Prøv avisen

Tidligere feltpræst: Jeg er blevet mere grådlabil efter, at jeg har været udsendt

”Den største støtte får jeg fra Vorherre selv. Men som det fremgår af bogen, er troen karakteriseret ved den opgave, livet lægger på en. Jeg finder trøst i at tage den opgave på mig og i den tillid, der bliver vist fra soldaterne, der er med. Og at de tager vare på mig, hvis noget skulle ske, og at alle tager vare på hinanden,” siger Thomas H. Beck. - Foto: Leif Tuxen

Hærprovst Thomas H. Beck er aktuel med bogen ”Stol på Gud - og hold krudtet tørt”, der henvender sig til soldater og enhver, der ser sit liv som en kamp

Over døren i Thomas H. Becks spisestue hænger et lille indrammet dannebrogsflag med brunt afghansk støv på.

Flaget har siddet på et dansk militærkøretøj og er et minde fra hans udsendelse som feltpræst for de danske soldater på Hold 9 i krigen i Afghanistan i 2010.

”Det var et af de hårdeste hold, som Danmark har sendt ud, med vanskelige opgaver og vilkår og svært for soldaterne og for mig. Holdet mistede fem soldater, og 78 blev alvorligt sårede,” siger Thomas H. Beck.

Det var også på udsendelsen med Hold 9, at han oplevede en speciel situation, i forbindelse med at han gav kristendomsundervisning til en soldat, der ønskede at blive døbt. Det foregik under primitive forhold i patruljebasen Malvern med 30-40 soldater ved Helmand-floden.

”Lejren var kun cirka 400 kvadratmeter stor og hegnet ind af såkaldte Hesco'er, der er metalgitre og sandvolde. Den lå et øde sted, og man var prisgivet i tilfælde af angreb, for ingen hjælp kunne komme dertil. Soldaterne måtte gå til fods til andre baser for at hente batterier og andre fornødenheder, mens helikoptere kastede ammunition, vand og mad ned til os. Hver dag var patruljer af sted for at tale med lokale, og hvor de oplevede angreb fra Taleban. Dér underviste jeg en soldat, og undervisningen blev knyttet til gudstjenesten.”

”Jeg var ikke bange. Jeg er aldrig bange, når jeg er udsendt. I selve situationen, hvor nogen skyder på en, går pulsen op, og sanserne skærpes. Men jeg er tryg ved, at soldaterne kan deres arbejde,” siger Thomas H. Beck.

Den 52-årige sognepræst ved Kastelskirken i København er i dag hærprovst, det vil sige chef for de danske feltpræster.

Han tager imod i hærprovsteboligen på Kastellet, der ligger som en lille by i storbyen med toppede brosten, rødkalkede huse med sprossede vinduer og omkranset af et naturskønt voldanlæg.

Indenfor i præsteboligen er der pyntet festligt op til jul med togbane i nisselandskab, røde hjerter i vinduerne og kaffe og hjemmebagte peberkager efter en gammel familieopskrift på den røde spisebordsdug.

Anledningen er Thomas H. Becks nye bog, ”Stol på Gud - og hold krudtet tørt”, som udkommer den 10. december på forlaget Bianco Luno. Titlen er et motto, som hans far, der også var feltpræst, havde. Oprindelig stammer det fra den engelske hærfører og statsmand Oliver Cromwell (1599-1658), og det har senere fundet vej til for eksempel Kaj Munks ”Ordet”.

I Thomas H. Beck optik maner mottoet til en besindelse på, at ”meningen med livet er at gøre Guds vilje. Det er at gøre livet til en gudstjeneste. Tro leves, og meningen med livet er i den forstand livet selv. Det er at tage sit ansvar på sig”, skriver han i ”Stol på Gud - og hold krudtet tørt”.

”Bogen er tænkt som en slags katekismus til soldater, så de kan blive kloge på, hvad kristendom er. Men den relaterer til alle og kan bruges til kristendomsundervisning, håber jeg. Og at jeg formår at tale ind i den del af vores tid, der er præget af psykologisering, biologi og ateisme,” siger Thomas H. Beck.

Som feltpræst har han forkyndt kristendom for soldater i mange forskellige situationer som den nævnte på patruljebasen.

Han har holdt mindehøjtidelighed over en falden soldat, sagt forkyndende ord til mod og styrke til dem, der stod over for at skulle i kamp, trøstet den, der var bange for aldrig at skulle se sine børn igen, støttet den, der var nervøs for at svigte sine kammerater, bedt et Fadervor med den ængstelige og lyst velsignelsen over en deling, lige før de tog af sted på patrulje.

Udgangspunktet for Thomas H. Beck er, at livet er en kamp.

”Mennesket er af ånd og skal leve livet i frihed under ansvar for Gud og næsten. Derfor skal vi hverken i livets kampe blive religiøse sværmere eller sammenblande politik og religion. Vi må stole på, at Gud er med os i vores livs kampe. Kampe, der netop er vores og ikke Guds,” siger han.

På den måde taler bogen til den danske soldat om krig, kristendom, etik, moral, liv og død, og den taler til enhver, der ser sit liv som en kamp. Men hvornår er det svært for feltpræsten?

”Man kan synes, at man ikke slår til. Nogle gange kan der være så mange, der kalder på en, at man kommer til at svigte dem, der har det svært. Det kan være, at kæresten er gået fra en, eller at de ikke selv synes, de slår til i opgaven. Arbejdet som feltpræst består meget i sjælesorg - samtaler, samtaler, samtaler.”

”En af de sværeste opgaver, soldater har, er at være den, der går forrest på en patrulje med metaldetektor og sweeper for vejsidebomber. Det, de frygter, er ikke selv at dø eller miste et ben, men at overse noget, så en kammerat kommer til skade. Og hvis nummer et bliver såret, er nummer to bange for at svigte opgaven. Det er også et vanvittigt pres at skulle køre foran i kolonne. Da er man også bange for at overse noget.”

”I situationer med dræbte eller sårede er jeg bange for at overse nogen. Jeg har oplevet, at der var kø ved mit telt for at tale med præsten, og man skammer sig ikke over at komme ud med røde øjne, fordi man har tudet lidt. En nærliggende tanke kunne være: 'Hvad kan den åndssvage feltpræst hjælpe mig med?'. Så kan man have siddet og drukket kaffe på 'Kuffen', KFUM's café i lejren, og set en gå forbi, hvor man tænkte, at han vist trænger til en snak, men glemmer det, fordi man som feltpræst har så mange opgaver.”

”Nu lyder det, som om det er feltpræsterne, der bærer det hele. Men der er et kammeratskab uden lige mellem soldaterne, hvor de prøver at støtte hinanden på bedste vis. Også i sorg har de et enestående sammenhold. Men vel kan det også være en belastning for feltpræsten, når en soldat bliver dræbt,” siger Thomas H. Beck og indskyder, at han og delingsførerne fra Hold 9 har en tradition med at mødes en gang om året til frokost en adventssøndag.

”Den største støtte får jeg fra Vorherre selv. Men som det fremgår af bogen, er troen karakteriseret ved den opgave, livet lægger på en. Jeg finder trøst i at tage den opgave på mig og i den tillid, der bliver vist fra soldaterne, der er med. Og at de tager vare på mig, hvis noget skulle ske, og at alle tager vare på hinanden.”

I forordet til sin bog skriver Thomas H. Beck, at den er tænkt som en befaling.

”Ens kristentro er en befaling. Tro er ikke et hobby-foretagende. Tro er levet liv, og der ligger en stor tryghed i også at kunne sige, at det er ud over menneskelig fatteevne, om det er fornuftigt eller ej. Det er bare noget, man skal - tro på Gud og tro på, at hans kærlighed er så stor, at han kan tilgive mig dér, hvor jeg har såret eller svigtet andre så meget, at de ikke er i stand til at tilgive mig.”

”Det skal man bare for at undgå, at det bliver sentimentalt. Det bliver det så let, når man taler om tro og religion. Ikke fordi jeg ikke er sentimental. Det kan man se af al julepynten her og det elektriske tog, der er næsten lige så gammelt som mig selv. Ud af en god kristen tro og gode traditioner opnås en form, hvor det følelsesmæssige kommer til at betyde noget. Det gør det også, når man mister en soldat eller ser dem såret på krop og sjæl. Jeg kan sørme godt blive rørt nogle gange over, at kammeratskabet og tilliden findes. Jeg er blevet mere grådlabil, efter at jeg har været udsendt - eller også er det alderen,” siger Thomas H. Beck.

Han har altid haft svært ved, at kristendommen skulle forsvares - og da slet ikke med våben. Derfor er det vigtigt for ham at få sagt fra over for de fordomme, der kan herske om, at feltpræster helliggør krig.

”Vi kan ikke forsvare kristendommen, som om stålet er stærkere end Guds ord. Og på samme måde med den tradition, som kristendommen altid har stået i i forhold til ateisme, kristendomskritik og andre religioner, skal man ikke forsvare sig eller kæmpe baglæns, men forlæns.”

”Kristendommen vil altid være aggressiv og intolerant i hævdelsen af, at Kristus er vejen, sandheden og livet, og at ingen kender Gud, uden at det er igennem Kristus. Det betyder ikke, at man som kristen skal være intolerant over for sin næste. Man må finde sig i selv at blive udsat for intolerance, almindelig hån, at nogen gør grin med ens tro på Gud i en moderne tid, eller hvad forfulgte kristne ude i verden bliver udsat for.”

”Men man skal som soldaten kæmpe, hvis ens modstander angriber en. Tage kampen op for at kæmpe for det, man har kært, men ikke fordi Islamisk Stat angriber ens tro - det overlader vi til Vorherre,” siger Thomas H. Beck.

Thomas H. Beck problematiserer i sin bog tendensen til bedrevidenhed og lommepsykologiserende klogen sig på, hvorfor nogle vælger at blive soldat og lade sig sende ud i krig.

Det må være noget fortrængt, kan det lyde, for det kan da ikke ”skyldes, at man vil gøre sin pligt og kæmpe for sit fædreland og sine landsmænd, for forældre, kone, børn, kæreste, familie og venner, for fred og frihed”, skriver han.

”Jeg synes, det er vigtigt at forsvare soldatens embede. Før i tiden var forsvaret af landet en væsentlig del af hver enkelts liv på godt og ondt. I dag er det så lille en del, at ikke alle kender en soldat eller kun perifert. Men alligevel er der sket noget i de senere år, hvor danske soldater har været udsendt og gjort det rigtig godt. Man kan altid diskutere, om det er klogt eller ej at involvere os i krige langt fra Damark. Men selve soldaternes arbejde mødes ofte af fordomme, der er båret frem af pacifistiske strømninger, der har været en del af vores liv siden verdenskrigene.”

”Så hvorfor skal vi have soldater? Fordi nogen skal forsvare vores land. Lige så vel som folk gerne vil have nogen til at forsvare landets grænser og de værdier, vores samfund bygger på, når de bliver truet af en væbnet magt. I mange soldaters ører vil det nok lyde forkert, når jeg siger, at de udfører en barmhjertighedsgerning. Men det indebærer, at jeg ser det at slå ihjel som noget, soldaterne gør på statens vegne.”

”Ifølge De Ti Bud må du ikke slå ihjel. Men De Ti Bud er ikke en religionslov, men etiske, personlige retningslinjer, som statsmagten ikke er underlagt. Så selvfølgelig skal staten kæmpe imod, hvis fjenden kommer og angriber. Netop fordi soldaten samtidig har samvittighed, hvor De Ti Bud råber op indeni, er det et svært arbejde at udføre, fordi der kan være situationer, der går imod samvittigheden - fordi man ser sig nødsaget til at slå ihjel.”

”Derfor hviler der et stort ansvar på soldaten, men også på politikerne, der skal tænke sig godt om, inden de gør brug af soldaterne, fordi de her kan lege med andres liv og sjæl. I Danmark må vi have så stor respekt for folkestyret, at vi går ud fra, at politikerne har så stor indsigt i internationale forhold, at det giver mening at tage del i internationale konflikter,” siger Thomas H. Beck og tilføjer:

”Men vi må ikke anklage den enkelte soldat for at gå i krig. I stedet bør vi se på soldaterne med respekt og anerkendelse for det arbejde, de udfører.”