På mange måder havde hun alt, hvad en ung pige kunne ønske sig: nære venner, god økonomi og forældre, som bakkede hende op, og som ikke stillede krav, men gav hende frie rammer. Men når alt på mange måder var godt, hvorfor var der så følelse af indre tomhed?
To fasankokke letter. Her på Lundsletten i det sydvestlige Skåne er der så stille, at man nærmest kan høre fuglenes vingeslag, mens de flyver hen over Sankt Dominikus Kloster i Rögle. På den snedækkede gårdsplads står kvinden, der kæmpede med tomhed i en årrække. Med et smil, som siger velkommen, viser søster Sofie, 56 år, vej ind i et lavloftet bondehus fra 1850'erne, der engang tjente som ramme om et landmandsliv på den frodige egn. Gårdens enkelhed er bevaret, selvom det blev nødvendigt at bygge stedet ud, da den gamle gård for 60 år siden blev til et dominikansk kloster. I dag bor der syv søstre i alderen 35 til 95 år på Sankt Dominikus Kloster: en er fra Norge, en fra Frankrig og fem er svenskere som søster Sofie.
Hun har gjort, hvad ikke mange nonner gør: Hun har skrevet om sit eget liv og den vandring, som førte hende til klosteret. ”Stairway to Heaven - en andlig resa” (Trappe til himlen - en åndelig rejse) hedder bogen, som bryder med, hvad der ellers er skik blandt ordensfolk: Når man har viet sit liv til Gud, så giver man så at sige jeg'et mundkurv på.
”Jeg bar min historie i mit indre som et dyrebart klenodie. Det var en rigdom, jeg dog aldrig talte om,” siger hun.
Længe kendte selv hendes nærmeste venner i klosteret ikke til det liv, hun havde levet, inden hun valgte at gå klostervejen, men for år tilbage blev hun opfordret af dominikanerbrødrene i Lund til at holde et foredrag om sin åndelige vej.
Hun følte ikke, hun kunne afslå. Mange hørte foredraget, og hun blev opfordret til at skrive, og sådan gik det til, at hun i sommeren 2012 satte sig i en lille hytte i klosterets have omgivet af æbletræer og skrev. Mentalt satte hun sig ved, hvad hun kalder mindernes elv.
Hendes åndelige vejleder, den karmelitiske munk og forfatter Wilfrid Stinissen (1927-2013) læste med og opfordrede hende til at fortsætte med at skrive om sin åndelige rejse. Wilfrid Stinissen har flere gange skrevet, at hvis et menneske lærer Gud at kende, lærer det også sig selv at kende. Og det kunne være overskriften på søster Sofies liv, som er præget af en tålmodig søgen.
”Min far var civiløkonom, og min mor var apoteker. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, men jeg ville gerne bidrage til, at verden skulle blive et bedre sted. Jeg har altid været meget akademisk anlagt og tænkte, at jeg måske skulle arbejde med noget, som havde med miljø at gøre, men der var ikke noget, som havde sagt klik i hjertet. Jeg var tidligt klar over, at hverken familieliv eller studie ville kunne modsvare den sult, jeg mærkede,” siger hun.
Som så mange andre i sin generation pakkede hun en rygsæk og skiftede som 20-årig livet i et ungt, svensk kollektiv ud med hårdt arbejde og fællesskabet i en kibbutz i Israel. Omgivet af unge hippier i kibbutzen blev hendes verdensbillede forandret. Særligt en af de unge i kibbutzen skilte sig ud. Han hed Matthew og gik af og til ud i ørkenen, hvor han læste i Bibelen og bad. Han var tidligere stofmisbruger, som på radikal vis havde skiftet LSD'en ud med Jesus og Bibelen, og han opfordrede hende til at bede til Jesus, hvis hun skulle komme i problemer.
”Han havde en livsglæde og en udstråling, som jeg aldrig tidligere havde mødt. Han gjorde et stort indtryk på mig og blev en gnist ind i mit liv,” siger hun.
Han brød op fra kibbutzen med en plan om at rejse til Indien.
Hun husker endnu, hvordan hun efterfølgende ulykkelig gik ud i ørkenen, som hun havde set Matthew gøre det. Hun nåede dog kun til kibbutzens kirkegård, inden hun sank om på en bænk og græd både fortvivlet og desperat.
Da hun efter en tid rejste sig for at gå tilbage til kibbutzen, oplevede hun, at noget i hende var forandret.
”Det var, som om hinden mellem det himmelske og jordiske gik i stykker, og jeg forstod, at der var en transcendens, som gav mig en erfaring af noget uendeligt og evigt. I dag vil jeg sige, at det var en erfaring af Gud Fader, men sådan tænkte jeg ikke dengang. Men jeg forstod, at noget findes, og det vigtigste for mig blev at finde ud af, hvad dette noget eller nogen var. Jeg følte et kald til bryde op, og så begyndte jeg at gå uden at vide, hvilken vej jeg gik,” siger hun.
Matthew havde sat kurs mod Indien, og det besluttede søster Sofie sig også for at gøre sammen med en veninde fra kibbutzen. Afbrudt af enkelte ophold hjemme i Sverige var hun på farten gennem flere år. Matthew fandt hun igen i Australien, men selvom hun havde været betaget af ham, blev de aldrig kærester. Hun levede i ashram i Indien og satte siden kurs mod Himalaya, men hun fandt ikke, hvad hun søgte.
”Jeg rejste på liv og død. Jeg måtte finde en dybere mening med livet end det, som fulgte med at have job, hus og familie,” siger hun.
Da hun slog sig ned i Sverige igen, fortsatte hun med at søge. At svaret på hendes uro kunne være i kirken, overvejede hun ikke. Nok havde hendes mor bedt aftenbøn med hende som barn, og hun havde haft en barnetro, men konfirmationen blev et vendepunkt, som fik hende til at forlade den svenske kirke. Hun blev en del af Sri Aurobindos yoga og et nyåndeligt univers, men først den dag, hvor hun erkendte, at hun ikke ved egen magt kunne lykkes med sit liv, blev hendes liv forandret. I sin bog beskriver hun, hvordan det var, som om Jesus steg om bord i hendes livs båd og befalede vinden at være stille.
”Jeg fik en fred og en glæde, som jeg aldrig før havde kendt, og det var som et jordskred af lys. I dag takker jeg Gud for alle kampene, for de har gjort, at mit møde med Kristus blev så dybt, virkeligt og så levende, at jeg ikke et sekund kan tvivle på, at Jesus er Gud, og at han er død på korset for mig. Jeg ved det i min krop.”
Det var mens hun læste til sygeplejerske, at hun havde denne omvendelsesoplevelse. Når hun skulle til og fra sygehuset i Stockholm, kom hun forbi en katolsk kirke, hvor hun satte sig. I første omgang var det ikke den katolske teologi, men fællesskabet med andre unge i den katolske kirke, som fik hende til at konvertere og blive katolik. Siden begyndte hun at læse teologi, og seks år senere indledte hun sin prøvetid som dominikanersøster i et større fransk dominikansk kloster ved Montpellier i det sydlige Frankrig. Og for godt 20 år siden aflagde hun de evige løfter i kapellet her i klosteret ved Lund.
Dominikanersøstrene i Rögle tilhører en gren af ordenen, som er både åben og kontemplativ. Fem gange om dagen samles søstrene i kirken, men ellers fylder stilhed en væsentlig del af døgnets timer. Søstrene bruger desuden megen tid på studier. Det er ikke bare for et syns skyld, at de lavloftede stuer nærmest er foret med bøger i stopfyldte bogreoler. For nylig udkom søster Sofies fjerde bog, ”Vilket himla liv - om gemenskap, kloster och nya kommuniteter” (Hvilken himmelsk liv - om fællesskab, klostre og nye kommuniteter), og bøgerne har gjort hende til en efterspurgt underviser og samtalepartner, navnlig efter at hun også har skrevet en bog om kroppens og seksualitetens teologi.
”Det stod ikke øverst på min ønskeliste, at jeg skulle blive nonne. Jeg fik lov at opleve den utrolige nåde at forelske mig i et smukt menneske og møde den ægte kærlighed. Jeg ville ikke være det samme menneske i dag uden den erfaring. Med ham kunne jeg have stiftet familie, men jeg valgte at give den fine gave tilbage til Herren for at gå i kloster. Det står i Bibelen, at den, som mister sit liv, skal vinde det. Det har jeg oplevet,” siger hun og påpeger de ligheder, hun ser mellem kaldet til klosterlivet og ægteskabet.
”Der er et fællesskab mellem ægteskabet og klosterkaldet, hvor man giver sig selv til en anden,” siger hun.
Hun ler og siger, at hun godt ved, at det kan lyde mærkeligt og måske upassende, at en nonne skriver en bog om seksualitet, og nu arbejder hun på en hjemmeside henvendt til unge om kroppens teologi. Hun mener, at seksualitetens formål er at skabe den dybeste nærhed og det dybeste fællesskab mellem to mennesker.
”Jeg har mødt mange, som oplever, at de er faret vild i forhold til deres seksualitet. I stedet for at skabe nærhed og fællesskab, kan seksualiteten også skabe den dybeste fremmedgørelse og desperat ensomhed. Mange selvskadende unge har ulykkelige, seksuelle relationer bag sig, som ikke har bygget dem op, men har splittet dem. Vi er skabt som mand og kvinde for sammen at spejle Guds billede i den seksuelle forening. Den seksuelle forening åbner porte til det dybeste indre på en måde, som hverken kram eller fælles middage gør, og man er derfor uendelig sårbar der. Det er en illusion at tro, at teenagesex kan blive det, som sex er ment til at være, for man er ikke moden,” siger hun.
Hun fortæller om sine egne erfaringer fra teenageårene i 1970'erne, hvor seksualiteten blev præsenteret som en fritidsaktivitet på linje med andre gøremål. I bogen ”Til man och kvinna skapade Han dem” (Til mand og kvinde skabte Han dem) skriver hun det således: ”Vi blev aldrig elskede som personer, hvilket var vores dybeste og inderste længsel og eksistentielle skrig.”
Når hun underviser unge eller har vejledningssamtaler, er der ét overordnet råd, hun deler:
”Jeg opfordrer unge til, med Augustins ord, at 'elske og at gøre det, du vil'. Mange unge oplever et gruppepres, som fører til, at de drikker sig berusede og får seksuelle erfaringer, som de siden fortryder.”
Snart er det tid at tage afsked, for søster Sofie skal over i kirken og bede rosenkrans sammen med de andre søstre i klosteret. Når hun ser tilbage på sit liv, ser hun en længsel, som hun oplevede først blev forløst, da hun fandt ind i kristendommen. Hendes rejse fra kibbutz til ashram var på mange måder typisk for generationen, som var unge i 1970'erne. Hvordan ser hun den åndelige længsel i dag?
”I min ungdom var det ganske legalt at sige, at man var søgende, og der var en frihed til at være søgende. I dag lever unge i en konkurrencepræget kultur, som hylder det målrettede, og samtidig er der det pres, som følger fra de sociale medier, hvor det at tage sig godt ud kommer til at fylde en del. Menneskets længsel er den samme, men jeg tror ikke, der findes det samme rum for spørgsmål om livets mening. I stedet er der en udbredt følelse af meningsløshed, som fører til udbrændthed og depression. Man opdrages til at følge sine følelser og leve et frisat liv, men for mange fører det til en slags tomhed.”
Søster Sofie beskriver hvert menneske som et unikt mysterium, men skal hun alligevel forsøge sig med et generelt råd, handler det om at give stilheden plads og lære at vente.
”Gud bor i hvert enkelt menneske, men man kan låse døren til det rum eller kvæle stemmen, hvis man konsekvent forsøger at overdøve den. Bruger man for eksempel al sin vågne tid på internettet, har det konsekvenser for ens åndelige liv.”
”Vi bliver opdraget til at få vores behov opfyldt her og nu, men denne umiddelbare tilfredsstillelse er med til at skade menneskets indre liv, for det betyder, at man kommer til at leve i det ydre og ikke udvikler sit indre liv, som vokser i stilheden. Når vi hele tiden lader os overvælde af ydre stimulans, er det meget svært for Gud at trænge igennem, for Gud ses ikke, smages ikke, føles ikke. Det er på et andet niveau.”