Forfatter har talt med ni præster om håb og kaos: Du kommer aldrig alene ud af ensomheden

Amalie Langballe har skrevet en samtalebog, "Forsøg udi håb." Læs et uddrag, hvor forfatteren taler med sognepræst Henriette Bacher Lind om ensomhed

"Jeg elsker min kæreste, men jeg har ikke brug for ham," skiver Amalie Langballe, og det er det smukke ved kærlighed: "Man står op hver morgen og vælger hinanden til dag ud og dag ind."
"Jeg elsker min kæreste, men jeg har ikke brug for ham," skiver Amalie Langballe, og det er det smukke ved kærlighed: "Man står op hver morgen og vælger hinanden til dag ud og dag ind." . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

DU KOMMER ALDRIG ALENE UD AF  ENSOMHEDEN

Henriette Bacher Lind, sognepræst i Sankt Nikolai Kirke i Kolding

“Det er der heller ikke nogen, der forventer af dig,” svarer den ene af mekanikerne beroligende, da jeg siger, at jeg ikke ved, om min fars blå Suzuki føles normal at køre eller ej. Vi står i værkstedets indkørsel, og de to mekanikere tager bilen i øjesyn. Værkstedet ligger i Kværndrup, lige ved stationen, forbi Egeskov Slot og tæt på motorcykelklubben Dark Souls MC. 

Jeg kører ikke, hvis jeg kan undgå det, men i dag kan jeg ikke undgå det. I dag skal jeg besøge Henriette Bacher Lind, der er præst i Kolding. I dag er jeg forsinket, fordi jeg et sted på Assensvej kom i tvivl om, hvad jeg havde tanket på bilen. Benzin eller diesel? Og hvis benzin, oktan 92 eller 95? Den slags detaljer undslipper mig.Værkstedet tog telefonen med det samme, efter at min kæreste på en telefonforbindelse fra Berlin havde fortalt mig, hvad jeg allerede vidste, men håbede jeg ikke vidste: At diesel på en benzinbil er en dårlig idé. Den anden mekaniker åbner dækslet og stikker to fingre ned i tanken. Hvis det er diesel, skal tanken tømmes. Han fører sine fingre op til næsen. I telefonen spurgte han først, om jeg ikke vidste, hvad der skulle tankes på min bil. Han lugter til væsken. Da jeg svarede, at jeg var i tvivl om, hvad jeg havde tanket, spurgte han, hvordan man kan være i tvivl om, hvad man har tanket. Han er næsten sikker på, at det er benzin, siger han. 

De to mekanikere snakker lidt og bliver enige  om, at der ikke er nogen grund til at tømme tanken. Jeg spørger, om en af dem måske vil prøve at køre i bilen for at mærke, om den føles normal. Selvfølgelig, svarer ham, der har haft fingrene nede i tanken. Han kører en runde. Alt er fint. Jeg kan roligt køre hjem til Henriette. Det er som at få badet sine nerver i mælk og honning. Før jeg tænder motoren og skynder mig til Middelfart, ringer jeg til min kæreste og fortæller, at krisen er afblæst. Opkaldet repræsenterer et af temaerne for dagens samtale: Jeg vil blandt andet gerne snakke med Henriette Bacher Lind om tosomhed og fraværet af tosomhed. Rundt omkring mig ser jeg flere og flere forsøg på at gentænke familieformer. Nogle bekendte åbner deres parforhold. Tidligere kolleger begynder at blive solomødre. Mine fraskilte veninder har elskere, men er færdige med kernefamilien. Min kæreste og jeg er for så vidt ikke en undtagelse: Vi kommer til at gå fra hinanden. Han vil have børn. Jeg vil ikke. På et tidspunkt siger vi tak for nu og tak for alt, og når vi gør, er sandsynligheden for, at jeg kommer til at bo og være alene, rekordhøj. 

Ingen af de her ting er i sig selv dårlige: Vi har frihed til at elske, og frihed til at gå, når kærligheden forsvinder. Det er en god ting. Det, der nager mig, er noget andet. Det er frygten for, at når jeg er single igen, og når jeg sidder alene i en lejlighed, vil ensomheden banke på min dør og gøre mig selskab. Det er ikke en frygt grebet ud af den blå luft: Statistisk set er enlige mere ensomme end gifte folk og personer i parforhold. Spørgsmålet er, om jeg kan være alene uden at være ensom.

Da jeg ankommer til Henriettes etplanshus i Middelfart, er jeg kun en halv time forsinket. Til forskel fra alle andre præster i denne bog, har jeg mødt Henriette før, fordi hun udover at være præst også er boganmelder for Jyllands-Posten. Vi har optrådt sammen til et litteraturarrangement, fordi jeg anmelder for Weekendavisen, og jeg har lagt mærke til, at vi er rørende enige i vores bedømmelser hver anden gang. Fordi jeg har mødt Henriette før, gen-kender jeg også de milde, smilerynkeindrammede øjne og den rolige stemme, der byder mig velkommen og straks undskylder for, at det roder. Hun og hendes mand er ved at få skiftet tag, så der er bygge- affald i indkørslen. Henriette fører mig ind i en stue, hvor hun har dækket op med kaffe og æblekage. Æblekagen er hjemmelavet, og æblerne smager perfekt syrligt mod den fede flødeskum. Jeg indleder samtalen med at fortælle om mit eget kærlighedseksperiment. Henriette spørger, om det altid har været præmissen for vores forhold. Ja, svarer jeg. Det har det. Lyder det umuligt? “Det er meget storsindet af jer at påtage jer den sorg. Det undrer mig også, for der må være følelser, der gerne vil holde fast i den anden – ellers var I ikke sammen. Jeg synes næsten også, det er for storsindet. Jeg er generelt skeptisk over for kærlighed på kontraktvilkår. Jeg plejer at sige til mine brudepar, at man ikke kan give hinanden garantier for, at løftet holder, men man er samtidig nødt til at love hinanden hele sit hjerte – man kan ikke give et halvt hjerte eller fem og et halvt år. Det kan I måske alligevel? Jeg kan godt se, det er svært, når I er uenige om børn. Kan du leve med, at han en dag går – eller at du en dag må gå? Du bliver ikke for ked af det, når det sker?” 

Jeg elsker min kæreste, men jeg har ikke brug for ham. Det er for mig det smukke ved kærlighed: Man står op hver morgen og vælger hinanden til dag ud og dag ind, men man er ikke afhængige af hinanden. Man kan – selvom tusindvis af kærlighedssange og romantiske komedier har lært en det modsatte – leve uden hinanden. Det er både det skønne og det smertefulde. For mig er at elske min kæreste også at erkende, at jeg ikke kan være alt for ham. At selv hvis jeg ved et trylleslag kunne overtale ham til at blive hos mig for evigt, kunne (og ville) der komme en dag, hvor han så på mig med sine blå øjne med ko-lange vipper og sagde: “Du var ikke nok, og nu er det for sent.” Og han ville blive gammel og bitter og drømme om de børn, der aldrig blev født. Det kan jeg ikke risikere. Jeg spørger Henriette, om min forklaring giver mening for hende? “En grundsten i kristendommen er, at man hverken kan dømme eller fordømme. Jeg kan ikke stå og sige til dig: Dit liv lyder underligt, du kan ikke lave sådan en pagt med din kæreste. For det første har jeg ikke retten til at dømme eller bedømme dig, men allervigtigst: Jeg kender dig ikke indefra. Ingen har ret til at stå udenfor og sige, at et andet menneskes liv ikke er det rigtige. Det er der ingen af os, der har bemyndigelse til.” Jeg er ikke bange for at miste, men jeg er bange for at blive ensom. Som en, der elskede at være single, hader jeg at indrømme, at det også sled på mig. Jeg er derfor bange for at blive ensom, fordi jeg føler mig for gammel til at klare de afvisninger, der uvægerligt er forbundet med det, en irriterende bekendt engang kaldte et “aktivt singleliv.” Jeg tænker sjældent på hverken min fortid eller min fremtid som single, men når jeg gør, er det med følelsen af at balancere på en line. På denne line koncentrerer jeg mig om hverken at give for meget eller for lidt, holde vejret, afvente, rette ryggen, når døren smækker, holde tårerne tilbage, når alle romantiske oplevelser synes at rumme den samme lektie: Du er ikke god nok. “For et års tid siden overhørte jeg en samtale i toget mellem en ung mand og kvinde,” fortæller Henriette. “Kvinden oplistede sine kriterier, når hun benyttede sig af Tinder – særligt hvem hun sorterede fra. Som samtalen skred frem blev det mere og mere tydeligt, at den unge mand – pæn og lidt forsigtig – vendte de her vurderinger ind mod sig selv, og han levede ikke op til dem.” Vi bliver afbrudt af støj fra indkørslen. En taglægger er begyndt at kaste sten ned fra taget, og hver tagsten lyder som et menneske, der falder til jorden. Henriette udstøder først et lille gisp, men det afløses af et grin, der kun lige præcis antyder det enerverende ved at have håndværkere i sit hjem, når man selv er hjemsendt fra sin arbejdsplads. 

Jeg prøver at lege djævelens advokat: Det ville være nemt at beskylde dating-apps for at fremelske en kræsenhed og en brug-og-smid-væk-kultur blandt deres brugere, men samtidig er en partner også snarere blevet et tilvalg end en nødvendighed. De fleste er økonomisk uafhængige, og der er ikke længere samme sociale status i at have en partner som tidligere. Folk er muligvis blevet mere kræsne, fordi de kan tillade sig at være det. Det er vel okay? “Hvis man hele tiden føler, man kører afsted på et samlebånd og bliver forkastet på grund af sit arbejde, uddannelse, udseende eller andre overfladiske egenskaber, må det nødvendigvis ramme selvværdet på et tidspunkt. Det er på mange måder en skræmmende sorteringsmekanisme, der måske – og nu spekulerer jeg – forstærker følelsen af ensomhed hos nogle? I det hele taget er idéen om, at man kan opstille kri-terier for en kæreste, meningsløs. Hvordan ved man egentlig, hvad man gerne vil have? Hvordan kan man vide, hvem der udvikler ens potentiale eller kan rumme den, man er? Det kan man ikke opstille skabeloner for.” Hvem ville prøve alligevel? Hvem ville opstille formler for kærligheden? Er det dem, der er ensomme, men ikke længere kender vejen ud af ensomheden – dem, der efter mange år alene er begyndt at overveje, om der er en særlig muskel til parforhold, og hvis den ikke trænes, skrumper den ind og forsvinder? (Anne Boyers linjer We were lonely, but unable to form the bonds necessary to end our loneliness sidder i mig). Er vi fjollede, hvis vi er blevet brændt før og brændt ofte og derfor forsøger at opstille retningslinjer for ikke at blive brændt igen? 

“Hvis du definerer verden ud fra dine egne forudsætninger, går der noget tabt. Jeg snakkede med min svigerdatter i går, som er australier. Hun kan simpelthen ikke forstå idéen bag mange danske designerlamper. Hun synes ikke, at de lyser nok op. Hun er vant til langt mere lys. Tænk, hvis min eneste definition af en god lampe er en PH-lampe.” Her noterer jeg mig, at der faktisk hænger en hvid PH 5-lampe i stuen ved siden af. Henriette fortsætter: “Så kan jeg ikke se skønheden i en australsk lampe. Og møder jeg mennesker med samme tilgang, som jeg møder lamper, bliver livet fattigt.” Jeg spekulerer på, om der er noget i vores kultur – og nu tænker jeg måske specifikt på romantiske komedier – der fremelsker ensomheden. For en del år siden interviewede jeg en række mænd, som jeg tidligere havde datet, til en artikel med afsæt i spørgsmålet: Hvorfor blev det ikke os? Fælles for dem alle var, at jeg havde været interesseret, men interessen var ikke gensidig. Der var én, hvis svar jeg stadig tænker over fra tid til anden, og som jeg nu genfortæller til Henriette: Lynet slog bare ikke ned. Selvom det havde været hyggeligt, var han ikke ramt af amors pil, da han gik. Han ville gerne rammes –faktisk så gerne, at han i nogle år var taget på to-tre nye dates hver uge. Men kærlighed ved første blik var det stadig ikke blevet til. “Mange kan godt lide tanken om, at det er skæbnen eller tilfældet, der har bragt dem sammen med deres elskede. Men i tilfældet træffer man også et valg. Det nytter ikke noget, at de gode muligheder sejler forbi, hvis man ikke på et tidspunkt vælger en båd. Venter man så på den perfekte båd, kommer man ovenikøbet til at vente forgæves. Til vielsessamtalerne snakker vi meget om netop det: De gifter sig ikke med den perfekte, for den perfekte person findes ikke. Det er jo den store lettelse i at møde en anden. Man er to fejlbarlige mennesker. Når vi i kirken spørger, om man vil elske og ære den anden i medgang og mod-gang, er det en anerkendelse af det uperfekte. Det er en lille påmindelse om, at intet går af sig selv. Selv kærligheden – hvor fantastisk den end er – kræver en indsats. Det menneske, du nu har sagt ja til, er også din næste. Jeg kan godt lide tanken om, at kærligheden – den her enorme gave, tænk, at vi får den – også er en opgave. Den kræver noget af dig. Du skal sørge for, at det her menneske får så godt et liv, som du kan give. Den dobbelthed synes jeg er fantastisk. Her understreges det, at vi ikke er perfekte. Kærliheden er heller ikke perfekt, og nogle gange går det galt – men uanset hvad, så er det en opgave. En gave og en opgave.” Er det en gave, man kan leve uden? Der findes ikke præcise tal for, hvor mange singledanskere der er, men cirka tredive procent af alle voksne danskere bor alene, og tallet er kun vokset de seneste år. Derfor trænger et spørgsmål sig på: Hvad hvis jeg ender alene? “Jeg fornemmer, at du er bange for at brænde inde med noget kærlighed. Men kan det lade sig gøre? Vil ens kærlighed ikke altid finde vej til nogen eller noget? Man kan selvfølgelig godt være alene – altså single – det er bare vigtigt, at man har mennesker i sit liv. Jeg tror ikke, at noget menneske for alvor trives helt alene.

I skabelsesberetningen laver Gud som bekendt kvinden, fordi det ikke er godt for no-gen at være alene. Der lægges også stor vægt på fællesskaber. Jesus har sine disciple. De, der er udenfor, forsøger han hele tiden at få indenfor. De udstødte og marginaliserede inviteres indenfor. Der er en insisteren på, at vi skal kunne rummes, og at vi er nødt til at have nogen omkring os – nogen, der viser os omsorg, og nogen, vi kan drage omsorg for. Det behøver ikke at være en partner, det kan også være venner eller de andre i skakklubben eller ens kusiner. Det vigtige er, at man ikke er alene.” Jeg håber, Henriette har ret, for det er rigtigt, hvad hun siger: Når jeg siger, jeg er bange for at blive ensom, mener jeg, at jeg er bange for at have kærlighed indeni mig og ingen at forære den til. Jeg takker for kaffe og æblekage og kører hjem ad fynske landeveje, gennem efterårsfarver – gyldent brunt, rav og gult. I Tommerup holder jeg ind ved en Røde Kors- forretning for at kigge efter et par vinterstøvler. En af butikkens frivillige tilbyder mig et hjemmedyrket stykke æble fra en gennemsigtig tupperware-bøtte, men jeg takker nej af hensyn til smitterisiko. “Det må du selv om,” svarer kvinden. Da jeg kører de sidste kilometer hjem til Stenstrup tænker jeg på de kærlighedseksperimenter, jeg selv og mine omgivelser udfører i de her år. Jeg kan ikke beslutte mig for, om det er at anerkende eller fornægte den uperfekte kærlighed, som Henriette snakkede om. Når et vennepar åbner deres forhold, er det så for at imødekomme rodet eller er det et forsøg på at skabe nogle rammer, hvor rodet aldrig opstår? Er det at give sit ærlige hjerte eller sit halve hjerte, når min veninde med to børn afsværger seriøse relationer? Jeg ved det ikke. Mine tanker kredser om det, mekanikeren sagde, da jeg undskyldte min motorsagkyndighed: At ingen forlanger den viden af mig. I en vis forstand forventer jeg den imidlertid af mig selv. Det er en fantasi om at være selvberoende, kunne klare sig selv uanset hvad. 

Det er meget muligt, at mekanikeren ved bedre end mig. 

Læs interview med Amalie Langballe her