Prøv avisen
Spørg om livet

Som oldeforældre må man være tålmodig og glædes på sidelinjen

Måske skulle man snakke med andre, der er oldeforældre i sin bekendtskabskreds, så man kan inspirere hinanden til at finde en god plads i slægten, lyder brevkassens råd. Foto: Jorge Alonso/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Når man rykker et led længere ud i sin egen slægt, kan det være en udfordring. Flere oplever i dag at blive oldeforældre, og det er godt at dele den nye erfaring med ligesindede

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at dele nogle tanker med oldemor Grethe, som skrev til jer i sidste uge. Selv er jeg en moden pige, der kan blive oldemor når som helst.

Det er helt rigtigt, hvad der stod i svaret til dig, Grethe, at de unge småbørnsfamilier har nok at se til. Har du mon overvejet, hvor mange oldeforældre et barn kan have?

Svaret er mindst otte og i sammenbragte familier endnu flere. I mange unge familier forsøger de at dele sol og vind lige mellem forældre, bedsteforældre og oldeforældre, og det kan være en uoverskuelig opgave.

Når man bliver mor, har kvinden som regel først og fremmest mest brug for sin mor. Det er naturligt, og det er lykkeligt. Oldeforældre må væbne sig med tålmodighed på sidelinjen og glæde sig over oplevelsen af, at slægt følger slægt.

Min holdning er, at man skal øve sig i at nulstille sine forventninger til hyppigt samvær med sine oldebørn, men til gengæld glæde sig ekstra, når det sker.

Venlig hilsen

Rie

Kære Rie

Tak for dit brev og dine refleksioner i forhold til at gå ind i en ny fase i livet, når man bliver oldeforældre. Og tak for din opfordring til at væbne sig med tålmodighed og til at forsøge at træne i at glædes over de oplevelser, man får også som oldeforældre, i stedet for at blive for mismodig over det, man ikke får.

Selv har vi ikke prøvet at have oldeforældre. De var desværre døde, før vi kom til verden. Men en af os har prøvet at have en bedstemor, der var oldemor til vores børn, og – en generation senere – en far, der var oldefar til vores børnebørn og 28 andre. Begge oldeforældre blev over 100 år og var nok så raske. Oldemors forhold til sine mange oldebørn bestod meget i at sy nattøj og forklæder og andre ting til dem på sin gamle fod-drevne symaskine, som havde fulgt hende igennem det meste af livet. Nu, mange år efter, bliver hendes tipoldebørn sågar puttet i deres små senge med det selvsamme nattøj på. Det kan man vist kalde genbrug.

Vores børnebørns oldefar kunne til gengæld fortælle om gamle dage, når han fik et visit af børnebørn og oldebørn. Ikke mindst kunne han berette om Anden Verdenskrig og den russiske besættelse af Bornholm i detaljer. Og så havde han altid vafler og is klar, hvis der kom nogen forbi, hvis de var på ferie på øen.

Som du understreger i dit brev, så er det vigtigt ikke at tage den måske sparsomme kontakt, man har med småbørnsfamilier i sin familie alt for personligt. Det er vigtigt med det nøgterne perspektiv og minde sig selv om alle de ting, som småbørnsfamilier ofte skal nå at klare. De er gået fra at være et ungt par til at få børn. Det er en af de største overgange i livet. Forskning fra Aarhus Universitet peger på, at i denne fase daler parforholdskvaliteten ganske betydeligt. Nogle af årsagerne er nok, at der bliver så knapt med tid – også til at passe på sin parrelation. Arbejdsopgaver skal diskuteres og fordeles, arbejde skal forenes med familieliv og den snigende dårlige samvittighed over alt det, man ikke når eller har lyst til at nå, melder sig, samtidig med at man får hus og hjem og mange øgede praktiske opgaver.

Det er vigtigt både som bedsteforældre og som oldeforældre at have forståelse for disse store forandringer i de unges liv. Og man skal tænke på, som du understreger, at et lille barn kan have fire bedsteforældre, skilsmissefamilier kan endda have bonusbedsteforældre i tillæg, og så endda dobbelt så mange oldeforældre, hvis de naturligvis lever. Samtidig har de måske onkler og tanter, kusiner og fætre, hvor nogle bor tæt på og andre måske langt væk. Under alle omstændigheder kan det være svært at varetage alle de relationer, også selvom mange har lyst og kan savne det.

Når man måske ikke kan mødes så tit, er det en god ting at have de digitale medier. Også oldeforældre er ofte med på sms og kan sende og modtage billeder. Ellers var det en idé at lære det. For så kunne der ind imellem være en korrespondance begge veje: De unge kunne måske ind imellem sende billeder af de små. På den måde kan man gensidigt følge lidt med i hinandens hverdag og dermed også være lidt opdateret, når man mødes til fødselsdage og højtider. Måske kunne man endda systematisere det, således at man for eksempel hver anden uge skrev lidt om hverdagslivet og sendte nogle fotos, således at flere generationer kunne have glæde af at følge med både i oldeforældres og de små i slægtens liv.

Man behøver ikke lave hjemmelavet nattøj, som vores gamle oldemor, men ind imellem kan det være hyggeligt for de unge at få tilsendt en lille hjemmelavet ting eller et håndskrevet kort fra oldemor og oldefar. Vores erfaring siger os, at hjemmestrikkede uldtrøjer og snedkererede ting er meget populært. Og mens man laver det til de små, har man dem i tanke.

Når alt dette er sagt, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan være svært at vænne sig til at være et led længere ude i sin egen slægt. Det er altid en udfordring at gå ind i nye faser i livet. Hver livsovergang indebærer også tab, for man siger farvel til noget, der har været. Man siger farvel til en rolle, til noget måske trygt og godt og skal i tillæg sige velkommen til en ny tid med nye udfordringer, en ny status og nye rollefordelinger. Det gælder alle stadier i livet.

Det at få lov til at blive oldeforældre er noget særligt. De fleste oldeforældre har ikke haft rollemodeller for det. Helbred og levealder var anderledes, da nuværende oldeforældre var små. Så man har sjældent nogen at hente lærdom fra og skal dermed så at sige opfinde sin egen rolle.

Måske skulle man snakke med andre, der er oldeforældre i sin bekendtskabskreds, så man kan inspirere hinanden til at finde en god plads i slægten. Og opmuntre hinanden til at være gode oldeforældre med det, man nu kan gøre og bidrage med alt efter helbred og praktiske forhold. Det er altid godt at dele livets udfordringer med andre mennesker, for derigennem kan vi dels finde forståelse for de udfordringer, vi selv kan opleve, og dels kan man måske få nye tanker og nye idéer til, hvordan man kan leve så godt som muligt i det livskapitel, man nu er i.

Der vil i fremtiden måske være flere raske oldeforældre, fordi vi bliver ældre og ældre, og mange i moden alder får lov til at have et godt helbred og muligheden for at klare mange ting. Samtidig er der også andre forhold i vores tid. Nemlig at børn fødes af stadig ældre forældre, så mange først bliver bedsteforældre i forholdsvis høj alder. Men det er en anden historie.

Du ønskes tillykke med det lille oldebarn, der snart ser dagens lys.

Mange hilsener