Prøv avisen

Som vågekone er man trænet i nærværet

Tegning: Rasmus Juul.

Den frivillige forening Vågetjenesten i Thisted ønsker med en bog om vågekoners erfaringer at inspirere andre til at våge og til at gøre mere brug af landets vågetjenester. For vågekoner foretager sig ikke det store, men gør alligevel en hel masse, lyder budskabet

Da vågekonen Elly en aften blev kaldt ud på vågetjeneste, aflastede hun en familie, hvor datteren var døende.

Elly er en erfaren vågekone, men da hun opdagede, at den døende var født samme dag og samme år som hendes egen datter, kom dødsfaldet pludselig meget tæt på. Elly måtte lægge sine følelser til side, for som vågekone er man aldrig hovedpersonen.

Vågekonen Ellys oplevelse er en af de mange, der er samlet i bogen ”Håndbog for vågekoner”, der netop er udgivet af Forlaget Knakken. Det er den frivillige forening Vågetjenesten i Thisted, der står bag bogen. Den 71-årige vågekone og kultursociolog med speciale i omsorg for ældre Anne Diemer har redigeret bogen. Bogen er skrevet i håbet om, at flere får lyst til at engagere sig som vågekone eller gøre brug af vågekoner, når døden nærmer sig.

”Vi er trænet i nærværet og har lukket op for evnen til at fornemme et andet menneske. Selvom vi mest bare er til stede hos den døende, kan det give en stor tryghed og lindre uroen for vedkommende og de pårørende, når de ved, at de ikke er alene,” siger Anne Diemer.

Efter man i 10 år i Vågetjenesten i Thisted havde samlet så mange erfaringer med opgaven som frivillig vågekone, ønskede medlemmerne at skrive oplevelserne ned. Det mundede ud i et manuskript, der først blev brugt til internt brug i vågetjenesten. Men efter noget tid ønskede foreningen, at flere fik glæde af erfaringerne, og vurderede, at en bog kunne være med til at sprede budskabet om vågekonernes arbejde.

For selvom døden aldrig kan sættes på formel, er uvidenhed værre ifølge Anne Diemer. Derfor er en realistisk oplysning om døden, og hvor man kan søge hjælp, når den sidste tid nærmer sig, med til at gøre døden mindre skræmmende. Døden skal gøres til et fælles anliggende og til noget, vi tør tale om. På den måde bliver livets afslutning lettere at rumme, og angsten og afmagten får mindre plads, lyder det fra Anne Diemer. Efter mange år som vågekone er hun selv blevet mere afklaret med sin egen død.

”Når jeg våger, får mit eget liv perspektiv, og jeg har stor gavn af den dybe ro, jeg oplever som vågekone. Jeg har skrevet ned, hvordan jeg gerne selv vil dø, og jeg har fået mod til at snakke det igennem med mine pårørende,” siger Anne Diemer.

Men det er ikke kun selve døden, der ikke kan sættes på formel. Det kan måden, man bedst hjælper en døende, heller ikke. Og derfor er det vigtigt hele tiden at være i god kontakt med sin empati, når man våger.

Sådan lyder et af rådene i ”Håndbog for vågekoner”. Det handler om at være til stede med sanserne. Når en døende bliver urolig, kan man forsøge at rette på puden, fugte læberne med lidt vand eller måske holde i hånd. Men for nogle døende kan fysisk nærkontakt være meget ubehageligt, og derfor er en af hovedreglerne altid at spørge den døende selv, hvad vedkommende har brug for. Det samme gælder Fadervor. Hvis en døende aldrig har tillagt Gud stor betydning, er det meget vigtigt ikke at overskride denne grænse.

Vågekonen kan aldrig vide, hvilke behov den døende har. I tilfælde, hvor den døende ikke længere er i stand til at tale, må man følge sin intuition, det man kan observere, eller spørge de pårørende. Fornemmer man, at den døende har smerter, må man ringe efter professionel hjælp.

Og netop grænsen mellem de professionelle fagpersoners og de frivillige vågekoners opgaver er meget vigtig, påpeger Anne Diemer.

”Vi plejer at sige, at vi som vågekoner ikke har noget at gøre under dynen. Vi sidder bare i rummet og giver ro til den døende og de pårørende. Det er en grænse, vi må holde fast i. Som vågekoner kan og skal vi aldrig gå ind og erstatte de professionelle,” siger Anne Diemer.

Mange vågekoner kommer dog med en sundhedsfaglig baggrund. Det kan gøre det svært at kende sine begrænsninger som vågekone, og derfor er det vigtigt at reflektere over sin rolle som vågekone og meget gerne sammen med andre vågekoner. Når man våger, kommer man tæt på en anden familie, og vågevagterne kan efterlade et dybt indtryk. Her kan det også være en god hjælp at tale oplevelsen igennem med de andre i vågetjenesten.

Vågekonerne kan godt hjælpe til med praktiske ting som for eksempel at rette en pude, men først og fremmest skal de bidrage med en ro, der forplanter sig til den døende og de pårørende. Nærværet er vågekonens primære opgave, og derfor må man heller ikke selv for nyligt have mistet.

”Det gør ikke noget, at man fælder en tåre, men man skal holde sig selv tilbage. Man skal være til hjælp, og det er ikke vores sorg, der er i fokus. Derfor er det nødvendigt, at man har sin egen sorg på plads,” siger Anne Diemer og anbefaler, at man først melder sig som vågekone et år efter tabet, hvis man selv har mistet.

For det vigtigste er, som vågekonen Elly indledningsvis erkendte, at den døende er og forbliver hovedpersonen.