det er en gave. Da jeg engang læste, hvordan Paulus beskrev troen som en nådegave, begyndte jeg at overveje, hvordan man mon fik en sådan gave, og mens jeg arbejdede med det spørgsmål, gik angsten for dommen væk, og troen på en nådig Gud stod tilbage.

Jeg har valgt at være tydelig omkring min tro. Jeg kan huske første gang, jeg blev spurgt, om jeg var religiøs, og jeg fik sagt noget i retning af: ”Nej, jeg er ikke religiøs. Jeg er kristen.” Min tro hviler på en præmis om en ultimativ sandhed: Vejen, sandheden og livet.

Det er så umådelig svært for mig at tale om, fordi tro for mig er en stærk, personlig sag, og jeg tager mig fortsat i at tøve, når jeg bliver spurgt, om jeg er troende. Siden jeg mødte Tidehverv i slutningen af 1980'erne, har jeg betegnet mig som glad tidehvervsk.

Jeg er præget af den luthersk evangeliske blufærdighed, men jeg kan ikke bare se til, at den kristne tro forvitrer; men det er, hvad der sker, hvis vi mister sproget til at tale om troen. Så er der bare fortvivlelse og håbløshed.

Jeg hører til dem, som mener, at vores kirke skal missionere i Danmark. Hvorfor har man så travlt med at søge tværkulturel dialog, når buddet i Bibelen lyder, at I skal døbe og oplære i den kristne tro?

Ofte kan livet opleves som en myretue, hvor vi bare tumler rundt, men der er et sted, hvor der er et håb og en tro på noget, som er højere. Som kristen har jeg et håb om tilgivelse og adgang til det evige liv.

Jeg har sluttet fred med at skulle dø. Jeg holder af Grundtvigs formulering: ”Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om, hvor vi skal ses igen og glemme al vor kvide.” Det er jo fantastisk.

Tanken om, at der kommer en dag, hvor vi går til forklaringskysten, hvor der ikke skal være bekymringer mere; og som Grundtvig skriver: ”Med venner i lys vi tale.” Det giver mening, og for mig er det håbet.

Hvis det ikke lykkes, så gør det ikke så meget. Alternativet er, at jeg ikke er her. Det er også okay, for alt har jo sin tid.

Jeg oplever, at gudstjenesten kan sætte mig fri. For mig er nadveren central, fordi jeg bliver mindet om mine synders forladelse, og jeg føler mig sendt ud fra nadverbordet: ”Gå da med fred og tjen Herren med glæde.”

Men det er også her, hvor der kommer en skizofreni ind. Kristendommen sætter mennesket fri til at være menneske, men der er samtidig givet nogle etiske fordringer, hvor vi vil falde, uanset hvad vi gør. Det er et sisyfosarbejde.

Jeg opfatter samvittigheden som Vorherres stemme, og jeg kan ikke agere uden min samvittighed. Når jeg tænker tilbage på mit politiske liv, er der en del eksempler på, at jeg har taget politiske modstandere i forsvar, fordi min samvittighed har budt mig det.

Men selv om jeg opfatter samvittigheden som Vorherres stemme, betyder det ikke, at jeg ikke nogle gange krænker den. Derfor elsker jeg også Luthers formulering om, at vi skal synde tappert, fordi han her så klart viser kristendommens frisættende potentiale: Jeg er et menneske med brug for syndernes nådige forladelse.

Jeg forsøger ikke at indflette mig selv i en slags guddommeliggørelse, som mange andre i vores kultur gør. Nej; jeg ved, at jeg ikke har noget at lade nogen høre, for ofte må jeg med Paulus erkende, at jeg gør alt det, som jeg ikke vil, og ikke det gode, som jeg gerne vil gøre. Under andre forhold kunne det have været mig, som var kz-vagt. Jeg har ikke noget at lade nogen høre.

Kristendommen er et af de ganske få steder, hvor man kan søge hen, hvor man ikke behøver at lade som om, og det er blevet vigtigere for mig de senere år, hvor politik i stigende grad har været fyldt af tomhed og mangel på mening.

Det skyldes nok ikke mindst, at alle er begyndt at ligne hinanden, og jeg ligner jo ikke særlig mange, så det giver en naturlig ensomhedsfølelse.

Når man er fyldt af tomhed, er det godt at få tingene målt med evighedens alen, og det kan man gøre i kirken og Bibelen. En af mine yndlingsbøger i Bibelen er Prædikerens Bog: ”Så spis da dit brød med glæde, og drik din vin af et glad hjerte.” Og: ”Nyd livet med den kvinde, du elsker i det tomme liv, Gud har givet dig under solen.” Mere mening er der ikke. Det er så frisættende at læse de ord.

Skulle jeg få et våbenskjold, skulle der stå: ”Ene er du aldrig.” Jeg synes, jeg har prøvet ensomhed, men jeg har også fået lov at erfare, at jeg aldrig er helt alene, selvom jeg har tænkt, at jeg var det. Jeg husker engang, hvor jeg oplevede mig selv som virkelig ensom.

Jeg opsøgte sognepræst Kathrine Lilleør, og hun sagde, at jeg skulle anråbe Gud. Her ramte hun mig på min kristne blufærdighed, for nok havde jeg bedt, men jeg havde foldet mine hænder under dynen ved sengetid, men hun rådede mig til oprigtigt at anråbe Gud. Og det hjalp.

Jeg befinder mig jævnligt i et slagsmål mellem troen og en slags fortvivlelse, hvor mørket, tomheden, angsten og ensomheden trænger sig på. Vi skal tro på, at alle hovedhår er talte, men nogle gange griber fortvivlelsen mig.

Dog vælger jeg at tilslutte mig udsagnet om, at tro er alt fra den største grad af overbevisning til den dybeste grad af fortvivlelse.

Når jeg er fortvivlet, kan jeg spørge, om der mon er en mening med, at jeg er til. Det tror jeg. Tilbage i 1991 havde jeg en oplevelse, som jeg ikke har kunnet frisætte mig fra. Jeg rejste Jorden rundt med min ven Thomas, og vi var nået til Thailand, hvor vi prøvede river rafting. En af tømmerflåderne satte sig fast ude i floden. Jeg så en mand, som hoppede ned i vandet og prøvede at hjælpe.

Jeg ville også hjælpe og hoppede i floden. Jeg blev nærmest slugt af vandet og hevet ned og blev presset op mod en klippevæg. Min ven stod magtesløs på vores tømmerflåde og så, hvordan min hat snurrede rundt i en stærk strømhvirvel, og han har siden fortalt, hvordan han tænkte, at han skulle hjem at fortælle mine forældre, at jeg druknede der. Der var to uger til, at de skulle fejre sølvbryllup, og planen var, at jeg skulle nå hjem til den dag.

Men så sker der noget, som er svært at forklare. I mit hoved hørte jeg lige så tydeligt: ”Du skal svømme under den.”

Det er der sikkert mange psykologer, som kan sige alt muligt om, men der var ikke ret meget logik i det. Jeg så ned i det fuldstændige mørke, underlagde mig en anden vilje og lod mig følge med, og ved et eller andet mirakel havde strømmen slebet klippen, og jeg kom under den og op på den anden side, hvor der var lys. Min mor påstår, at hun vågnede hjemme i sin seng på Bornholm, da det her skete.

Når det bliver mest mørkt, så tænker jeg, at det ville være mærkeligt, at alt var helt meningsløst, for så kunne jeg lige så godt være forsvundet den dag.