Prøv avisen
Interview

Sognepræst og familiefar til fire: Skærmene slår børnelivet i stykker

Illustration: Rasmus Juul

Sognepræst i Hjortshøj og far til fire, Morten Skovsted, var og er en af it-pionererne i folkekirken. Samtidig kæmper han sammen med sin hustru Iben Krogsdal for at sætte grænser for både egne og andre børns skærmtid – og i stedet give plads til almendannelse og nærvær. Det er svært i 10’erne

Forleden sad Morten Skovsteds to ældste børn, Mathias, 23 år, og Maria, 21 år, i familiens sofa og fortabte sig i fotoalbummer, fra da de var små. De er begge flyttet hjemmefra, men var hjemme i Hjortshøj nord for Aarhus til familiemiddag, og som flere gange før endte de med at sukke henført over billeder af dem selv, der byggede med Lego midt på stuegulvet, spillede spil eller var udenfor i haven og lege.

”Hvor var det skønt før skærmene,” sagde de samstemmende.

Det er deres far, den 52-årige sognepræst i Hjortshøj, der fortæller anekdoten. Og han er sådan set enig. Der findes et før og et nu.

”Nærværet var et andet, fordi man ikke hele tiden blev distraheret af skærmene. Det var et højdepunkt at skulle nå hjem for at se den halve times børnefjernsyn, der nu var, for man kunne ikke bare streame det senere,” siger han.

Det kunne lyde som en mand, der taler om en fjern fortid, men det drejer sig egentlig bare om en periode på godt 10 år, som har forandret samfundet radikalt. I løbet af 2010’erne har skærmene både indtaget og overtaget vores sociale liv med en sådan fart, at det er alarmerende, mener han.

Morten Skovsted bor i præstegården i Hjortshøj med sin kone, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal og de to ud af fire børn, der er hjemmeboende. Svante på 12 år går i folkeskolen, og Lauge på 17 år går i gymnasiet. De to ældste bor og studerer i Aarhus.

Forældrene oplever, at der er et skel mellem de to ældste og de to yngste. De ældste havde primært deres barndom uden skærmene. For de yngste er det omvendt. IPhonen blev lanceret i 2007 og iPaden i 2010, og særligt hvad angår den yngste søn, Svante, har forældrene oplevet, hvordan digitaliseringen af børnelivet har forandret måden, man er sammen på. På et årti er børnene stoppet med at løbe hjem til hinanden efter skole og spørge, om de skal lege. I stedet sms’er de, chatter eller spiller det samme computerspil fra deres respektive hjem.

”Jeg tøver ikke med at kalde det en dehumanisering af menneskelivet. Der er tale om et langt større eksperiment end institutionaliseringen af vores børn, og vi aner ikke, hvad konsekvenserne er. Skærmene har altid været i Lauges og Svantes liv, men vores oplevelse som forældre er, at det slår børnelivet i stykker.”

”Vi ser flere børn end nogensinde med angst og diagnoser, børn, der ikke kan gribe en bold eller skrive med en blyant, fordi deres motorik er underudviklet. Til gengæld kan de sende 15.000 beskeder på en måned,” siger Morten Skovsted.

I præstegården i Hjortshøj forsøger han og Iben Krogsdal derfor at trække i den anden retning. De værner om måltider, samtaler, dannelse gennem musik, læsning i bøger af papir og motion. De ser det som en stor fordel, at de begge primært arbejder hjemmefra og altid har været til stede, når børnene kommer fra skole.

”Vi går meget op i at drikke eftermiddagskaffe og spise kage og sætte os ned og tale sammen og i det hele taget være sammen. Det er sjældent, at børnene lukker sig inde på deres værelse en hel eftermiddag. Dørene mellem rummene står mest åbne. Men i mange hjem er forældrene ikke hjemme så tidligt og har heller ikke mulighed for det, hvilket jeg sagtens kan forstå.”

Er man først hjemme fra arbejde klokken 18 og skal i gang med aftensmaden, er det ikke særlig fristende at kaste sig ud i en diskussion om skærmtid eller computerspil.

”Jeg kan selv mærke, hvordan det kan skride for os i travle perioder med meget arbejde. Skærmtid virker som en god løsning for trætte forældre, der ikke har tid til eller orker at opdrage deres børn,” siger Morten Skovsted.

Han ser, hvor dragende skærmene er for både børn og voksne. Det er en kamp at stå fast på principperne.

”Her på hjemmebanen har vi også børn, der er meget på skærm og slås for deres ret til endnu mere skærmtid. Det er blevet en kampplads, og det er hårdt arbejde at sætte de grænser og holde fast i dem, erkender Morten Skovsted.

Han tror, at de som forældre nok bliver opfattet som hardliners i deres omgangskreds. På et tidspunkt syntes de, at den yngste søn brugte alt for meget tid på at spille computerspillet Fortnite.

”Efter skole sendte han og kammeraterne en sms til hinanden, hvor der stod ’fort?’, og så var det ellers hjem foran skærmen og spille i mange timer.”

Derfor besluttede de, at sønnen kun måtte spille tirsdag og fredag – med det resultat, at han blev hægtet af det sociale liv med sine kammerater.

”Og så måtte vi slække på kravene, selvom vi stadig ikke syntes, det var gunstigt, at han spillede så meget.”

Det er også en pointe. Som forældre og familie har man ét sæt regler, men går de imod strømmen og majoriteten, kan man alligevel ende med at blive nedstemt.

Hos familien Krogsdal Skovsted har alle en smartphone. De to hjemmeboende børn har desuden fjernsyn på værelset. Det måtte de store ikke få i sin tid, men hvis man har en smartphone, har man alligevel en tv-skærm, så derfor. Forældrene taler med dem om, hvad de foretager sig online, men som udgangspunkt har de tillid til, at børnene passer på sig selv og hinanden på nettet.

Alle i familien har også en computer. Reglen er, at mobiltelefonerne ikke er med ved bordet ved måltiderne, men det sker ofte, at den enes eller den andens telefon bliver taget op af lommen. For når den brummer eller vibrerer, er det svært at lade den ligge.

”Vi har en del snakke om, hvornår noget er ’vigtigt’. Og der er vi ikke altid enige med børnene i, at det er vigtigt at svare lige med det samme på en fælles besked, der er sendt til 40 andre.”

Morten Skovsted kan selv være slem til at tage telefonen frem.

”Det er som regel for lige at google noget faktuelt, som vi diskuterer under aftensmaden. Et årstal for eksempel. Og det er jo smart, at man kan det. Men ved at gøre det, signalerer jeg jo også, at jeg ikke længere er til stede i samtalen.”

Med til historien hører, at sognepræsten i Hjortshøj var en af it-pionererne i dansk kirkeliv. Han designede midt i 1990’erne nogle af de første kirkelige hjemmesider og lavede konfirmandundervisning på nettet for 20 år siden. I 2017 gik hjemmesiden ”Salmedatabasen” i luften med Morten Skovsted som bagmand, og han har været ”meget teknologi-begejstret”. Og er det for så vidt stadig. Selvom han ville ønske, det var anderledes, er hans computer i arbejdsværelset tændt fra morgen til sen aften, og han tjekker hele tiden sin mail. Hans hustru er anderledes disciplineret og ”strammeren” i forhold til at få familien væk fra skærmen.

”Kommunikationshastigheden er en stressfaktor – også for mig. Men jeg ved også, at hvis jeg holder fri fra indbakken i nogle dage, så er der virkelig mange henvendelser, jeg må svare på.”

Som sognepræst med konfirmander forsøger han at tilbyde et modsvar til skærmene. Han dyrker det ikke-digitale, roen og langsomheden. Telefonerne skal blive i skoletasken eller lommen. Drister nogen sig til at kigge på den, bliver den inddraget, indtil undervisningen er forbi, uden nogen diskussion.

En metode til at få konfirmanderne til at slappe af er at bruge Kristuskransen. En bedekrans, der blev opfundet af den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo og som består af 18 perler. Til hver perle hører en bøn. Morten Skovsted beder konfirmanderne om at lægge sig ned på gulvet fladt på ryggen med lukkede øjne og med så stor afstand, at de ikke forstyrrer hinanden. I et kvarters tid beder han en serie af bønner, som langsomt får størstedelen af dem til at falde til ro.

”Jeg siger, at det er helt ok, hvis de falder i søvn. Ja, at det faktisk er godt, hvis de hviler så meget i sig selv, at de ender med at sove. Det er magisk at se, hvordan roen indfinder sig. Vi slutter af med at bede Fadervor sammen, og de går helt stille og blide fra lokalet.”

Han tilføjer:

”Hvis man skal skabe et rum for tro, så kræver det, at de unge har ro og er i ro.”

Sammen med sin hustru, Iben Krogsdal, holder han jævnligt foredraget med titlen ”Kamp må der til”. Det handler netop om, hvor stort et ansvar forældre skal tage for deres børns dannelse som samfundsborgere. Hvilke grænser kan man sætte for børns brug af teknologi?

Det er vigtigt for parret at understrege, at de ikke har svaret. De har ikke fundet de vises sten. Men det er både kærligt og nødvendigt at sætte grænser.

”Jeg mener, at samtaler om digital dannelse burde være obligatoriske i familier med små børn, i skoler og fritidstilbud. Det får slet ikke nok opmærksomhed, at vi er i gang med at tabe flere generationer af unge på gulvet, fordi de ikke kan finde ud af at være sammen eller se hinanden i øjnene,” siger han.

I disse år diskuterer forskere, hvor usundt det mon kan være, at børn og unge bruger så megen tid på skærmene. Ingen ved det med sikkerhed endnu. Nogle hævder, at det er fatalt, mens andre påpeger, hvordan det understøtter, ja faktisk også giver nye venskaber at mødes i cyberspace. Morten Skovsted mener ikke, det kan opveje de tydelige indikationer på, at digitaliseringen har ædt sig ind på nærværet mellem mennesker. Han kan også selv blive afledt af skærmens magi, men:

”Forskellen er jo, at voksne som Iben og jeg har noget erfaring at trække på fra før skærmenes tid. Vi ved, at vi holder af at læse bøger af papir, at lytte til musik, gå til koncerter og på museum. Eller bare helt simpelt at gå en tur i naturen. Men man skal have gjort sig den erfaring over tid for at vide det.”

Det er også værdier som disse, de forsøger at give videre til børnene, ”selvom de alle snart er så store, at opdragelsesvinduet er lukket”.

I søndags havde Morten Skovsted en fridag fra præstegerningen, og han spurgte den yngste søn, Svante, om de ikke skulle holde en skærmfri dag sammen. De var i Silkeborg og prøvekøre biler. De var ude at købe nogle nye ting til Svantes værelse og fik ordnet en del praktiske ting. De var sammen.

”Hvis man tilbyder børnene et godt alternativ til skærmen, så vil de faktisk helst det. De vil meget gerne være sammen med deres forældre. Men det kræver, at man strammer sig an. For hvis ikke barnet skal spille Fortnite, hvad skal det så?”.