Prøv avisen
Spørg om livet

Skal jeg blive ved med at finde mig i min mors kritik?

Mit spørgsmål er, hvor meget skal jeg holde ud? Min mor kan jo i og for sig leve mange år endnu. Og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg skal have alle de besøg i fremtiden, for jeg mister modet sammen med hende, skriver Katrine, der altid møder kritik fra sin mor, når hun er på besøg. Modelfoto Foto: Nima Stock/ritzau

Min mor kritiserer mig og har mange negative kommentarer, skriver Katrine, som synes, det er en byrde at besøge sin mor i ferierne og have besøg af hende ved højtiderne

Kære brevkasse

Ferietid er som regel forbundet med hygge og gode minder. Dem har jeg også haft mange af igennem årene. Men jeg har også et tilbagevendende problem, når ferietiden nærmer sig. Og når vi nu lige er kommet på den anden side af ferien, så kan jeg mærke, at det svære, som jeg ønsker at skrive om, fylder mig.

Min udfordring er, at jeg har en mor, som jeg synes er så svær at besøge og ikke mindst at holde ferie hos. Min far døde for fem år siden, og tingene er ikke blevet lettere siden da. Det har altid været svært for mig at være ”tæt” på min mor. Selvom jeg bruger mange kræfter på at gøre hende tilfreds, så kommer hun ofte med negative kommentarer, eller hun siger slet ingenting.

Hun siger heller ikke tak, hvis jeg hjælper hende med noget praktisk, eller hvis jeg giver frokost på et spisested. Hvis jeg derimod gør eller siger noget, som hun ikke er enig i, så får jeg det hurtigt at vide. Helt siden jeg var barn, har jeg følt, jeg var forkert. For hendes adfærd, som jeg beskriver, er ikke ny. Den er bare blevet meget tydeligere. Og det gør mig meget trist.

Jeg har en meget god veninde, som jeg har det hyggeligt med. Hun har stadig begge sine forældre. Og hun tager også hjem og besøger dem nogle dage i ferien, og hun taler ofte med sin mor. Jeg kan se og høre, at de har en hyggelig og ligeværdig relation. Selvom hendes forældre er ved at være gamle, er de stadig friske, og jeg kan se, at de oprigtigt har et rart forhold til hinanden. Min veninde glæder sig over samværet, og hendes forældre opmuntrer hende, når der er noget, der er svært, og de er stolte over, når noget går godt.

Jeg er faktisk misundelig på min veninde. Hvor kunne det være skønt med sådan et forhold til sine forældre. I stedet bruger jeg mange kræfter, hver gang jeg skal have kontakt med min mor. Som et anstændigt menneske synes jeg, man bør se til de ældre i slægten. Der er noget naturligt over at tage hjem til dem og invitere dem til højtider og festligheder. Ikke mindst nu, når min mor er blevet alene, synes jeg, at det hører til. Men skal jeg være helt oprigtig, så har jeg allermest lyst til ikke at være sammen med hende. Jeg har det ubehageligt flere dage inden, jeg skal besøge hende, uanset om det handler om en weekend eller flere feriedage. Jeg har ikke lyst til at invitere hende til diverse ting, for jeg synes kun, jeg bliver trist og mismodig af det.

Når jeg ser hende sammen med sine bekendte, så tænker jeg også, at jeg synes, hun er upersonlig og selvoptaget. Jeg er ikke sikker på, at de lægger mærke til det på samme måde, og heldigvis er der folk, der er trofaste på hendes hjemegn, så hun er ikke decideret ensom.

Jeg har en bror, som bor ret langt fra min mor. Han besøger hende også i ny og næ. Jeg har forsøgt at tale med ham om problemet, men han forstår det ikke. Han kan ikke forstå, at jeg tager det så tungt, det handler jo bare om at være der og drikke kaffe og spise noget mad og gå nogle enkelte ture eller ordne noget praktisk, som han siger. Men han er jo ikke mig. For det første er han mand, og for det andet er han seks år ældre end mig. Hans kone ser også ud til at tage det stille og roligt, og jeg er rigtig glad, når de besøger min mor eller har hende i påsken eller i julen, for så slipper jeg. Men min svigerinde har jo heller ikke været datter af min mor, så hun har ikke de samme følelser i klemme.

For år tilbage håbede jeg, at min mor kunne ændre sig, så vi kunne få et bedre forhold, men det har jeg indset, at jeg må opgive. Hun ændrer sig ikke og slet ikke i den alder, hun er i nu. Og for øvrigt er hun en, som aldrig går i sig selv eller siger undskyld. Så der er ikke potentiale til ændring. Så jeg må bide i det sure æble og holde ud. Mit spørgsmål er, hvor meget skal jeg holde ud? Min mor kan jo i og for sig leve mange år endnu. Og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg skal have alle de besøg i fremtiden, for jeg mister modet sammen med hende. Og jeg er faktisk også vred over den måde, hun er på, når jeg tænker på, at jeg har stillet op til så mange ting. Hvad gør man, når man samtidig har en pligtfølelse og nogle normer, som siger, at man skal behandle de ældre godt?

Nu fik I et ærligt sommerferiesuk. Jeg klarede det igen denne sommer – men jeg orker næsten ikke at tænke på efterårsferie, juleferie, telefonopringninger, fødselsdagsbesøg.

Har I et godt råd til en, der står i et sådant dilemma?

Venlig hilsen

Katrine

Kære Katrine

Tak for dit brev. Det er tilladt at have det sådan, som du har det. Forældre vælger man ikke selv. De bliver tildelt. Og ligesom med mange andre forhold på denne jord, så er der ikke uddelt forældre ud fra retfærdighedsprincipper. Vi kan godt forstå, at det skurer i din sjæl, når du ser og hører om din venindes gode relation til sine forældre. Du er ikke bare vred eller frustreret, du er sikkert også meget sørgmodig. For alle mennesker ønsker at have et godt og trygt og gensidigt forhold til dem, man kommer fra. Så det er forbundet med stor sorg, at man ikke har den gode relation. I den gode forældre-barn-relation er der så meget godt at hente, og det giver kraft og styrke, både som barn og senere hen i livet. Har man ikke oplevet det, er der ting, man selv har skullet klare, og også ting, som ofte kan blive mere sårbart og ensomt.

Vi kender ikke din mors historie, men hun har måske oplevet ting i sit eget liv, som gør, at hun er blevet den, hun er. Og det er trist, at hun ikke er i stand til at give varm kærlighed og opmuntring videre til sin datter.

Vi ved ikke, om du nogensinde har gået til nogle samtaler hos en terapeut eller en sjælesørger. Måske var det en idé? Ikke for at du dermed kan opnå at ændre din mor, men måske kunne det være godt for dig at tale om det savn og den sorg, som du reelt går med, og som trigges, og som du bliver mindet om, hver gang du skal have kontakt med din mor. Det kunne måske være godt for dig at få forståelse for dig selv, både som barn og som den, du er nu. Ved at få ”tømt” sig ad den vej, kan man nogle gange opnå det, at man ikke bliver så påvirket af de negative ting, man møder.

Vi tænker også, at du må tage det alvorligt, at du reelt ikke trives i samvær med din mor. Vi tror ikke, at du skal kappe forbindelsen med hende. Det tror vi også vil kunne give dig nogle dilemmaer. Pligtfølelse er ofte en god ting. Men måske skal du beslutte dig for at stille mindre krav til dig selv og din relation til din mor.

I stedet for at holde sommerferie hos hende i en uges tid, så vælg en dag eller to. Ring måske et par gange om måneden og send måske et postkort en gang imellem. Det sidste er efterhånden så specielt, så det kun kan opfattes positivt. Bed eksempelvis din bror og svigerinde om at tage en ekstra påske og en ekstra jul, også selvom de ikke helt forstår din begrundelse. Du kunne måske også invitere din veninde med hjem til din mor en feriedag, så du ikke er alene med hende, således at der er positive forstyrrende elementer. Ligeledes hvis din mor skal på besøg hos dig, så inviter andre, således at du ”fortynder” samværet.

Dit brev vidner om, at blot fordi man er i familie med hinanden, er det ikke en selvfølge, at man har en varm og tæt relation. Forsøg at se det i øjnene og opsøg gode og livgivende relationer, som kan give dig næring og glæde. Og forsøg så at sætte rammer op for din kontakt med din mor, som er overskuelige for dig selv. Det er tilladt ikke at være en perfekt datter, og det er tilladt at reagere på, at der er relationer, som gør ondt og skaber smerte.

Mange hilsener