Det er rigtig sommer, når aftenerne på terrassen er lune, og natten ikke bliver mørk. Og så er det rigtig sommer, når jeg hører lyden af Tour de France-melodien fra fjernsynet. Cykelsport interesserer mig ikke det fjerneste, men den melodi har jeg hørt gennem så mange år. Den er tryghed og sommer.
Da jeg var barn, tilbragte jeg mange somre hos min mormor og morfar på deres gård i Nørre Nissum. Der var højt til himlen, kærlighed i metermål og jordbær ad libitum.
Jeg rejser ingen steder, for jeg bor på den smukkeste plet på jorden. Vesterhavet er min nærmeste nabo. Jeg bor et sted, hvor der sker en affolkning, og det begriber jeg altså ikke. Jeg kommer fra en stilling i Sydhavnen i København, som jeg var glad for. Men byen kan virke klaustrofobisk på en vestjyde, og der opstod en udlængsel eller rettere en hjemlængsel. Herude mod vest får mine børn røde og livlige kinder. Og herude kommer man hinanden ved.
Jeg skal helst nå så lidt som muligt. Men jeg skal nå at ligge i både sol og skygge og læse lidt mere, end jeg får gjort i hverdagen.
Mit stærkeste minde er fra sommeren 2015, hvor min far var terminalt syg af kræft og lå for døden hjemme i stuen i Harboøre. Folk kom og gik for at tage afsked. Der var ikke meget at grine af, men meget at være taknemmelig for. Både min søster og jeg var højgravide på det tidspunkt, og min fars 63-årige hænder rørte tit ved vores store, runde maver. Jeg har siden tolket det som en velsignelse – som min far, der ordløst rørte ved det nye liv, mens han selv tog afsked med sit eget. Han har altid sagt ”alt i orden”, når han afsluttede en samtale. Den sommer sagde han det med sine hænder. Det skal nok gå. Og det gik jo.
Det værste er, at jeg for første gang skal undvære mine sønner på 5 og 13 år i noget af sommerferien. Så rammer skilsmissesorgen. Det er en sorg for både børn og voksne at bryde en familie op og skulle undvære hinanden. Det er ikke rart for nogen. Men mine børn har verdens bedste far, og jeg skal bare lære at give slip og undvære dem en stund. Jeg ved jo, at de kommer igen.
Forleden kom en nabo forbi med den største, smukkeste buket, som kun hun kan binde. ”Jeg ved, du så godt kan lide friske blomster til weekenden,” sagde hun. Hvad mere kan man så egentlig drømme om?
Mit yndlingssted er området omkring Trans Kirke. Der finder man Danmarks allersmukkeste natur. Når man går ud af kirken, står man ansigt til ansigt med Vesterhavet. Det er så himmelsk smukt.
Når sommeren ender, bliver jeg ked af det. Andre taler så meget om efterårets smukke, brændte farver, men jeg kan ikke lide dem. De minder mig kun om forfald og forgængelighed. Og man er velkommen til at kalde mig dødsangst, for det er jeg. Så når det er sommer, bilder jeg mig i fire uger ind, at den vil vare evigt. Og en varm sommeraften på terrassen tror jeg næsten på det.