Prøv avisen
Spørg om livet

Søskende reagerer forskelligt på en svær opvækst

For selvom man har søskende og måske godt kan blive enige om, at der er ting, der ikke var så gode, så har hvert barn i sådan en familie fundet sin egen vej at overleve på. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Christa voksede op med en narcissistisk mor og var særligt udsat som den ældste datter. Selvom hun og hendes søskende fint kan tale om det i dag, ligger det i luften, at hun burde tage sig sammen i forhold til moderen

Kære Brevkasse

Tak for en dejlig brevkasse. Jeres svar til Agnete i sidste uge om hendes bekymringer, sorg og overvejelser over at have en mor med narcissistiske træk ramte mig på et yderst sårbart sted. Min mors grundlæggende træk er stærkt narcissistiske. Jeg har netop været igennem et længere terapiforløb og står rimelig afklaret med, at det ikke er min opgave at være der for hende på tæt hold. Blandt os søskende kan vi fint tale om, at i forhold til vores mor er netop min position særligt udsat og smertefuld. Jeg er den ældste datter.

Det vil sige, at vi kan tale om det, men lige godt ligger det i luften, at hvis jeg bare lige tog mig sammen, så kunne jeg sagtens lige stille op. De unge i familien, og pårørende, der ikke har været vidne til vores opvækst, er ikke vidende om baggrunden. Man taler om, at jeg og min mor har en konflikt. At nu er hun jo gammel, og vi havde det jo så hyggeligt. Jeg vil ikke belaste mine børns forhold til deres mormor, men det belaster mig, at min smerte ikke anerkendes.

Et billede på min mors og mit forhold er hendes reaktion på mit første barn, som var hendes første barnebarn. Der kommer et opkald, ikke en gave og ikke et besøg, før hun i anden anledning og år efter er i nærheden. Jeg kan ikke huske begrundelsen. Det kan jeg med nummer to. Eftersom nummer et jo var sød og dejlig, måtte nummer to være ond. Hun så ham første gang til en familiefest, da han var på vej mod de to år.

Jeg har en stor sorg over ikke at have haft en mor og over ikke at kunne være der for hende nu. Terapien har imidlertid givet mig en bedre forståelse af, hvad det at have en mor med så stærke narcissistiske træk medfører. Jeg ville rigtig gerne, om forholdet kunne italesættes med mine nærmeste, så der blev plads både til forståelse for os begge to, både min mor og for mig.

Venlig hilsen

Christa

Kære Christa

Tak for dine gode ord til os og din fortælling om, hvor smerteligt genkendeligt det er for dig, når du læser om sidste uges brevskrivers forhold til en mor med narcissistiske træk.

Det bliver ekstra tydeligt med de eksempler, som du kommer med fra den tid, hvor du fik dine børn, og hvor du blev udsat for en adfærd og nogle reaktioner, som ikke er af normal karakter. Netop når man skal være mor selv, er man ekstra følsom over for det, som man selv kommer fra, og netop da har man særlig brug for opmuntring, hjælp og muligheden for at dele glæden med sine nærmeste.

Bedsteforældre kan være mere eller mindre engagerede, når en lille ny i slægten kommer til verden, af mange forskellige grunde. Men det, som du har erfaret, er yderst usædvanligt. Vi kan godt forstå, at det sætter sig som dybe sår. Vi er også overbeviste om, at det kun er to eksempler på en masse andre erindringer om svære, mærkelige og sårende situationer.

Selvom man kan føle det næsten uretfærdigt, så følger der ofte en dobbeltsmerte med, når man er vokset op med dysfunktionelle forældre. For selvom man har søskende og måske godt kan blive enige om, at der er ting, der ikke var så gode, så har hvert barn i sådan en familie fundet sin egen vej at overleve på. Det kan afhænge af køn, temperament, hvor i flokken man befinder sig, og om man har haft andre voksne, familie, nabo eller lærere, som har været der og måske har kompenseret for nogle ting.

Det betyder, at mange kan opleve, at de, selv ikke af dem de delte barndom med, bliver rigtig forstået eller mødt, når det gælder den indre smerte og de store konsekvenser, som det kan have for ens liv. Midt i det hele kan man derfor føle en dyb ensomhed.

Det at være krænket og brugt af dem, der skulle passe på en i ens opvækst, er en smerte, som man bærer med sig. Det er godt at høre, at du har taget det alvorligt og har gået til psykolog og delt de ting, som du har oplevet.

Terapi tager ikke vores livserfaringer væk. Men ved at fortælle og ved at blive mødt kan der dels skabes lidt luft i det indre, og dels kan man erfare, at man måske kan få en øget forståelse og empati for sig selv. Så at sige tænke og tale til sig selv som en god mor ville gøre det: nådigt, kærligt og med dyb respekt for den, man er, og det, som man har været igennem.

Når dine søskende har en forventning eller et udtalt ønske om, at du blot skal tage dig sammen, så skal du ikke lade de stemmer komme for langt ind i dig. Så skal du give din gode indre mor rum og taleret. Og hun vil sikkert sige, at du har taget dig rigeligt sammen så mange gange i dit liv. Nu handler det mere om at sætte grænser og nøgternt vurdere, hvor meget du kan og skal magte. Og så må du holde fast i det, selvom dine søskende ikke tænker som dig.

Vi forstår inderligt godt, at du har brug for forståelse fra andre. Det, at omgivelserne kan tænke, at det ”bare” er en konflikt, er næsten en ny krænkelse. Det er en letfærdig tilgang, hvor man bare tænker, at der er fejl på begge sider.

Det samme kan man opleve på sit arbejde, hvor en leder eller en kollega kan gøre hverdagen helt uudholdelig igennem usund adfærd. Og hvis folk lidt udenfor så blot kalder det for en konflikt, så er man virkelig ensom. Man må have nogen, der er lyttende og forstår.

Når det gælder dine børn, så ved vi ikke, hvor gamle de er. Det er værd at huske, at de aldrig har levet tæt med din mor. De har aldrig levet i afhængighed eller i et underlegent magtforhold til hende. Hun kan også sagtens være smilende og venlig i øjeblikkene med dem. Børn har brug for at kunne være stolte og glade for deres ophav og deres familie, og bedsteforældre har ofte i længere tid et specielt rum i børns liv.

Bedsteforældre kan ofte få en lang snor, også selvom de måske ikke fortjener det. Men på den lange bane ser de nok alligevel mere end det, som du lige nu er klar over.

Har du et trygt og godt forhold til dine børn, er det også o.k. ved passende anledninger at indvie dem i din livshistorie. Du kan fortælle ærligt om dine erfaringer og samtidig stille dem helt fri til ikke at tage stilling. For det er ikke sikkert, de forstår lige med det samme. Ofte er det lettere for dem at høre på det, når de første teenageår er ovre, og de selv er kommet op i 18-20-årsalderen.

Det vigtigste for dig er nok, at du får støtte og forståelse hos gode venner og din mand, hvis du har en sådan. De kan være eller blive dine bedste vidner til dit liv, endda med tilbagevirkende kraft.

Nære venner er på en måde den familie, som man selv vælger. Vær sammen med mennesker, hvor fællesskabet bæres og næres af humor, alvor og ærlighed.

Mange hilsener