Sognepræst om konfirmationer: Hvor er det dog skønt, når Gud siger ja til dig

Hvis det skal give nogen som helst mening, at de unge siger ja på den store dag, så skal de jo vide noget om, hvad de siger ja til, og der må af logiske grunde også foreligge den mulighed, at de ender med at sige nej

Billedet her fra palmesøndag i 2017, hvor en stor flok konfirmander sagde ja til Gud - og han sagde ja til dem - i Kastelskirken i København.
Billedet her fra palmesøndag i 2017, hvor en stor flok konfirmander sagde ja til Gud - og han sagde ja til dem - i Kastelskirken i København. . Foto: Kåre Gade.

Åh, hvor var det skønt at have konfirmationer i forrige weekend. Kirkerne blev åbnet og begrænsningerne fjernet lige på dagen, så jeg kunne have seks konfirmationsgudstjenester med over 120 kirkegængere ad gangen. Med vidunderligt smittende sang, forkyndelse og livsglæde. Og af sted kom de unge mennesker, mens præsten havde tårer i øjenkrogen.

Nu står vi så over for det kommende års konfirmandforløb, og brevet til 7. klassernes forældre og unge er netop sendt af sted. Og derefter følger et antal mails den anden vej med afklarende og interesserede spørgsmål om dette og hint. Denne gang var jeg ellers sikker på, at jeg havde fået alle detaljer med, men der et emne, der har fyldt i flere mails, som jeg havde undladt at komme omkring. Jeg har hørt spørgsmålene før, men i år er der kommet påfaldende mange med nogenlunde samme ordlyd:

”Hvad nu hvis vores søn/datter ikke er helt sikker på, at han/hun tror nok? Må man så godt følge forløbet alligevel og så tage sin beslutning sidenhen?”. Jeg har skrevet nogenlunde det samme tilbage til de pågældende forældre: Ja, naturligvis må de det, og ingen behøver at være afklarede før den store dag. Det er jo netop en af de væsentlige grunde til, at vi overhovedet har vores forberedende forløb: at vi i løbet af en syv måneders tid (og denne gang forhåbentlig uden corona-afbrydelser) kan tage disse spændende samtaler om, hvad tro er, og hvad vi tror på eller har svært ved at tro på. Hvis det skal give nogen som helst mening, at de unge siger ja på den store dag, så skal de jo vide noget om, hvad de siger ja til, og der må af logiske grunde også foreligge den mulighed, at de ender med at sige nej.

At tale om tro giver ikke megen mening uden også at tale om tvivl eller ligefrem vantro. Sådan må det være. Og jeg har fortalt dem allerede i mine svarmails (og lovet at vi kommer til at tale mere om det på de kommende intro-aftener), at jeg har temmelig runde hjørner i den henseende. Hvis man kan sige oprigtigt ja på den store dag til spørgsmålet ”Vil du konfirmeres i den kristne tro”, så bliver man konfirmeret.

Og så runder jeg ofte den slags mails og samtaler af med at fortælle, at jeg ikke selv er konfirmeret, fordi jeg ikke troede på Gud, da jeg gik i 7. klasse. Det plejer at få de eventuelt anspændte skuldre lidt ned, og det åbner et rum foran de unge mennesker (og deres forældre), hvor der også er plads til bevægelse og tvivl, og hvor der findes mange veje til Gud og ind i livet.

Bag og under disse rundhjørnede holdninger klinger et citat, som brændte sig fast i min erindring i studietiden for årtier siden. Det var i forbindelse med et af de næsten rituelle tv-nyhedsindslag op til forårets konfirmationer, hvor en journalist udspørger konfirmander og præster om, hvor meget de tror eller skal tro, og om det nu ikke alt sammen ”bare er for gavernes skyld”. I det forårs interview citerede en præst Johannes Sløk, der angiveligt har sagt: ”Det vigtigste er ikke, om du tror på Gud, men at Gud tror på dig.” Dengang blev jeg stødt på mine vældigt theologiske (med h) og lidt ungdommelige manchetter. For hvad nytter det så? Skal vi slet ikke tro?

Selvom citatet unægtelig er sat på spidsen (som Sløk ofte gjorde det), og selvom der naturligvis er meget mere at sige, så er det med årene gået mere og mere op for mig, hvor megen visdom der er i den sætning. Derfor hedder det heller ikke ”at konfirmere” men ”at blive konfirmeret”, og også det er en væsentlig pointe: De unge siger ja til Gud, men Gud siger også ja til dem. Og i den præstationskultur, vi og ikke mindst de unge mennesker lever i, så er det budskab både evangelisk, velgørende og ganske væsentligt.