Sørine Gotfredsen: Der er meget at lære af vores syn på kronprins Frederik

Vil det blive muligt at ære en konge, der udstråler så lidt autoritet og er så tilgængelig som Kronprins Frederik, spørger præst og debattør Sørine Gotfredsen i sin nye bog "Tolv tiltaler", som Kristeligt Dagblad her bringer et uddrag fra

Med kronprinsens 50-års-fødselsdag opstod anledningen til atter at spørge, hvordan det står til med kronprinsen og myndigheden. Ja, hvordan det står til med hele kongehuset og myndigheden. Det undersøger Sørine Gotfredsen i bogen "Tolv tiltaler". Læs et uddrag herunder.
Med kronprinsens 50-års-fødselsdag opstod anledningen til atter at spørge, hvordan det står til med kronprinsen og myndigheden. Ja, hvordan det står til med hele kongehuset og myndigheden. Det undersøger Sørine Gotfredsen i bogen "Tolv tiltaler". Læs et uddrag herunder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Anden pinsedag 2018 stod jeg nede på Frederiksberg Allé sammen med alle de andre, der var mødt op for at se kronprins Frederik og resten af feltet komme i mål efter ti kilometers løb rundt i København. Kronprinsen havde inviteret til motionsløb i fem byer i anledning af sin 50-års fødselsdag, og arrangementet blev en stor succes.

Tronfølgeren fremstod som det, folk helst vil se ham som – den venlige og ukomplicerede mand, der interesserer sig for det samme som så mange andre: sport, familieliv, rockmusik og afslappet samvær.

Og da han stod dér i sit løbetøj og småsludrede med folk, fremstod det hele også virkelig sympatisk. Luften var fyldt med glæde og hengivenhed for denne uhøjtidelige fyr, der engang skal være landets konge, og det var umuligt ikke at blive bevæget over den varme stemning, der bredte sig på Frederiksberg Allé. Jeg er ikke i tvivl om, at den udgør en stor styrke for et folk, og den store opbakning til monarkiet taler fortsat for sig selv. Men samtidig er der mere at sige om kronprinsens håndtering af sin egen myndige position.

For mange år siden skrev jeg en kommentar i avisen, hvor jeg sammenlignede kronprins Frederik med én af drengene fra min skoletid hjemme i Hadsten. Denne rødblonde fyr havde succes både blandt pigerne og på håndboldbanen, og mange af os var vist mere eller mindre hemmeligt forelsket i ham. Hvor end han gik, havde alle lyst til at være, og selvom jeg hurtigt opgav at blive del af det inderste selskab omkring ham, forlod han sjældent min bevidsthed.

Det var først flere år senere, at jeg indså, at han midt i al sin eksemplariskhed samtidig havde noget lidt ordinært over sig, som jo netop var medvirkende til, at alle følte sig så trygge i hans nærvær. I min kommentar dengang beskrev jeg, hvordan helten fra Hadsten og kronprinsen var fælles om at udstråle en lidt drengefumlet attitude, der er svær ikke at holde af.

Jeg forestillede mig, hvordan Frederik ligesom min barndomsklassekammerat ville udvikle sig til en charmerende livsnyder – en mand, der måske aldrig fik læst så mange bøger eller set så mange teaterstykker, men som til gengæld med tiden formåede at finde sig godt til rette i livet. Kronprins Frederik bærer på denne synlige modsætning mellem at være noget særligt, fordi han er kongelig, og samtidig fremstå som en ret gennemsnitlig mand, og man må overveje, om det mon i længden kan gå an, når man er tronfølger. Vil det blive muligt at ære en konge, der udstråler så lidt autoritet og er så tilgængelig, og med 50-års-fødselsdagen opstod anledningen til atter at spørge, hvordan det står til med kronprinsen og myndigheden. Ja, hvordan det står til med hele kongehuset og myndigheden.

Det er ikke længere normen, at de kongelige koster rundt med folket, enevælden er afskaffet, men en del af deres opgave er fortsat at minde os om selve værdien af at ære en øvrighed, der eksisterer som noget givet. Jævnligt diskuteres det, hvad vi egentlig får ud af det, og for ikke så længe siden var lejligheden der igen til at få lidt klarhed over sagen.

Det var i dagene, da et andet medlem af kongefamilien var i centrum, nemlig, da vi tog afsked med prins Henrik. Han gik bort i februar 2018, og midt i den intense opmærksomhed omkring hans sidste tid, genfortællingen af hans livsforløb og den højtidelige afsked, der strakte sig over flere dage, oplevede man, hvordan der kan vokse stor taknemmelighedsfølelse ud af at stå i forhold til en kongefamilie. Jeg blev selv overmandet af den følelse, da jeg få dage før prins Henriks bisættelse stod foran Christiansborg Slotskirke og kiggede på den lange slange af mennesker, der i kulden stod og ventede på at komme ind at se prinsens kiste og tage en sidste afsked. Det danske menneskemylder skabte et væld af tanker angående historie, fællesskab, livsbane, skæbne, stræben efter at finde sin plads i verden, skuffelser og jordisk rangorden, og det er meget smukt at være en del af alt det, man blot til sit store held har fået i arv.

Der findes en levende sammenhæng, som jeg har fået lov til at udfylde en lille plads i, og dér omkring kirken midt i hovedstaden fremstod skæbnefællesskabet overvældende dyrebart. Det er fornemmelsen af sammen at ære noget større, der kan hjælpe én til at forstå, hvad begrebet myndighed betyder. Når en kongelig er nået frem til en milepæl enten midt i livet eller ved afslutningen på det, kan man blive fyldt af de varmeste følelser ved at vide, at vi i denne myldrende og kaotiske verden trods alle forskelle kan blive ved med at stå med blikket rettet mod det samme. Med prins Henriks død gik det på ny op for mange, hvad vi får ud af at ære en myndighed med stor symbolsk betydning, og anden pinsedag på Frederiksberg Allé stod det tilmed klart, at kærligheden til kongehuset med alderen kan tage til i styrke.

Min gamle sammenligning mellem Frederik og den ombejlede dreng i Hadsten giver stadig en vis mening, men med årene er parallellen blevet skæv. For kronprins Frederik har været tronfølger så længe, at man nu begynder at sande, at det ikke kun er op til ham at udfylde rollen. Det er også op til enhver af os at anerkende ham i den identitet, han har fået ved fødslen. Kronprins Frederik er i færd med at blive til en slags følgesvend gennem tilværelsen. Han har været der i hele mit liv, vi spadserer sammen gennem den danske historie, og når han er glad, glæder jeg mig sammen med ham, ligesom jeg føler med ham, når han sørger. I en vis forstand deler vi skæbne, og det er forunderligt at indse, at man kan være opfyldt af en sådan forankret sympati uden personligt at kende hinanden. Det er en form for ydmyghed, der er forbundet med lykke. Ja, det er en del af forudsætningen for at kunne føle sig bundet til sit eget folk.

Kronprins Frederik har dog længe lignet en mand, der finder det unaturligt at være noget særligt, blot fordi han er født til det. Han har det med at underspille sin rolle og udstråler gennem sin fremtræden og måde at tale på en stor del af den tvivl, der kendetegner så mange. Også vores tronfølger personificerer den moderne vending ”jeg tænker”, for han er den tvivlende og tøvende, der synes at rumme en længsel efter at gemme sig i jævnbyrdighed, og umiddelbart harmonerer det fint med folkelig uhøjtidelighed.

Men både prinsen og alle andre skal bare huske, at jo mere vi tilsammen prøver at neutralisere begrebet myndighed, desto sværere kan det blive i tillid at læne sig op ad noget, når man har allermest brug for det. Vores evne til at forlade os på en myndighed kan sløses væk, når vi glemmer, at vi af og til får behov for noget konstant og solidt, og hvis vi kommer på for stor afstand af indsigten i myndighedens betydning i det jordiske, kan det måske også ske i forhold til det himmelske. Vi kan vænne os til ikke seriøst at ære noget, den ironiske distance kan blive til en lidt for kronisk livsindstilling, og tvivlen kan sætte sig endnu mere fast. Det er nok på tide, at vi her i landet husker, at tvivl som ophøjet ideal ikke er en styrke, for tvivl er dybest nede beslægtet med noget smertefuldt, nemlig – som ordet afslører – med selve fortvivlelsen.

Og hvad er fortvivlelse? Normalt forstår vi det som en voldsom følelse af sorg eller modløshed, men i kristen forstand betyder begrebet fortvivlelse endnu mere. Her kendetegner det den dybeste form for tvivl, der overhovedet findes – nemlig at tvivle på, at man har Guds tilgivelse. At tvivle på at man helt grundlæggende har en værdi trods alle sine fejl og mangler og uheldige handlinger. At tvivle på Guds tilgivelse er at tvivle på, at der findes en kærlighed, der er uendeligt magtfuld og kan kompensere for det, vi ikke selv formår, hvilket i sig selv er en fortvivlende tanke. Når vi ophøjer tvivlen, opløser vi dermed også troen på kærlighedens endegyldige kraft, og med tvivlen som ideal kan man forvilde sig ud i en tilstand af lidt barnlig trods. Jeg satte det selv højt som barn at modsige myndigheder, da det var, som om hele min værdighed afhang af viljen og modet til at være på tværs.

Det gjorde mig inderligt stolt at kunne hjembringe alle de små oprørske sejre, for barnet har brug for at mærke sin egen styrke. Men hvis man som voksen fortsætter med at trodse enhver myndighed for princippets skyld, kan man komme til at fremstå som et underligt forvokset barn. Som en politiker, der nægter at rejse sig for de kongelige i folketingssalen, eller som visse udfarende ateister, der af og til næsten med en slags barnets energiske stolthed afviser enhver tanke om at stå i forhold til en højeste given myndighed. Afvisningen af myndigheden kan blive identisk med selve stoltheden ved at være til som netop mig, men med årene indser man det klædelige ved også at kunne indtage den mere lyttende og respektfulde position, hvor man frem for blot automatisk at tvivle på myndigheden forsøger at indse begrænsningen af sin egen dømmekraft.

H.C. Andersen har skrevet et lille næsten ukendt eventyr med titlen Det utroligste, der handler om menneskets udfoldelse af sig selv som øverste myndighed. Og vi bliver for en stund i de kongeliges verden, for i et land et sted i verden bliver folket lovet, at den, der kan udføre det mest utrolige, skal få kongens datter og det halve rige. Påfundene strømmer ind, alle ”anspændte deres Tanker, Sener og Muskler”, som H.C. Andersen skriver, og mens nogen spiser sig til døde, og andre drikker sig ihjel, hvilket jo udgør en ret utrolig bedrift, beslutter dommerpanelet, at præmien skal gå til manden bag et meget smukt stueur fyldt med raffinerede effekter. Ved hvert klokkeslag frembringer uret levende billeder, som illustrerer, hvad klokken er slået, og store begreber bliver gennemgået begyndende med Moses og de ti bud, de hellige tre konger, årstiderne, sanserne, de syv dødssynder, de ni muser og til sidst Jesu fødsel, frelsen, der kommer til verden. Alle er enige om, at dette ur er det mest utrolige, man endnu har set, og den unge kunstner, der står bag kunstværket, bliver udpeget som ham, der skal have prinsessen.

Men pludselig træder en ny skikkelse ind på scenen. En stor knoklet mand med en økse i hånden stormer frem og smadrer på få øjeblikke det store kunstværk, hvorefter han udbryder: ”min Gjerning har slaaet hans og slaaet Eder Alle sammen; jeg har gjort det Utroligste!”

Og det må de jo give ham ret i. Det var ganske enkelt utroligt, at denne mand kunne ødelægge så meget så hurtigt, og da man i dette kongerige har glemt, hvad man egentlig skal måle værdien af det utroligste i forhold til, er der ikke andet for end at anerkende voldsmandens bedrift som i sandhed imponerende. Der er virkelig tale om en destruktion helt ud over det sædvanlige. Imidlertid bliver brylluppet mellem øksemanden og prinsessen ikke gennemført, for netop som man skal til at sætte ceremonien i gang, ankommer en ånd i kirken i form af kunstværket selv, der har rejst sig fra sin egen ødelæggelse. H.C. Andersen skriver: ”Legemet var slaaet i Stykker, men ikke Aanden.”

Ånden smider lovens tunge stentavler ned over voldsmanden, og efter at have fuldført sin frelsende gerning forsvinder den igen, mens kirken lyses op med ekstra kraft. Alle forstår nu, at de har set det endegyldigt mest utrolige. De har oplevet, hvordan den sande myndighed som den opstandne Kristus har genindsat sig selv som øverste instans iblandt dem, og kunstneren bliver gift med prinsessen, mens hærværksmanden forvises. Den rent menneskelige dømmekraft kunne ikke skabe orden, for når den hersker alene, kommer den nemt til at glemme at tage højde for alt det negative i menneskenaturen – den onde spire, den ødelæggende vilje og trangen til med forskellige uskønne midler at skaffe sig magt og anseelse.

H.C. Andersen lader Guds ånd gribe ind og genoprette respekten for det højeste utrolige, og eventyret fortæller, at mennesket først for alvor indser, hvad det skal forlade sig på, når det har prøvet at sætte sin lid til det forkerte. På det rent jordiske niveau er monarkiet med til at minde os om, at der findes en myndighed, vi kan læne os op ad, når kursen skal sættes, og derfor må hverken vi eller de kongelige selv sætte for stor lid til dyrkelsen af det uhøjtidelige og jævnbyrdige. Det vil gøre skade på den styrke og visdom, som vi vinder ved at stå i forhold til en myndighed. Hvad det himmelske angår, gælder en lignende lære. Her skal mennesket hele tiden være forsigtig med ikke at ville udjævne en given rangorden og forlade sig for meget på sin egen mangelfulde dømmekraft.

Her står disciplene. De skal afgøre, om de vil satse på deres egen dømmekraft som fundament i livet, eller om de vil ære Jesus som den største myndighed, fordi han er opstanden fra de døde. De skal afgøre, om de vil lade sig skubbe i retning af tro eller i retning af tvivl og tvivl og endnu mere tvivl og måske i sidste ende selve den fortvivlelse, der kan vokse frem i det indre, når man ikke har tillid til, at kærligheden og tilgivelsen er større end det, vi selv kan udrette. Og så melder det centrale spørgsmål sig. For hvorfor skulle disciplene tro på Jesus? På grund af det, han siger til dem på dette afgørende tidspunkt? Nej, for hvis myndigheden står og falder med dybsindigheden af det, man siger, havner man i den store blindgyde, hvor ingen myndighed kan ses som givet, men kun bliver anerkendt, hvis den grunder i en præstation, der rækker ud over det sædvanlige. Disciplene skal derimod tro på Jesus, fordi han på grund af sit budskab lod sig henrette, hvorpå han opstod til livet igen.

Men dette udgør vel også en slags præstation? Nej, det gør det ikke, for intet menneske kan ved egen vilje opstå fra de døde. Det var ikke en individuel præstation, at Jesus opstod fra graven, det var en åbenbaring af Guds vilje, og derfor skal disciplene ikke tro på Jesu myndighed, fordi hans ord er særligt geniale. De skal tro ham, fordi det er ham, der siger dem. Han indstifter dåben som tegnet på, at vi skal tilhøre ham, der overvandt døden, han grundlægger kirken, fordi han overvandt døden, og kristendommen ér simpelthen, at Kristus overvandt døden. Derfor besidder han den egentlige myndighed og lærer os, at tvivlen ikke må rendyrkes som et menneskes ideal. Det er troen, der skal være et menneskes ideal, for det er dén, der som intet andet kan fylde os med tillid til, at kærligheden er størst.

Vi vokser allermest som forstandige væsner ved at ære den guddommelige myndighed, men vi vokser også ved at ære den menneskelige. Derfor er der så meget at lære af vores syn på kronprins Frederik, der en dag skal være vores øverste kongelige myndighed. Det afgørende er ikke, hvor mange sømandsprøver, han har bestået, eller om han er flink at løbe en tur sammen med. Det afgørende er, at både han og vi forstår, at han har fået sin myndighed givet, fordi han er født til den. Det afgørende er, at vi hver især i løbet af livet erfarer, hvordan der kan vokse både styrke og taknemmelighed ud af at stå i forhold til en myndighed, som vi sammen er underlagt. Ikke fordi vi tænker, at det har en værdi. Men fordi vi tror på, at det har en værdi.