Søvn er helende og altafgørende for ens velbefindende

Børnelæge og forfatter Vibeke Manniche bliver 13 år igen, når hun er fysisk aktiv. Men hun er mindst lige så opmærksom på sit mentale velbefindende, som hun plejer ved at skrive krimier og få en god nattesøvn

53-årige Vibeke Manniche har altid Pepsi Max i sit køleskab trods ægtefællens formaninger.
53-årige Vibeke Manniche har altid Pepsi Max i sit køleskab trods ægtefællens formaninger. Foto: Scanpix.

Hvad er det gode liv for dig?

At have dem omkring mig, jeg elsker højest. Mit kærlighedsværn. Når børnene, min mand og jeg griner, snakker, diskuterer, drømmer, håber og til tider græder sammen. At være i stand til at bevæge sig frit - både direkte og indirekte. Have lov til at sige sin mening - uden frygt for trusler og repressalier. Sidstnævnte er desværre blevet sværere.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg er jo ikke topsportsmand eller -kvinde, men når jeg dyrker motion, bliver jeg 13 år igen. Når jeg ligger vandret i havoverfladen og crawler havet tyndt - eller det perfekte tennissmash sendes af sted, så kan jeg næsten flyve. Dér har jeg fuldstændig velbehag.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Heldigvis har jeg en glad boxertæve, der kræver, at jeg løber med hende hver dag. Jeg har nået en alder, hvor ikke mindst den daglige løbetur holder alle aldersrelaterede gener væk. Så det er en ekstra bonus. Løb er mere tvangspræget, end når jeg svømmer eller spiller tennis med min mand. Men jeg er meget bevidst om, at hvis ikke jeg får løbet, betaler jeg prisen for det med det samme.

Hvad er afslapning for dig?

Når jeg skriver mine krimier om Anna Storm. Jeg er netop ved at færdiggøre nummer fem, og det er ren luksus, når jeg har nogle dage, hvor jeg bare kan koncentrere mig om skrivningen. Så kobler jeg helt fra. Det indeholder også et element af renselse af frustrationer, sorger, tab, ønsker, håb, drømme. Så der er også noget mentalhygiejnisk i, at jeg skriver.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Det er politisk ukorrekt, men der står altid Pepsi Max.

Hvad er din største last?

Pepsi Max. Det mener min mand i hvert fald - og han er jo ikke alene mit hjertes læge, men også hjertelæge. Så jeg lytter til ham i ny og næ. Men jeg kunne se værre laster end det, vil jeg sige.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Det er et råd, min mor opdrog mig efter - ikke at lade solen gå ned over sin vrede. Er man vred eller ked af det, når man skal sove, får man ikke den nærende og sunde søvn. Rådet har fuldt mig hele livet og er en stor tryghed at have, fordi jeg har givet håndslag med dem, jeg elsker på, at vi lige skal have den ”landet”, inden vi siger godnat. Selv da jeg var allermest ked af det, som da min mor var døende og døde, formåede jeg at sove trygt og godt. Om end jeg stort set al min vågne tid græd og var i dyb sorg. Søvnen er helende både i forhold til ens fysiske velbefindende, men så sandelig også i forhold til det psykiske velbefindende. Jeg holder utrolig meget af et citat af Immanuel Kant, der lyder ”Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren”. Det blev meget tydeligt for mig, da jeg mistede min mor, at det rummede meget stor sandhed.