Som barn mindes jeg, at sommeren næsten varede en evighed. En junidag sagde man på gensyn til klassekammeraterne, og en dag i august vendte man så tilbage – et halvt hoved højere og en hel sommer klogere.
Sådan er det desværre ikke længere. Det er mange somre siden, jeg kunne prale med at være vokset et halvt hoved. Og klogere synes jeg egentlig heller ikke, jeg bliver. Ikke noget, der er værd at skrive hjem om, i hvert fald. Nej, sommeren har på mærkværdig vis mistet sin evighed.
Midt i præstegårdshaven står et forhutlet træ. Mellem alle sensommerens smukke grønne træer står det. Nøgent. Og grimt. Bart. Ja, som var det forbandet. En sommerprovokation, simpelthen. For sådan gik det nemlig for sig: Hver eneste gang jeg sad og nød sommeraftenerne på terrassen, talte det forhutlede og nøgne træ til mig. ”Memento mori”, hviskede det i den milde sommervind, mens jeg nippede til roséen og gjorde alt for ikke at få egen forgængelighed og dødelighed galt i halsen.
Det er hård kost for et lyst sommersind at have et memento mori-træ i haven. Og således har jeg sommeren igennem med lige dele frygt og lune underholdt terrassens gæster med mine tanker omkring det forbandede træ. At det burde hugges om. Forsvinde. Så man for en sommerstund kunne nyde tilværelsen uden at blive konfronteret med alt det værste.
”Hvorfor er du så bange for døden?”, spurgte én af gæsterne mig så. For ja, den slags spørgsmål kan man sagtens slynge ud en sen sommeraften i præstegårdshaven: ”Hvorfor er du så bange for døden?” Jamen, det er da indlysende. Er det ikke? Jeg er bange for døden, fordi jeg er så glad for livet. Jeg er bange for døden, fordi jeg elsker sommeren. Og farverne. Og lyset. Og kærligheden. Ja, fordi jeg er så glad for alle de skønne mennesker, der beriger mit liv. Og fordi. Og fordi. Og fordi…
Nu skriver vi september, og de sene aftener på terrassen bliver færre. Men det forhutlede træ står der endnu. Og som vestenvinden herude i det yderste vest tager til, ikke blot hvisker træet, men råber det nu til mig, at roséen og alt det skønne og smukke en dag slipper op.
Søren Kierkegaard ville – lettere omskrevet – sige: Det er alvor med døden. Derfor er det også alvor med livet. Og måske, tænker jeg så, mens jeg modvilligt tager min dødsangst i hånden og går ind i efteråret, måske var det dét mit forbandede memento mori-træ i haven forsøgte at fortælle mig i løbet af den sommer, der gik alt for hurtigt og som nu er forbi: ”Memento vivere” – husk at leve. Fordi det er alvor. Fordi det er vigtigt. Fordi det er smukt. Og stort.
Forgængeligheden. Det snigende mørke. Døden. Som lysets barn har jeg svært ved at se det smukke i efterårets farver. Jeg har svært ved at omfavne de faldende temperaturer – og jeg savner allerede de sene sommeraftener med lune tæpper om livet og eksistentielle spørgsmål i glasset.
Gud skal vide, at jeg ikke er blevet et hoved højere siden juni. Og sommeren varede da heller ikke en evighed. Fan bliver jeg aldrig af efteråret. Aldrig. Men måske er jeg alligevel blevet en hel sommer klogere. Grundet en forhutlet sommerprovokation; mit memento mori-træ, der i vestenvinden skiftevis hvisker og råber: Husk, at du skal dø. Men husk netop derfor også, at du skal leve.