Som ny præst gik noget galt ved den første julegudstjeneste. Et par dage efter kom der en skriftlig klage

Sognepræst Charlotte Dybdahl Winther er kendt fra DR’s programserie ”Øen”, hvor almindelige danskere skal overleve på en øde ø i Stillehavet. I perfektionen står ting stille, fejlene planter sig i erindringen, mener hun

41-årige Charlotte Dybdahl Winther bor i Køge sammen med sin mand og deres to børn på 10 og 13 år. Det er her, hun også er sognepræst.
41-årige Charlotte Dybdahl Winther bor i Køge sammen med sin mand og deres to børn på 10 og 13 år. Det er her, hun også er sognepræst. Foto: Karin Fallah/Metronome/DR

Der er en tendens til, at juleaften gerne skal være helt perfekt. Alt skal gå, som det plejer, for det er trygt, og samtidig vil vi gerne vise, hvor gode, dygtige og i kontrol vi er, og hvor fint det hele kan blive. I perfektionen står oplevelsen stille, men i fejlene sker der et eller andet. Vi lærer noget eller udvikler os. Derfor er der flere særlige jule for mig – de skiller sig ud, fordi noget gik galt.