Der står en affugter i Trans Kirke og larmer. Engang lå den lille kirke midt i sognet, men havet har ædt sig ind på den – nu ligger den knap 100 meter fra skrænten, og den her torsdag eftermiddag i september fyldes den af teenagere i tynde dynejakker eller hættetrøjer. Med Fjällräven på ryggen og kondisko på fødderne.
”Hej med jer. Velkommen her i Trans Kirke. Nogle af jer kender mig, andre gør ikke. Jeg hedder Heidi og er præst i Vandborg, Ferring, Fjaltring og Trans,” siger sognepræsten, der i dag ikke er iført præstekjole, men regnjakke.
Tre konfirmandhold skal nemlig på pilgrimsvandring langs Vesterhavet. 3,2 kilometer fra Trans Kirke til Ferring Kirke. Men inden fortæller 37-årige Heidi Røn dem historien fra Lukasevangeliet om stormen på søen.
”Jesus er ude at sejle med sine disciple, og lige pludselig blæser det op til storm, og disciplene bliver enormt bange og angste. Det gør man, når man er bange for at gå under. Jesus rejser sig og truer ad både vind og bølger, og havet og stormen lægger sig. Sådan tror jeg også, det er, når vi sidder herinde. Vi er midt i vores liv. Nogle gange er der havblik. Alt går godt, man har gode venner, skolen går godt, og det går godt med fritidsinteresserne. Men på et eller andet tidspunkt vil man opleve en storm i sit liv. Og så kan man gå herind i kirkeskibet.”
Heidi Røn fortæller de unge, at man i kirken tror på, at Jesus Kristus er en medvandrer i livet.
”Han går sammen med os hele tiden. Fra den dag, vi bliver født, til den dag, vi lukker vores øjne,” siger hun med en dyb, luftig stemme, og så bliver der stille.
I fem sekunder. Til en pige bryder tavsheden med et drillende ”Ja.” Og der fnises.
Et flygel falder til
Omtrent tre timer tidligere denne dag sidder Heidi Røn i sin bil og lader sig opsluge af vejret.
”Så kommer vi på landet. Se himlen i dag. Så tung den er.”
Hun har hentet sin gæst fra Kristeligt Dagblad i Lemvig og fortæller, at hun er ved at vænne sig til igen at skulle køre hele tiden og til alt. Liv&Sjæls nye klummeskribent Heidi Røn kom i foråret til et syvsogns-pastorat ”vest for verdens ende”, som hun selv formulerer det. Hun kom fra en lejlighed på ottende sal og et embede i Sydhavn Sogn i København. Men tilværelsen tippede for Heidi Røn, og hun tog sine børn med tilbage til, hvor hun kommer fra. Hun måtte hjem til en gammel kærlighed – havet.
”Der er Vandborg Kirke, den ligger deroppe sådan helt stolt,” siger hun og peger mod venstre, mens hun drejer bilen til højre i et vejkryds.
”Når vinden er rigtig, og det er helt stille om aftenen, kan man høre havet som en motorvej, der bruser.”
Snart efter svinger hun ind på en grusbelagt gårdsplads, her ligger præstegården – hendes hjem. Hun og hendes to sønner på 5 og 13 år flyttede ind i april. I entréen, over døren ind til stuen, hænger et bibelcitat, hun har arvet fra sine morforældres gård i Nørre Nissum. ”Herre, at dine Øjne må være åbne over dette Hus Dag og Nat”, står der. For foden af fjernsynet i stuen står to tyrannosaurus rex’er i plastik som frosset midt i et brøl. I biblioteket ved siden af er en indbygget reol blevet opført, og et nyindkøbt flygel står og falder til, inden det senere på efteråret skal stemmes, så Heidi Røn kan bruge de mørke aftener på at lære at spille jazz. På badeværelset hænger tre flipper til præstekraven på en elektrisk håndklædetørrer. I spisestuen breder en monstera sig, og i køkkenet har et Sikker Hansen-tryk af en nøgen kvinde med ryggen til fået en fremtrædende plads. Her er godt at være, synes Heidi Røn.
Hun er blevet overenskomstansat på halv tid i syvsognspastoratet Dybe-Ramme-Fjaltring-Trans-Vandborg-Ferring-Lomborg-Rom, hvor hun har primær tjeneste i de fire af sognene, som hun er ved at lære at kende. I Vandborg, Ferring, Trans og Fjaltring er der i alt 542 indbyggere, hvoraf de 84 procent er medlemmer af folkekirken. Men der er tre menighedsråd i de fire sogne, folk er engagerede i deres kirker.
”På sigt kunne man jo overveje, om det gav mening at samle de tre menighedsråd til ét, for det er jo et tyndt befolket område. Men der er også en historie, man må have respekt for. Og jeg er lidt som en elefant i en glasbutik, for jeg er jo stadig ved at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen,” siger hun.
”Til gengæld er det slet ikke fremmed for mig at komme hertil, fordi jeg kommer fra Harboøre. Jeg er vant til, at vestjyder er lidt lange i blikket og lidt stille engang i mellem.”
Uden for kirken torsdag eftermiddag får konfirmanderne et ark papir med spørgsmål, som de skal stille sig selv og en makker på den første del af gåturen mod Ferring.
”Stop op et øjeblik og kig ud over havet. Hvad ser du?”, læser en dreng højt for sin ven.
”Hvad er det nu, horizon hedder på dansk?”, spørger han så.
”Horisont,” svarer hans ven.
”Nårh ja, horisonten.”
De begynder deres vandring, mens to piger spørger Heidi Røn, hvorfor de skal tale så meget om det hav.
”Det er jo bare vand?”.
Fem minutters gang senere er der et fabelagtigt kig fra den høje skrænt og ned på det grå hav. De to piger må stoppe op og kigge. De tager telefonerne frem og tager billeder af synet.
Et hav, en tro, et hjem
I præstegården tidligere på dagen har Heidi Røn husket, hvordan hun selv havde det med havet som teenager i Harboøre. Det var et sted, man kørte hen i weekenden, to mennesker på en knallert og uden hjelm. Man satte sig på en bunker og drak øl, men man så ikke det hav, ansigtet var vendt mod. Eller hun gjorde i hvert fald ikke. Hendes far var lastoptager i Thyborøn, hendes mor var hjemmegående. Hun har to søskende, og det var en god opvækst. Men som ung betragtede hun sin hjemegn som et forblæst udsted. Hun måtte væk.
”Jeg har lige læst Søren Ulrik Thomsens essay ’Store Kongensgade 23’. Han har fat i noget fuldstændig rigtigt. Der er et sted i et menneskes liv, som kommer til at stå helt centralt, og som alting senere kommer til at pege tilbage på. Mit sted har vist sig at have med havet at gøre, og det var det, jeg måtte tilbage til.”
Indre Mission har altid stået stærkt i Harboøre. Heidi Røns familie var ikke specielt kirkeligt engagerede, men troen har nok alligevel altid været med, og måske har det med havet at gøre.
”Tilbage i 1800-tallet fik vækkelsen jo fat i fiskerne. Man kan betragte det som et under. Men man kan også se, at der var livsbetingelser, som gjorde, at der var gode vilkår for vækkelsen. For her tog fiskerne på havet hver dag med livet som indsats. Det har kostet så mange liv derude. Så det er klart, at når du møder modstand, kan du karikeret sagt dulme den med brændevin eller Gud. Sådan er det også for mennesker i dag. Når vi får slag, får Gud sommetider en større plads. Og det er uanset, om man er fisker eller skilsmisseramt.”
Heidi Røn tog HF-eksamen i Nørre Nissum. Hun mødte sin mand, og de fik deres første barn. Hun blev uddannet teolog efter studier i både Aarhus og København, og da hun havde færdiggjort pastoralseminariet, blev hendes far syg med kræft første gang. Derfor søgte og fik hun som kun 27-årig sit første embede i Vejrum, Ølby, Asp og Fousing sogne tæt på Struer. Hun husker, at hun tog pænt tøj på den første dag, satte sig ind på sit kontor og ventede på, at der skete noget. Hun husker også, at det var ensomt og vanskeligt at være ung og ny i landsognene, og at hun forsøgte at leve op til en rolle, hun tænkte, hun skulle udfylde. Hendes far døde i 2015, og i 2017 flyttede familien med nu to børn tilbage til København, hvor Heidi Røn fik embede i Sydhavnen Sogn. Det er et sogn, der blandt andet er kendt for en klatrevæg og en husbådkirke. Heidi Røn havde blandt andet børnesorggrupper og konfirmander fra en nærliggende specialskole – diakoni ligger hende på sinde. Hun vurderer selv, at hun ligger nogenlunde på den grundtvigske midtbane i dansk kirkeliv. Hun prøver gerne nye ting, men piller ikke ved søndagens højmesse, og hun gider ikke rigtig nyere salmer. Og så har hun det med at sige til konfirmander, at de ikke tager skade af at kede sig til en ny livsindsigt på kirkebænken.
Det er næsten det samme, hun samme eftermiddag siger til konfirmandholdene, da de er nået halvvejs og har sat sig i græsset ved Bovbjerg Fyr. Nu, siger hun, skal de gå resten af turen alene i stilhed. I bagtroppen, hvor hun selv befinder sig efterfølgende, må hun løbe lidt frem og tilbage for ind i mellem at skille de unge ad. Det er ikke alle, der gider at gå alene og kede sig.
En kilometers penge senere stikker den hvidkalkede Ferring Kirke pludselig op ad en bakket stubmark. En pige gestikulerer til kammeraten foran – peger op på kirken. Nu er de snart fremme!
En stak breve i postkassen
I oktober sidste år stod det klart for Heidi Røn, at hun skulle skilles, og at kernefamilien og livet, som hun kendte det, var i opløsning. I begyndelsen gik hun på arbejde, men så blev hun sygemeldt. For hun kunne ikke være noget for andre, når hun selv kæmpede for at holde sig oppe.
”Til trods for, at jeg var virkelig glad for mit arbejde og byen, kunne jeg pludselig ikke holde ud at være der længere. Jeg kunne ikke holde ud at være i København, og jeg kunne ikke holde ud at være i lejligheden længere. Det er ligesom et barn på lejrskole, der pludselig får hjemve. Det nyttede bare ikke at sige til mig, at det nok skulle gå, for det kunne ikke gå at blive boende, det var sådan, jeg havde det,” fortæller hun.
I julen var hun hjemme på besøg i Harboøre og så i Folkebladet Lemvig, at man ledte efter en ny præst til det pastorat, vi nu befinder os i.
”Jeg ringede samme dag til en af menighedsrådsformændene og spurgte, om jeg måtte tage forbi og se kirkerne og præstegården. Man siger jo, at man ikke skal tage store beslutninger midt i en krise, men der var ikke noget at gøre. Det føltes, som om det var ude af mine hænder. Jeg kunne ikke gøre andet.”
Den dag, flyttelæsset skulle køres, var hendes drenge hos deres mormor i Harboøre. Heidi Røn kørte bag flyttelæsset, men måtte holde ud i nødsporet på motorvejen og græde som pisket over skiftet.
”Jeg var helt hævet i ansigtet, da jeg fire timer efter landede her. Jeg kom ind, og det føltes som at komme hjem.”
Det var midt i april, træerne stod stadig nøgne, men det dagedes.
”I København har jeg stort set aldrig hørt fuglesang. Men det kunne jeg her. Og de sang også om natten. Det er det, der er vildt. At fugle også synger i mørke. Det blev simpelthen så tydeligt for mig, at det var opstandelsessang. At de sang til mig. Og det blev et billede på, at det her er en ny begyndelse, og at vi skal slå rødder her,” siger hun.
Drengene går på den lokale folkeskole og er hos deres far hver anden weekend samt en hverdag om ugen. Han er også flyttet til området. Hendes søskende og mor bor tæt på, og den store familie mødes hver torsdag til aftensmad. Skilsmissen og opbruddet står ikke længere i forgrunden. Men tilbage i april var hun især bekymret for, hvad flytningen ville betyde for hendes ældste søn, der på det tidspunkt gik i sjette klasse.
”Men vi flyttede ind fredag. Lørdag morgen lå der i postkassen en stak breve fra hans kommende klassekammerater. De skrev hver især ’hej’, og ’vi glæder os til at møde dig’, og ’jeg spiller det og det, jeg håber, du vil være med’. Prøv lige at høre. Det er et lokalsamfund, som ikke nødvendigvis er klar over, hvad det er, de gør, men de gør noget vanvittigt stort. De gav os en følelse af, at vi var ventet her. Du kan ikke gøre noget bedre for et andet menneske.”
Foran Ferring Kirke har de kommende konfirmander, heriblandt Heidi Røns ældste søn, slået sig ned i græsset. Mødet med havet – har Heidi Røn tidligere i dag sagt – er som mødet med gudstjenesten. Man fralægger sig sin selvkredsen, når man møder det brutale, skønheden og mystikken – i vandet og i kirken. Man bliver det lille menneske, man er. Om man indser, hvor lidt magt man har.
Her ved parkeringspladsen foran kirken siger hun som afslutning på pilgrimsvandringen noget lignende til de unge mennesker. At vand ikke bare er vand. Og så beder de Fadervor, inden de bryder op.