Prøv avisen

26-årige Christina K. Hansen: ”Som borgmester er jeg blevet lidt mere mig selv”

26-årige Christina K. Hansen har nu i et år været borgmester for knap 70.000 mennesker i Holbæk Kommune. Hver tirsdag besøger hun en kommunal arbejdsplads og sætter dagen af til både at tale med borgere og personale. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det var sensationelt, da Christina K. Hansen i 2017 på sin 25-årsfødselsdag blev Holbæks nye borgmester som den yngste i Danmark nogensinde. Nu er det første år gået, og hendes kolleger er begyndt at kalde hende Mutter Skrap

Det ringer ind og ud til frikvarter på Den Classenske Legatskole på Vester Voldgade i København. Det ene øjeblik fyldes luften af børneleg og skrig og skrål, det næste er der helt stille, så det kun er et dæmpet ekko af trafikken på H.C. Andersens Boulevard, der trænger igennem vinduerne til Socialdemokraternes kontor på Vester Voldgade.

Her har Christina K. Hansen, borgmester i Holbæk Kommune for Socialdemokraterne, fået lov til at låne et lokale. Hun hilser sig vej gennem kontoret, inden hun sætter sig til rette på stolen og med åbent ansigt erklærer sig klar til at svare på Kristeligt Dagblads spørgsmål.

Det er kun lidt over et år siden, at hun blev valgt som borgmester i Holbæk. Det er der måske ikke noget usædvanligt i, hvis ikke det var, fordi hun fyldte 25 år, den dag hun skrev under på at blive borgmester, og hun i øvrigt også er den første kvindelige borgmester i Holbæk.

Alle landets medier skrev om den yngste borgmester i Danmark nogenside, og mens hendes jævnaldrende har travlt med at flytte til storbyerne, uddanne sig og feste, sætter hun sig for bordenden og leder budgetforhandlinger og træffer svære beslutninger.

Hvordan har det første år så været? Hvordan er det at styre møder, når samtlige andre tilstedeværende er omkring dobbelt så gamle som en selv? Og kan man overhovedet andet end skuffe, når man som så ung stiller sig i spidsen for Danmarks fattigste kommune?

”Jeg har af nogle af mine kolleger fået øgenavnet ’Mutter Skrap’,” siger hun og ler.

For hun ved godt, at det nok ikke kun er en kompliment. Men hun har været nødt til at træffe nogle svære beslutninger, hvis hun skulle vende økonomien, og det kræver, at man ikke er bange for at slå i bordet.

”Min opgave er at rette op på økonomien, og det betyder, at jeg har sagt nej rigtig mange gange. Og jeg har bestemt, at vi kun må bruge penge, når vi har dem. Det lyder simpelt, men sådan har det ikke været før. Jeg havde kun været borgmester i 10 dage, da jeg skulle nikke til, at vi fjernede et helt lederlag i kommunen. Det var ikke en sjov opgave, men det var det, der skulle til.”

Men i modsætning til, hvad man måske kunne forvente, har det ikke været en uoverstigelig opgave at bestemme som 25-årig. Heller ikke selvom de andre i kommunalbestyrelsen har mange flere års erfaring end hun.

”Jeg føler mig aldrig utilpas i et rum på grund af min alder. Det har jeg aldrig gjort, heller ikke da jeg var 13. For jeg føler, at jeg bliver respekteret, og at folk hører, hvad jeg siger. Det er en styrke for mig ikke at være bange for at sige, hvad jeg mener. Jeg står ved den, jeg er, både ved min alder og ved, at jeg er kvinde, og når man kæmper for det, man tror på, er det altid kampen værd,” siger hun.

Hun peger selv på sin opvækst som en del af det, der gør, at hun ikke er bange for at sige sin mening.

”Jeg er vokset op i en familie, hvor vi altid diskuterede rundt om bordet. Politik, musik, hverdagsemner, alt muligt. Begge mine forældre er ganske stædige og ærlig om, hvad de mener er rigtigt og forkert. Det har altid været i orden at sige, hvad man mener, ligesom det også altid var fint at være uenige. Det betyder, at jeg aldrig har været bange for at diskutere, og jeg er opdraget med, at man aldrig må svare ’det ved jeg ikke’. Så må man finde ud af, hvad man mener. Det har rustet mig til den opgave, jeg har i dag, også i forhold til at diskutere med folk, der er dobbelt så gamle som jeg selv,” siger hun.

Netop aldersspørgsmålet fyldte en del, da hun blev valgt som borgmester. Hele landet skrev om den 25-årige kvinde, og for Christina K. Hansen selv fyldte det også.

”I begyndelsen benægtede jeg min alder, men jeg kan jo ikke løbe fra den. Ligesom jeg heller ikke kan sige, at jeg har mere erfaring, end jeg har. Jeg tror, mange unge er tilbøjelige til at falde i den fælde, at man skal være mere, end man er. Men jeg var jo blevet valgt til at være borgmester, fordi folk gerne ville have det, jeg stod for, og så skulle det jo også være mig, de fik.”

”Jeg kunne godt prøve at løbe fra, hvem jeg er, men så ville jeg svigte borgerne. Så jeg begyndte at svare ærligt og sige: ’Ja, jeg er ung, og jeg har ikke samme erfaring som en 65-årig mand, men jeg ved, hvad jeg vil med Holbæk Kommune, og jeg føler mig også klar til at gennemføre det’,” siger hun.

Det er blandt andet kæresten, der har støttet hende i, at hun ikke skal prøve at være noget, hun ikke er.

”Det er noget, jeg har vendt i timevis med Helge. Hvordan jeg kunne blive ved med at være mig selv, når jeg også var borgmester. Da jeg blev valgt, blev jeg med det samme spurgt, om jeg kunne have håret nede, når jeg var kvinde. Om jeg stadig ville gå i byen i Holbæk, om jeg drak øl. Folk advarede mig mod at svare meget ærligt, og mange kom med gode råd til, hvem jeg skulle være. Den, der holdt mig fast i, at jeg måske bare skulle blive ved med at være den, jeg er, fordi det er det, jeg er blevet valgt som, var min kæreste. Jeg ligner jo ikke alle andre borgmestre, og hvis jeg prøvede på at ligne dem, ville det gå galt.”

Hver tirsdag er hun ude i kommunen; på skoler, i institutioner og lokale virksomheder, hvor hun får et indblik i, hvad der rører sig blandt de enkelte borgere. Selvom de mange timer ude og væk fra kontoret betyder, at hun skal indhente det forsømte kontorarbejde langt ud på aftenerne om tirsdagen, ville hun ikke undvære praktikdagen. For den giver hende et større indblik i kommunen og i de beslutninger, hun træffer som borgmester. Og så giver det hende et kendskab til borgerne og en erfaring med deres hverdag, som hun ellers ikke ville få.

”Jeg oplevede, at hvis man laver ’dronningebesøg’, hvor man kun er der en halv time og hilser på lederen og går igen, er der altid sjovt nok gjort ekstra rent den dag. Det er ikke det, jeg vil se. Jeg vil have et ærligt blik af, hvordan det går i kommunen, og de skal også have et ærligt billede af deres borgmester. For nylig var jeg på en skole, hvor jeg bagte pizza i sfo’en, var gårdvagt, underviste i dansk og diskuterede demokrati med en 7. klasse og talte med skolelederen om det stigende pres blandt unge. At være ude blandt borgerne perspektiverer de ting, der står på de papirer, jeg får på mit kontor. Så forstår jeg bedre konsekvenserne for den enkelte, når jeg træffer en beslutning,” siger hun.

At hun kan bruge tirsdag aften på at indhente det kontorarbejde, der forsømmes, når hun er ude i praktik, skyldes både, at hun ikke har børn, og at hun har planlagt alle sine dage til sidste minut.

”Min veninde spurgte en dag, hvordan jeg stadig kan være spontan, og da jeg svarede, at det er, fordi jeg har lagt ind i min kalender, hvornår jeg kan være spontan, grinede hun og sagde, at jeg vist ikke forstod, hvad hun mente. Men alt er koordineret; hvornår jeg skal stå op, hvornår jeg skal træne, hvornår jeg skal måle mit blodsukker, fordi jeg har diabetes, hvor lang tid jeg skal bruge på at komme til og fra et møde,” siger hun og tilføjer, at det også står i kalenderen, hvornår hun skal se sine venner og til kor, og hvornår hun kan ligge på sofaen.

Når hun har brug for et rum til at tænke, går hun tit i kirke.

”Når jeg kommer ind i kirken og sætter mig og udelukkende lytter, skaber det nogle refleksioner, jeg ikke ville være foruden. Det er ikke, fordi jeg går i kirke hver søndag, men jeg går nok mere i kirke end mange andre, tror jeg. Kirken har altid været et trygt rum for mig. Ikke fordi jeg reflekterer så meget over min tro, den er der bare, og jeg finder ro i kirken,” siger hun.

”I min familie har vi ikke talt så meget om religion, men vi har godt nok talt meget om værdier. Om moral og etik, og hvilket menneske man skal være. Det gør vi stadig,” tilføjer hun.

Når hun ser tilbage på det år, der er gået, siden hun indtog borgmesterkontoret for første gang, er det mest de gode ting, der melder sig. Som da det i efteråret blev bekendtgjort, at Holbæk ikke længere var Danmarks fattigste kommune. Eller da hun forhandlede et budget på plads, som stort set alle partier i kommunalbestyrelsen følte var deres. Eller da byrådet vedtog at give kommunens skoler et løft.

”Det har været det bedste år i mit liv. Af mange grunde. Efter at jeg er blevet borgmester, er jeg blevet lidt mere mig selv. Jeg har været tvunget til at forholde mig til, hvad for en borgmester og hvad for et menneske jeg gerne vil være. Og det har været lærerigt på så mange måder, både fagligt og personligt, at finde ud af at stå fast på, hvem jeg er,” siger hun.

Selvom hendes hverdag er planlagt ned til minuttet, er hendes fremtid det ikke. I hvert fald ikke hvis man skal tro hende selv.

”Jeg ser ikke kun mig selv som politiker. Jeg har ikke lagt en karriereplan, og det kan være, det lyder mærkeligt, men jeg er virkelig glad for at være, hvor jeg er nu. Jeg bliver aldrig den type politiker, der hele tiden planlægger, hvor man skal være om 10 år, og hele tiden tænker på næste post. For så glemmer man at være, hvor man er.”

Det har overrasket mig, hvor lidt fokus der har været på min alder, efter at jeg blev borgmester. Både fra borgernes side og fra de andre politikere i kommunen. Opmærksomheden omkring min alder er primært kommet fra medierne.

Det var irriterende, da en journalist ringede til mig, da jeg var blevet valgt som borgmesterkandidat, og spurgte, hvornår jeg skulle på barsel. Der tog jeg mig selv i at lægge på. Men jeg ringede op igen og sagde undskyld, men at jeg blev nødt til at spørge, om de også spurgte den siddende borgmester, en mand, om det samme. Han havde fået flere børn i løbet af sin periode. Men det havde de sjovt nok ikke spurgt ham om. Det er anstrengende, at man som kvinde skal svare på den slags spørgsmål, at det ikke handler om det, man vil som politiker.

Noget af det, jeg er mest stolt af som borgmester, er, at vi har vendt kurven på beskæftigelsen i byen. Vi får markant flere i arbejde nu end for et år siden. Det er jeg vildt stolt af, både fordi det er med til at rette markant op på vores økonomi, og fordi jeg har mødt nogle af de mennesker, der er kommet i job. Den værdi, det giver til deres liv, det er helt vildt. Når en far kan sige til sine børn, at nu skal han på arbejde. Det er den slags oplevelser, man bliver berørt af, og som får det hele til at give mening.