Ædru alkoholiker: Som kvinde er det særlig skamfuldt ikke at kunne styre alkohol

I begyndelsen var alkohol en fest, men så tog afhængigheden overhånd. Den 55-årige mentor Jette Solvig Brødbæk var længe om at erkende sit misbrug, for hjemmet var pænt, madpakkerne blev smurt, og hun passede sit arbejde

Jette Solvig Brødbæk fortæller, at hun havde mange fordomme, da hun sidste år blev indskrevet på behandlingsstedet Langsødal. Men hun blev overrasket over, at hun mødte alle slags mennesker i behandlingen. Der var både overlægen og tømreren.
Jette Solvig Brødbæk fortæller, at hun havde mange fordomme, da hun sidste år blev indskrevet på behandlingsstedet Langsødal. Men hun blev overrasket over, at hun mødte alle slags mennesker i behandlingen. Der var både overlægen og tømreren. . Foto: Leif Tuxen/Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.

Jeg har i mange år haft et afhængighedsforhold til alkohol. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Jeg følte mig som et utroligt dårligt og svagt menneske med en viljestyrke som kogt makaroni, fordi jeg ikke bare kunne lade være med at drikke for meget, når jeg var til fest.

Tit blev jeg overfestlig. Der har været fester, hvor jeg blev alt for fuld og havde blackouts, og så kunne jeg ikke huske, hvad der var sket. Jeg talte med en veninde om det. Hun sagde: ”Kan du ikke bare beslutte, at du kun drikker tre glas vin til festen og derefter vand?”. Men det kunne jeg ikke.

Lige siden jeg var ung, har jeg været en festabe. Jeg blev gift og fik fire børn. Jeg kan ikke lige sige, hvornår mit alkoholforbrug blev et decideret problem, for det var en glidende overgang. Jeg havde en idé om, hvordan en alkoholiker var. Det var sådan en, der drak sig fuld hver dag, og som ikke kunne passe sit arbejde og ikke kunne være mor eller far for sine børn. Det kunne jeg godt. Mine børn havde madpakker med, der var rent tøj i skabet, og jeg kunne sagtens fungere og passe mit arbejde.

Hør Jette Solvig Brødbæk fortælle om sit misbrug 3855410

Video: Leif Tuxen

I lange perioder drak jeg ikke. Derfor tænkte jeg: ”Jeg kan ikke være alkoholiker, for så kan man ikke holde pause.” Når jeg holdt pause fra alkohol, savnede jeg det ikke, for jeg er en viljestærk person. Derfor kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke kunne aftale med mig selv, at jeg skulle drikke mindre til en fest.

I 2019 var jeg begyndt at drikke et glas vin eller to til frokost alene. Så vidste jeg, at jeg var ude på et skråplan. En søndag havde jeg inviteret et par venner til frokost. Da de var taget af sted, åbnede jeg en flaske mere og drak den. Jeg blev simpelthen så fuld. Hele den søndag var væk, og da jeg vågnede næste morgen, havde jeg stærke fysiske og moralske tømmermænd.

Jeg tænkte: ”Det her er ikke normalt.”

Jeg ringede til en veninde, der har haft et alkoholmisbrug som ung. Hun sagde: ”Jamen Jette, du bruger jo ikke alkohol, du misbruger det.”

Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da hun brugte de ord. Hun spurgte, hvad jeg ville gøre. Jeg vævede lidt frem og tilbage, for jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle i behandling. Men så besluttede jeg mig til at ringe til et alkoholafvænningscenter. Jeg havde håbet at komme i ambulant behandling, men de anbefalede fem ugers døgnbehandling. Min mand kørte mig op til behandlingsstedet, og jeg var nervøs.

Jeg havde mange fordomme om, hvad det vil sige at være alkoholiker. Men jeg blev overrasket. På behandlingsstedet mødte jeg alle slags mennesker. Der var overlægen, tømreren, fodterapeuten, pædagogen, musikeren, kokken og gymnasielæreren.

Der var også et par stykker, der kunne være på vej til at blive manden på bænken. Alkoholisme er en sygdom, der kan ramme alle. Det, at vi kom fra alle samfundslag, gjorde, at jeg ikke følte mig så forkert. Jeg kunne se, at jeg ikke var et dårligere menneske end alle andre. Jeg har haft så meget selvbebrejdelse og selvmedlidenhed, men nu gik det op for mig, at jeg ikke var alene, og at mange andre havde det på samme måde.

Det var et Minnesotabehandlingssted med meget gruppeterapi, hvor man bruger ordet alkoholiker. I begyndelsen var det grænseoverskridende at sige: ”Jeg hedder Jette, og jeg er alkoholiker”. Det var ikke sådan, at jeg så mig selv. Vi hørte hinandens historier, og vi blev tildelt en personlig rådgiver og arbejdede med opgaver. Det var den vildeste selvudvikling, jeg har oplevet.

Jeg har erkendt, at jeg lider af en sygdom. Jeg har brugt alkohol til at stive mig selv af med. Jeg har taget et glas, når jeg var påvirket af gode og af dårlige følelser. Når jeg kom udkørt hjem fra arbejde, hjalp det at få et glas vin. Når jeg var glad, så drak jeg også. Vinen blev en krykkestok. Efter behandlingen ved jeg, at man som alkoholiker altid kan finde en anledning til at drikke.

Da jeg kom hjem, følte jeg mig meget sårbar og lidt som et nyfødt barn. Jeg skulle fortælle andre, at jeg havde været i behandling, og at jeg aldrig kunne drikke igen.

Jeg fik kommentarer som: ”Vi havde aldrig tænkt på, at du var alkoholiker, Jette.” Eller: ”Jamen, kan du så aldrig hygge dig sammen med os over et glas rødvin?”. Eller ”Det er synd for dig, at du aldrig kan drikke igen”.

De første gange, jeg var til noget selskabeligt, havde jeg det mærkeligt, men jeg fandt ud af, at der var mange andre, som heller ikke drak.

Efter behandlingen har jeg gået til møder i AA (Anonyme Alkoholikere). Jeg har også fået en masse nye venner, som jeg kan ringe til, hvis jeg føler, at min ædruelighed er truet. Det har jeg hidtil ikke følt.

Min mand har bakket mig 100 procent op. Jeg har også talt med mine børn, som støtter mig. De har fortalt om nogle oplevelser, hvor jeg skældte ud eller var alt for opstemt. Det er hårdt at få at vide som mor. Efter at jeg er holdt op med at drikke, har vi fået et meget bedre familieliv, og det har været gaven i alt det her. Min mand drikker næsten ikke mere. Han har ikke lyst, fordi han kan se, at vi har haft en usund alkoholkultur i familien.

Vi har haft mange sjove fester og gode oplevelser med alkohol, men de senere år tog det trælse overhånd.

Jeg har tænkt på, hvorfor det gik sådan. Jeg må bare sige, at jeg tilhører de 10-15 procent af befolkningen, der er genetisk disponeret og ikke kan tåle alkohol. Mine forældre drak ikke, og de tilhører en generation, der ikke på samme måde blev præsenteret for alkohol som jeg.

Jeg hører ofte folk sige: ”Du ligner ikke en alkoholiker.” Der er noget skamfuldt og tabubelagt ved at være afhængig af alkohol, især når man er kvinde og har børn. Jeg kan nævne mange kendte mænd, der har fortalt om deres alkoholmisbrug, men kun få kvinder. Mange tror, at alkoholafhængighed betyder, at man drikker hver dag og er helt forsumpet.

Alkohol fylder for meget i samfundet, men der er måske en ændring på vej. Jeg har skrevet en blog om mit alkoholforbrug, og mange har sagt, at de har respekt for min åbenhed.

I mit eget tilfælde tror jeg ikke, at omgivelserne kunne have gjort noget for at stoppe mig.

Jeg blev først påvirket, da jeg på behandlingsstedet mødte en tørlagt alkoholiker, som kunne sige, hvad der var i vejen med mig.

Det, der kunne have hjulpet mig, var et mere nuanceret billede af, hvem en alkoholiker er. Det billede, jeg havde, var manden på bænken, nogle kvinder, der havde måttet opgive alt på grund af druk og nogle overklassekvinder i whiskybæltet. Og det var ikke mig.

Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.