Jeg synes ikke, det nytter noget at gøre livet op i fortrydelser. Gør man det, må det være svært at forsone sig med livet, som det blev. Det er ikke, fordi mit liv er gået glat igennem, men jeg forsoner mig med de valg, jeg har truffet, fordi de har formet mig. Og det vil jeg gerne tage på mig.
Lyt til podcasten "Mellem Liv og Ord" ved at klikke her eller find den i Kristeligt Dagblads app
Men jeg er trukket hen mod en eksistentiel grunduro, der er blevet mere klar for mig, jo ældre jeg er blevet. I kraft af den uro ligger fortrydelsen også hele tiden og lurer som en lille mulighed for at gå en anden vej eller at komme til at træffe de forkerte valg.
Da jeg var gravid med Lillen (kælenavnet til Marie Høghs etårige datter, Inger, red.), var de første måneder frygteligt svære for mig.
Jeg var, ud over at være lykkelig, også utroligt ængstelig og bekymret for, om jeg var det rigtige sted i mit liv. Ængstelig for den lilles liv og hendes liv i mit liv, hvor døden, sorgen og kærligheden er.
Det er en uforklarlig og gådefuld ængstelighed, der ligger meget dybt i min sjæl. Jeg kan næsten mærke den. Sådan fysisk. Det er svært for mig at forklare, hvor uroen kommer fra. Men den er en stor del af mig og mit fundament.
Jeg tror også, at uroen skyldes en klar bevidsthed om, at livet aldrig vil komme til at gå op, og enderne ikke vil mødes.
Det handler om at leve lykkeligt med det, som tilværelsen nu engang tilskikker dig. Det føler jeg, at jeg kan nu. Især efter at Lillen kom til. Det er så banalt, men det er nok, fordi der nu er kommet en pligt, der holder mig på plads i den store uendelige uro, jeg trasker rundt i.
Det er en stor befrielse for mig at mærke, at et andet menneske har brug for mig. Det hjælper mig til at løfte blikket fra mig selv og fastholde mig i øjeblikket.
Som kirkefaderen Augustin (354-430) siger om det urolige hjerte, der finder hvile hos Gud, er Gud også den ro, vi kan finde hos vores medmennesker, der har brug for os og kræver noget af os. Den livsafhængighed forankrer mig. Ligesom troen.