Jeg får af og til mails fra kenyanske prinser eller fjerne og helt ukendte slægtninge, der ønsker at donere mig hele og halve formuer, hvis blot jeg lige deler mine bankoplysninger. Nemt og enkelt synes det at være – og jeg kunne da også snildt bruge en kenyansk prins’ eller en fjern slægtnings gavmildhed. Hvis det altså ikke var for de bankoplysninger.
Åh ja, jeg har endnu både hele og halve formuer til gode. For mig snyder man altså ikke. Nej, det gør man altså slet ikke. I hvert fald ikke … lige indtil man gør.
Forleden troede min ældste søn og jeg, at vi havde købt et headset. Og ja, jeg skriver troede. For vi troede jo på den private sælger. Selvfølgelig gjorde vi det. Havde tillid til ham.
Men altså dagene gik. Headsettet kom aldrig. Og i mellemtiden var mandens profil blevet slettet. Det viste sig, at vi ikke var de eneste, han havde solgt headsettet til.
Hvad bilder han sig ind? Hvem svindler børn? Ja, hvem sidder dér afstumpet bag skærmen og kvitterer en drengs drømme med intet – andet end en tom bankkonto og mistillid ad libitum? Ja, man forarges og forundres. Bliver vred og ked af det.
Herhjemme blev oplevelsen til en art syndefald for den 13-årige. Verden forandredes og mistede på en måde sin uskyld, efter at opsparingen forsvandt. ”Det kan man da ikke,” gentog han igen og igen. Men jo, det kan ”man”, desværre. Og nogle gør det.
Skal man tro Bibelen, er den største synd i verden bespottelsen af Helligånden. Men dernæst må absolut komme dét at frarøve børn tilliden til mennesker. Punktum.
I dagene derefter, hvor det forjættede og længe ønskede headset glimrede ved sit fravær, skulle tilliden til mennesker og verden genoprettes. Og det blev den snart. Dog på en lettere dramatisk og blodig facon; nemlig ved at lillebror på seks år fik en gynge i hovedet. Og jo, det kræver en forklaring.
Lillebror blev ved et uheld ramt af en gynge i høj fart – lige i panden så blodet sprang. Denne uheldige hændelse så en snarrådig og modig 4. klasses-pige, som straks viste sig som den barmhjertige samaritaner. Hun simpelthen trodsede både blod og snot og skrig og hjalp og trøstede det stakkels barn dér midt i skolegården.
Hjemvendt fra lægen – og både lim, bule og forbinding rigere – sad vi nu alle tre trygt, men udmattede ved spisebordet. Og til min store overraskelse – men også glæde – var det hverken uheld eller netsvindel, der fyldte dér omkring bordet. Nej, det var 4. klasses-pigens hjælpsomhed. Tilliden frem for mistilliden. Menneskeligheden frem for fejheden og bedraget.
Men det måtte jo komme. Det gør det altid. Et glimt af bedrag og mistillid. For i den faldne verden svindles og bedrages vi alle – før eller siden. Af kenyanske prinser, af fjerne slægtninge, af luskede ”sælgere” og af hinanden. Det må selv 13-årige erfare. Men forhåbentligt erfarer de også, at langt de fleste mennesker ikke har skumle bagtanker og skjulte dagsordener: som når for eksempel en pige i skolegården kommer én til hjælp. Fordi … Fordi hvad?
Fordi sådan er mennesker heldigvis også. Hjælpsomme og tillidsvækkende.