Sognepræst: Det er ødselheden, der gør blomsterne på graven særligt smukke

Blomsterne er ødsle symboler på kærlighed, og de har en tid og kun en tid for derved at forgå, mens synet og duften af dem gemmes i hjerterne

Blomster ved gravsted på Østre Kirkegård i Roskilde.
Blomster ved gravsted på Østre Kirkegård i Roskilde. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

For nylig døde et familiemedlem, og da meldte sig nok en gang spørgsmålet om blomsterne: Skulle vi sende en buket til begravelsen? Skulle vi sende den med andre eller på egne vegne? Og jeg blev endnu en gang ramt af en lille, irriterende rationel tvivl, som har meldt sig mange gange gennem årene: Er det egentlig ikke lidt spild af de mange blomster og samlet set rigtig mange penge at lægge blomster i hundredvis op gennem midtergangen i en halv time for siden at flytte dem til graven, hvorfra de efter et par dage smides ud? Er det ikke bare forgængelighed med forgængelighed på?

Vi endte med at sende en buket til enken, som hun kunne have i hjemmet i dagene op til begravelsen. Men så i den forgangne weekend skete der en lille ting, der endegyldigt har ændret mit syn på det med blomster ved og i forbindelse med dødsfald, sorg og savn. Jeg var på en kirkegård langt fra mit eget sogn og gik ned ad den smukke, lange allé, der udgjorde kirkegårdens akse. På alléen hilste jeg stille på en gammel kone, der kom gående i modsat retning, ganske langsomt med sin rollator. Jeg mener ganske, ganske langsomt med meget små, korte og lidt slæbende skridt. Hun var gammel og sammenkrummet, og bevægeapparatet var ikke, hvad det havde været. Jeg har gennem mange år haft en særligt varm følelse for gamle mennesker, der bevæger sig ganske langsomt. Jeg ønsker ikke at overromantisere det at blive gammel, men der er noget smukt og uafvendeligt over, at tempoet bare daler og daler. Som ung pisker man rundt, og der er ikke grænser for, hvad man kan og skal nå. Som gammel handler det ikke om, hvor meget man kan nå, men om at samle kræfter til det, man skal.

Jeg kiggede ned ad den lange allé, og det gik op for mig, at det, den gamle kone her var ude på, måtte være noget nær hendes dagsprojekt. Alene turen ned ad alléen havde taget et kvarter, og der kunne være langt endnu. Havde hun måske endda taget bussen? Eller bare gået langt hjemmefra? Det kunne være et projekt, der ville tage adskillige timer. Men jeg kunne til gengæld godt regne ud, hvad projektet var, for foran på rollatoren lå der en smuk buket blomster. Den ville om kort tid blive lagt på en elskets grav, måske en søn, men mere sandsynligt den afdøde ægtefælle. Måske han havde været død i et år, måske i 20 år, men her blev deres bånd bekræftet med en smuk buket blomster og ikke mindst med den indsats, der bragte blomsterne til graven. Der på graven ville hun møde ham i tankerne og i minderne. Måske hun ville tale lidt med ham, og hun ville lægge blomsterne fint på graven. Og så – efter en tid – ville hun gå hjem igen, og blomsterne ville blive tilbage. De ville være smukke et par dage, og så ville de begynde at visne, indtil en graver eller gartner til sidst fjernede dem og smed dem ud.

Igen ville man kunne anskue det som et spild af blomster, men i denne sammenhæng er det tydeligt, at det er meningsløst at tale om spild. Det er en kærlighedserklæring, der rækker langt ud over rationelle betragtninger om nytte, pris og forgængelighed. Det er netop ødselheden, der var det smukke: At den gamle dame brugte både sin tid og sine smukke blomster på at lægge et smukt symbol på en grav og så gå igen.

Når jeg tænker over det, er det lidt pinligt sent i livet, jeg gør mig disse tanker. For det er netop ødselheden, der gør blomster på en grav og i kirkens midtergang særligt smukke. De er ødsle symboler på kærlighed, og de har en tid og kun en tid for derved at forgå, mens synet og duften af dem gemmes i hjerterne. Men sådan kan man heldigvis hele tiden blive klogere, også efter et flygtigt møde med en gammel dame på en kirkegård. Fremover vil jeg se på afskeds- og savnblomster med andre øjne, og jeg vil nok også – resten af livet – se den gamle dame for mit indre blik.