Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Som 75-årig trådte Kaj ind i den israelske hær

Kaj Moslev har to gange, i 2018 og 2019, iklædt sig den kakifarvede uniform og den blå kasket, som alle i Sar-El bærer. Her er han i den bagerste række, nummer tre fra højre. Sar-El løser ikke-væbnede opgaver for det israelske militær. – Affotografering af privatfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Kaj Moslev bor i Vestjylland, er kristen, tidligere Afrika-missionær og pensioneret lærer. Men han er også en stor fan af Israel og for nylig kommet hjem fra sin anden frivillige tjeneste i Sar-El, der løser ikke-væbnede opgaver for Israels militær

Det er lørdag formiddag. Kaj Moslev har på grund af sabbatten fri fra sit arbejde på basen og går derfor rundt i Tel Aviv og nyder at være i den by, hvor staten Israel officielt blev udråbt den 14. maj 1948. Han er 75 år. Elsker Israel og har gjort det, siden han var barn, hvor hans far nød at læse bøger om jødernes kamp for at få deres eget land. Og bagefter altid genfortalte dem for sin søn, hvor især historierne om Ben-Gurion, der blev landets første premierminister, gjorde indtryk på den unge Kaj.

Nu er han her så. Som frivillig hjælper for den israelske hær. I Det Hellige Land, som han også kender så godt fra Bibelens tekster.

Mens han går og suger indtryk til sig mellem imponerende ambassadebygninger, kunstgallerier og store indkøbscentre kommer en kvinde pludselig hen og prikker ham på skulderen.

”Jeg kan se, du kommer fra Sar-El. Er du der, fordi du er jøde?”

Hun genkender den blå kasket med logoet, der viser, at Kaj Moslev er tilknyttet volontørprogrammet Sar-El, der siden 1982 har tiltrukket frivillige hjælpere fra hele verden for at hjælpe med ikke-væbnede opgaver for den israelske hær.

Kaj Moslev ryster på hovedet.

”Men er du så religiøs?”, spørger kvinden.

Han nikker, og hun tilføjer: ”så er du måske kristen?”. Da han svarer ja, lyser hun op i et stort smil.

”Tusind tak fordi du vil komme og støtte os.”

Kaj Moslev fortæller om episoden, mens han serverer kaffe og hjemmebagte småkager i sit hjem i Rækker Mølle, der ligger i Vestjylland, midt imellem Videbæk og Skjern.

Han kalder sig selv for ”en stor ven af Israel”, og havde måske ikke engang behøvet at sige det, for på sofabordet ligger ingen danske aviser, men derimod ”The Jerusalem Post”. Bogreolen er fyldt med bogtitler som ”Søn af Hamas” og ”Israel – kampen for staten”, og på skænken bag spisebordet står det israelske flag sammen med det danske i en glasvase. Side om side med en hvid porcelænsfigur af en favnende Kristus.

”Med min mobiltelefon har jeg adgang til tv-stationen ’i24News’, og det er et fast morgenritual at se nyhederne fra Israel på badeværelset, mens jeg barberer mig,” fortæller Kaj Moslev, mens han skænker kaffe og indrømmer, at han nok ved mere om israelske forhold og israelsk politik end om, hvad der sker i Danmark.

Det er kun nogle få måneder siden, han kom hjem fra sit andet ophold hos Sar-El. Som 76-årig rejste Kaj Moslev for anden gang af sted fra den lille vestjyske by før daggry lørdag og nåede via Kastrup og München til lufthavnen i Tel Aviv tidligt søndag morgen. Her blev han hentet sammen med andre frivillige fra hele verden og i busser kørt ud til de baser, hvor de skulle gøre tjeneste i tre uger. Fra morgen til aften. Den ældste på hans hold var en canadisk kvinde på 97 år, der havde følgeskab af sin 85-årige søster.

De frivillige i Sar-El bliver sat til forskellige opgaver. Alt sammen arbejde, der er ”ikke-væbnet”, som det hedder. Kaj Moslev har begge gange været på det hold, der pakker rygsække med medicinsk udstyr til soldaterne. 25 kilo i alt, fra forbindinger, sakse og kanyler til en bærbar respirator. Andre bliver sat til at sy og reparere uniformer eller polere og rense våbenudstyr.

”Jeg oplever det som et kæmpestort ansvar, man har som volontør. Man skal virkelig koncentrere sig om opgaven og i min gruppe sørge for, at alt indhold er i orden og ligger præcist, hvor det skal i rygsækken. Og ved at hjælpe hæren med de her opgaver er vi jo med til at effektivisere det israelske forsvar, så soldaterne kun behøver at koncentrere sig om at være soldater. Vi hjælper på den måde israelerne i kampen for deres eksistens,” lyder hans beskrivelse af den indsats, han yder sammen med cirka 5000 frivillige fra 30 forskellige lande, der hvert år udfører volontørarbejde i Sar-El.

Kaj Moskev fik idéen til at melde sig som frivillig i Sar-El, da han første gang var i Israel. Det var i 2007, hvor han var der sammen med sin kone, Anni Moslev. Hun døde i 2013, men forinden havde de sammen nået at besøge det land, som altid har stået hendes mands hjerte nært. Faktisk havde han som ung forestillet sig en fremtid som missionær i Israel, ”for Jesus skal også forkyndes for det jødiske folk”, som han siger. Men så mødte han Anni, og hun var missionær i Nigeria, og derfor blev det afrikanske land også Kaj Moslevs missionsfelt.

”Efter at vi var gået på pension, tog vi sammen fire måneder til Israel og arbejdede frivilligt som hjælpere på et plejehjem i Jerusalem. Her boede primært russiske jøder, som var kommet til landet, da den daværende præsident Jeltsin havde givet en række jøder lov til at rejse fra Rusland. Mange af dem, der tog imod tilbuddet, var svage ældre, og vi boede på plejehjemmet sammen med dem. Fra hjemmet kunne man se over til den gamle bydel, og da vi besøgte stedet første gang, var det et voldsomt religiøst møde for mig at se alle de steder, som jeg ellers kun havde læst om i Bibelen. Pludselig stod jeg foran de legendariske mure og blev nærmest helt euforisk.”

”Senere talte jeg med en israelsk politimand, der fortalte, at politiet gentagne gange har været nødt til at køre folk til lufthavnen og sende dem ud af landet, når de havde besøgt den gamle bydel i Jerusalem. For mange bliver simpelthen overreligiøse og går nærmest i trance, hvorefter de rabler løs om kristendom over alt. ’Og det vil vi altså ikke have,’ sagde han.”

Det var under det første besøg i Israel, Kaj Moslev pludselig så nogle kristne nordmænd, der bar en særlig kakifarvet uniform.

”På den måde hørte jeg om Sar-El, og så var idéen født. Det var lige mig. Men jeg ville ikke rejse fra Anni i tre uger, så årene gik. Heldigvis har jeg nogle gode naboer, der har været søde til at tage sig af mig efter Annis død, og det var dem, der prikkede til mig for et par år siden og sagde, at nu måtte jeg vist gøre alvor af det.”

Men alle kan dog ikke uden videre blive optaget i Sar-El. Forud ligger en såkaldt ”clearingproces”, hvor IDF (Israel Defense Forces, det israelske militær) skal godkende ansøgeren. Ud over en pletfri lægeerklæring skulle Kaj Moslev derfor også svare på en lang række spørgsmål, som ”var ret nærgående”, som han siger, og blandt andet handlede om hans syn på religion og politik, ”og om jeg havde forsøgt at overvinde jøder til kristendom eller forsøgt at overbevise israelere om mit syn på landet”, fortæller han.

”Jeg lærte at svare meget neutralt på nogle af spørgsmålene. Og fandt efterfølgende ud af, at der er to ting, man ikke diskuterer offentligt på baserne: religion og politik. Man går ud fra, at de, der kommer, er der for at hjælpe og derfor er loyale over for staten Israel, og det forstår jeg jo godt. Men det er klart, at vi indbyrdes, to og to, talte sammen om vores tro og vores holdninger. Det skete bare ikke i det fælles rum.”

Kaj Moslev er ellers vant til at diskutere sit syn på Israel. Herhjemme møder han nemlig tit kritiske røster, når han fortæller om sin begejstring for landet og sin aktive hjælp til landets militær.

”Jeg har været vant til at skulle forsvare mig, lige siden jeg var ung gymnasieelev, der talte positivt om Israel og statens handlinger. Der var især voldsom kritik efter Seksdageskrigen i 1967, hvor landet vandt en knusende sejr og besatte Sinaihalvøen, Vestbredden, Gaza og dele af Golanhøjderne. I dag kommer kritikken også fra nogle af mine kristne venner, der ikke forstår, hvorfor jeg er så opsat på at hjælpe jøderne ved at støtte militæret. Men hvis jeg havde været ung under Danmarks besættelse, havde jeg også grebet til våben, og så ville man ikke have stillet spørgsmål til min handlen, men derimod lovprist den. For mig at se har vi her at gøre med en kamp for Guds folk, og selvom kampen ikke foregår i mit eget hjemland, så handler den om netop det: at beskytte Guds folk. Det må da være vores pligt.”

Han vil da også af sted igen, siger han og smiler. Men nok ikke i år, hvor turen går til Canada for at besøge den ene datter, der bor der med sin familie. Og han er klar til at forsvare sin assistance igen.

”Jeg har i mange år hørt så megen negativ snak om Israel, og jeg er blevet træt af det. Israel har sin berettigelse, selvom jeg i princippet jo godt kan forstå noget af kritikken. For det er da provokerende, at så lille et land kan lave så meget ballade på verdensplan. Men hvis man så følger opfordringen fra de forskellige boykotbevægelser, hvor stod vi så? Israel er førende inden for så mange forskningsområder som for eksempel medicin og teknologi, som vi i den grad nyder godt af. Det glemmer mange bare. Eller også er der tale om ren jalousi, tror jeg.”

Kaj Moslev rejser sig for at åbne døren for fotografen, der banker på hoveddøren. Han nævner selv, at der jo nok skulle være muligheder for at finde motiver, der afslører hans forkærlighed for landet i Mellemøsten.

”Det er jo en Israelsmand, du besøger,” siger Kaj Moslev, og fotografen nikker. Han har allerede spottet de mange tegn overalt i huset. Selv på køleskabet.

Kaj Moslevs forældre var engagerede i det danske missionsselskab Israelsmissionen, og deres søn var derfor på en række af de ungdomslejre, selskabet stod bag. Han fik også på andre måder Israel ind under huden, især når hans far genfortalte de spændende bøger, han havde læst om jødernes kamp for at få deres egen stat. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.