Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det gjorde jeg, da jeg engagerede mig i juleaftensgudstjenesterne sidste år, hvor jeg endte med at stå frem og tale for, at de skulle aflyses. På den ene side vidste jeg godt, hvor meget de betyder for folk og også for mig selv, men på den anden side var der et hensyn, der var vigtigere. Det var ikke nemt for mig at beslutte at gå i brechen for retten til at aflyse juleaftensgudstjenesterne. Og der var også præstekolleger, der angreb mig og de andre, der stod frem, for at være useriøse og svage i troen. Det var jeg da ked af, for jeg syntes jo, at jeg havde tænkt mig rigtig godt om. Det positive var, at alle i vores sogn var 100 procent positive, da vi tog beslutningen om at aflyse.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
En af de absolut største var, da vores søn ville uddanne sig til sprogofficer og udsendes til Afghanistan og også kom af sted to gange. Dilemmaet var, om vi skulle støtte ham i hans ønske, eller om vi skulle prøve at tale ham fra det. Vi valgte at støtte ham – også ud fra en betragtning af, at han nok ville gøre det uanset hvad. Men dilemmaet er ikke blevet mindre siden dengang. Var det det rigtige, at vi ikke forsøgte at tale ham fra det? Det er noget, jeg tænker på flere gange om ugen – og ikke mindst nu, hvor situationen er, som den er i Afghanistan. Det var et dilemma både på det personlige plan og på et større plan.
Hvad er tidens største dilemma?
Det største nutidige dilemma er vel klimaproblematikken. Problemet er, at der ikke er et quickfix. Nogle siger, at hvis bare jeg spiser mindre kød, så redder vi planeten. Andre siger, at vi bare kan køre elbiler, så er det det rigtige. Men der er jo tusindvis af dilemmaer, og som enkeltperson har man ikke en chance for at overskue det – hvornår er det lige præcis, at jeg gør nok for at bidrage til at passe på verden? Man står i det hver dag, når man er ude for at købe ind og skal beslutte, hvad der skal i kurven. Man står i det, når man skal vælge ferieform, og man står i det, når man skal se på, hvor meget benzin man har brugt på en uge. Vi kommer jo til at tage valg, som vi troede var fornuftige, men som viser sig på den lange bane ikke at være det. Jeg håber, at vi kan få nogle klarere retningslinjer fra politikerne – det er ganske enkelt for svært for hver enkelt at gøre noget og vide sig sikker på, at det er det rigtige.
Synes du, at etik fylder nok i den offentlige debat?
Jeg synes, at vi taler for meget etik, men siger for lidt. Forstået på den måde at rigtig megen snak om etik og værdier er overfladisk. Vi taler ikke om, hvad det er for principper, der ligger bag vore valg. Alt for meget går ud fra egocentriske principper om, at ”er det godt for mig, så er det godt”, men det holder jo ikke. Der tales for lidt om pligtetik og om de grundregler, vi bør forholde os til. Et klart eksempel er et emne som aktiv dødshjælp. Der er et betydeligt flertal, som går ind for aktiv dødshjælp, men jeg har svært ved at se, hvad det er for et etisk grundsyn, der ligger bag. Al respekt for medlidenhed med dem, der lider; men noget så afgørende kan ikke alene bygge på følelser – hvor forståelige og rimelige de end kan være.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
For mig er der kun ét eneste etisk princip at handle efter: Det er Jesu ”gyldne regel”: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Det er indholdet af den samvittighed, der hele tiden skal prikke til os. Det er ikke nemt, for kristendommen kommer ikke med et etisk regelsæt. Det er på en gang både befriende og vanskeligt, at vi selv skal tage beslutningen i forhold til, hvordan vi handler over for andre mennesker. Jeg synes, man skal passe på ikke at gøre etik til noget, der alene er følelsesbetonet – etik handler om pligt og anstændighed. Jeg er medlem af Frimurerordenen, hvor vi taler meget om etik og værdidannelse, og her er kerneordene ansvar, anstændighed og pligt. For mig bygger de oven på den gyldne regel. Når vi skal handle ud fra den, står vi altid i dialogen mellem fornuft og samvittighed. Fornuften alene bliver for kynisk – samvittigheden alene kan blive til blind lidenskab.
Hvornår er du sidst gået på kompromis med dine egne etiske principper?
For mig at se er hele livet en dans med kompromiser. Kun engle og djævle indgår ikke kompromiser. Da vi andre er mennesker, er det vigtigt, at vi accepterer, at vi må gå på kompromis hver dag. Den lutherske kernesætning om, at vi alle er syndere, er ikke et abstrakt statement. Hver gang vi går på kompromis, fordi vi ikke kan gøre det, vi dybest set burde af en eller anden grund, så er vi syndere. Som Paulus sagde: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det er et vilkår.