Prøv avisen
Dage med diagnose

Metastaser som lysene på en juletræsguirlande

Korrespondent Hanne Foighel har fået en ny status: cancerpatient. I en række klummer vil hun i den kommende tid reflektere over sygdommen her i avisen. Foto: Heine Pedersen

Da jeg klikker ind på scanningsbillederne, ser jeg de lysende pletter. Som lysene på en juletræsguirlande, der snor sig igennem hele min krop. Et nyt liv begynder. Ny status: cancerpatient. Kristeligt Dagblads korrespondent Hanne Foighel skriver i den kommende tid en række klummer om sit liv med en kræftdiagnose

Den 16. oktober 2018. Det stormer. En varm, tør storm fyldt med pudderfint sand fra Saharas ørken suser igennem huset. Blade og smågrene hvirvler gennem luften.

Det er 16 år siden, André døde.

Det var den 16. oktober 2002. Vi var i Philadelphia i USA. Tre en halv måned havde vi ventet, mens leveren blev dårligere og dårligere. Børnene på 14 og 18 år for- beredte deres halloween- kostumer, da beskeden kom: Der er kommet et organ. En donorlever.

Chancerne er fifty-fifty, sagde lægerne, da de forberedte os på operationen. Det blev de gale fifty.

Andrés krop kunne ikke tage imod den nye lever. Hvem ville kunne sige til dette, det mest livsglade menneske i verden, at livet nu var slut. Jeg håber stadig, han aldrig til fulde kendte dommen. To dage efter den mislykkede transplantation gav kroppen op.

Med maven sprættet op og lukket til med uforrettet sag.

Naturlig død, stod der på hans dødsattest, som jeg fik oversat og Apostille-stemplet, så hele verden ville kunne forstå det. Ikke et ord om operationen. Ikke et ord om det hepatitis C-virus, der i 30 år havde nedbrudt hans lever, og som dræbte ham.

Havde det været i dag, havde han fået antiviral medicin og var blevet rask.

Børnene gik til halloweenfest, mens jeg pakkede vores midlertidige amerikanske liv sammen.

Vi fløj hjem med Andrés aske i en sort plasticæske. Kvalt i tårer havde jeg ikke tålmodighed til at svare sikkerhedspersonalet i lufthavnen på, hvad der var i den æske.

Vi spredte asken i Middelhavet. Fra at have været en familie, vogn med fire hjul, var vi nu en kærre med tre. Og fremad skulle vi.

Lige siden har Andrés livsglade ansigt smilet til mig i børnenes stadig mere voksne ansigter – og fra det fotografi, der hænger på min sove- værelsesvæg. Det første, jeg møder hver dag, når jeg slår øjnene op.

Den 16. oktober 2018 klokken 14.30 ankommer en sms: Resultaterne af din undersøgelse kan nu hentes fra vores hjemmeside. Afsender: hospitalet.

Jeg aner ikke uråd. Jeg har slet ikke forstået, hvorfor jeg er blevet sendt til PET/CT-scanning. Tænker, at det bare er en form for sundhedstjek, og at alt ville være i bedste orden. Som altid.

Det sortner for øjnene, da jeg begynder at læse. Ordene er ikke henvendt til mig. Det er en tekst fra en læge til en anden læge, men der er intet at tage fejl af: patologiske mængder af radioaktivt stof optaget overalt i kroppen. Konklusion: metastaseret cancer.

Biopsierne og blodprøverne viser det samme.

Da jeg klikker ind på scanningsbillederne, ser jeg de lysende pletter. Som lysene på en juletræsguirlande, der snor sig igennem hele min krop. Den hænger på mine indre organer, i lymfekirtlerne, i armhulen, under kravebenet, rundt om lunger og hjerte. Tarmene er flottest belyst af masser af små pletter.

Bum. Der slutter mit liv. Det prikker i hænderne, da blodet begynder at komme tilbage.

Et nyt liv begynder. Ny status: cancerpatient.

Vinden kaster ting omkring. Som gennem et filter kan jeg høre grene klaske imod vinduerne og glas klirre et sted. Hos naboerne tænker jeg og glor endnu en gang på guirlanden i mit indre.

Jeg er stadig mig. Den samme som før dette tredobbelte maratonløb ud i intetheden. Der er overhovedet ingenting, ikke det mindste lille tegn på, at det, jeg ser og læser, handler om mig. Men det gør det.

Da jeg er på vej i seng, opdager jeg, at André er blæst ned af væggen. Hans smilende ansigt ligger midt i en bunke glasskår.

Jeg svajer. Et øjeblik er det, som om jorden åbner sig under mine fødder.

Dyb indånding: øverst på morgendagens to-do-liste, at købe ny billederamme til André.

Hans livsstærke ansigt smiler atter fra min væg.