Sognepræst: Flygtninge burde få opholdstilladelse, når de døbes

Når Rasmus Nøjgaard møder flygtninge, der gerne vil konvertere til kristendommen, er han i tvivl, om han skal døbe dem. For hvis de hjemsendes, kan de risikere at blive forfulgt

61-årige Rasmus Nøjgaard er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Han medvirker i denne uges program af Det Etiske Kompas, der handler om, hvornår man må blande sig i andres overvægt. –
61-årige Rasmus Nøjgaard er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Han medvirker i denne uges program af Det Etiske Kompas, der handler om, hvornår man må blande sig i andres overvægt. – . Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Forleden morgen var jeg alene hjemme med min søn. Han har type 1-diabetes og havde det rigtig skidt. Det ringer på vores dør, og ude foran står en husvild mand i slutningen af 20’erne, som er psykisk syg og har misbrugsproblemer. Den unge mand spørger mig, om jeg har tid til at tale med ham, og om jeg vil hjælpe ham lidt økonomisk. Det er et dilemma, som jeg ofte står i, hvor jeg må afgøre, hvornår jeg skal prioritere min familie i forhold til min pligt som præst. Jeg valgte at hjælpe den unge mand økonomisk, men derefter at lade ham gå med besked om, at han var velkommen en anden dag. Jeg kunne ikke give ham den tid, han havde brug for, fordi min søn var ked af det og havde brug for min omsorg.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Det sker løbende, at jeg møder flygtninge, som gerne vil døbes. Det er ét af de sværeste dilemmaer, jeg kan komme ud for, fordi deres asylsager stadig er under behandling, og det derfor er uafklaret, om de overhovedet kan få opholdstilladelse her i landet. De har et inderligt ønske om at blive en del af det åbne og tolerante samfund, som de har mødt i Danmark, og de ser dåben som en måde, hvorpå de kan komme ind i den kristne kultur. Men vi ved også, at konvetitter forfølges hårdt, nogle gange til døden, hvis de sendes hjem. Derfor er det meget vanskeligt for mig, hvad jeg skal gøre i de her situationer. Flygtningene har en blind tiltro til, at hvis de bliver døbt, vil danskerne se på dem med endnu mildere øjne. Det kan jeg godt forstå, og det synes jeg også, at vi burde som et kristent land. Men vi har desværre en politik i Danmark, hvor dåben ikke er udslaggivende for, om der gives opholdstilladelse. Jeg plejer at tage en lang samtale med dem, og hvis de insisterer på at blive døbt, så indleder jeg et dåbsforløb med dem, som varer minimum et halvt år. Hvis det viser sig, at dåben virkelig er et inderligt ønske for dem, så vælger jeg at døbe dem. Troen kan være den afgørende hjælp midt i deres alvorlige livskrise. Jeg har oplevet at miste kontakten til nogle flygtninge, som jeg har døbt, og som derefter er blevet hjemsendt. De antages at være forsvundet, og det er uvist, om de er i live.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det handler om forholdet mellem frihed og fællesskab samt ansvar og pligt. Der er en ubalance i vores samfund, hvor vi på den ene side har en stor økonomisk overflod, men samtidig skærer ned på bidraget til de svageste, for eksempel i psykiatrien og integrationen. Der er ingen tvivl om, at superliberalismen har sejret globalt set og samlet rigdommene på ganske få personers hænder. Det er tid til et opgør med en nyttemoral, hvor vi lukker øjnene for vores næstes ve og vel. Vi misforstår vores frihed og forvalter den må en måde, der fravælger et fællesskab, som i kraft af vores overskud, burde komme de svageste til gavn.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg synes, at der har været etiske punkter på dagsordenen ved det seneste folketingsvalg, og det er positivt. Længe har der været en politisk kynisme, men det ser ud til, at pendulet svinger den anden vej nu, hvor ekstreme højrefløjspartier er blevet stemt ude. Mit håb er, at debatten om etik og eksistens vil komme til at fylde mere end tidligere, og at det ikke kun er økonomiske overvejelser, der bliver det politiske beslutningsgrundlag. Men generelt set synes jeg ikke, der er et særlig stort folkeligt fokus på etik. Jeg kunne godt tænke mig, at vi alle blev bedre til at tage stilling til grundlæggende etiske dilemmaer som for eksempel, hvad vi kan tillade for vores børn i daginstitutionerne, og hvordan vores ældre har det på plejecentrene. Etik er nødt til at blive prioriteret højere både politisk og samfundsmæssigt.